Video i virksomhedens kommunikation

Startdato:
Udbyder:
Sted:
2300 København S
Dage:
6 dage
Pris:
22.950 kr. | PU-støtte: 5.400 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 479 evalueringer)
Forår 2024

Gør video til en del af din virksomheds kommunikation, strategi og forretning. På dette videokursus lærer du, hvordan du producerer videoindhold med et strategisk sigte og distribuerer det til dine målgrupper på tværs af kanaler.

 

Video vokser og virker
Video vokser sig stadig større i vores medievaner og vores kommunikation generelt. Det gælder den offentlige kommunikation, marketing- og salgskommunikation, nyheder og underholdning. Specielt på de sociale medier bliver videoindhold favoriseret af brugere og algoritmer. Derfor er det helt naturligt at begynde at anvende video i sin kommunikation. Men for at skabe værdi og resultater kræver det to ting: En strategi og et håndværk.

Lær at arbejde strategisk og praktisk med video
Selvom det er blevet nemmere og hurtigere og billigere at producere video selv med sin mobiltelefon, er det stadig et håndværk, man skal lære fra bunden: Hvordan spotter jeg en god videohistorie, hvordan vinkler jeg, hvilke optagelser skal jeg bruge, hvordan får man god lyd og billeder? Og i klipperummet: Hvordan fortæller jeg historien, hvordan lægger jeg tekster og musik på, hvordan ændrer jeg format til sociale medier og lægger den sidste hånd på, så den fanger og fastholder modtageren? Vi klipper både i Final Cut Pro og Adobe Premiere Pro på kurset.

Når håndværket er på plads – og det kræver en del træning og fejl også efter kurset – kommer den strategiske overbygning. For at få udbytte af den tid og de ressourcer, man lægger i videohåndværket, er det afgørende, at ens videoproduktioner peger ind i de øvre strategiske lag i virksomheden. Derfor arbejder vi også teoretisk på kurset med at udarbejde en videostrategi, der passer til din arbejdskontekst. Du arbejder løbende med de elementer en videostrategi bør indeholde – formål, målgrupper, indholdskoncepter, manusskabeloner, guidelines, kanalvalg og måling – og tilpasser dem din arbejdsplads.

Fordelingen mellem videoproduktion og strategiudvikling på kurset er 75/25 baseret på tidligere deltageres evalueringer.

På dette kursus lærer du at

  • optage og redigere video på et grundlæggende niveau
  • optage i sekvenser og lave videointerviews
  • redigere i Final Cut Pro eller Adobe Premiere Pro
  • arbejde med tekster og undertekster, lave square og højformat, lave simpel color grading
  • udvikle egne videokoncepter udfra eksisterende genrer
  • udvikle en videostrategi for din arbejdsplads
  • arbejde med planlægning, distribution og måling af videoindhold.

Kurset er for dig
Kurset er særligt udviklet til dig, der er kommunikationskonsulent, indholdsproducent, SoMe-ansvarlig eller kommunikationsjournalist, og som arbejder med ekstern og intern kommunikation og gerne vil bruge video mere strategisk.

Hvis du ikke har nogen erfaring med at optage og redigere video, skal du gennemføre et lille online modul inden kursusstart, hvor du lærer det tekniske omkring optagelse og redigering på et grundlæggende niveau.

Sådan foregår undervisningen
Undervisningen veksler mellem oplæg, der kæder den læste litteratur sammen med aktuelle eksempler, analyse og diskussion samt en del bundne optage- og klippeøvelser, der fokuserer mere på tekniske delelementer end på indholdet. 

Kurset består af tre moduler med hjemmeopgaver ind imellem, hvor du skal udarbejde din videostrategi og lave korte bundne videoproduktioner.

Medbring eget optageudstyr, f.eks. en nyere smartphone med mikrofon og holder eller et DSLR-kamera med ekstern mic og stativ. Du vælger selv om du vil redigere på Final Cut Pro eller Adobe Premiere Pro under kurset. Det er en fordel, hvis du har adgang til et af disse programmer imellem kursusgangene. 

Gæsteundervisere
Du møder en række dygtige gæsteoplægsholdere fra branchen.

Eksamen
Kurset afsluttes med aflevering af en skriftlig eksamensopgave, som består af 3 dele: en videostrategi, én eller flere videoproduktioner og en reflektionsrapport. Opgaven bliver bedømt efter 7-trinsskalaen med intern censur.

Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet i prisen, og du får serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.

Du skal regne med en udgift på op til 1.000 kr. for faglitteratur til kurset.

Niveau og omfang
Kurset er kompetencegivende på diplomniveau og vægter 10 ECTS

Adgangskrav
For at blive optaget på kurset skal du mindst have:

  • en relevant kort videregående uddannelse
  • 2 års relevant erhvervserfaring efter din uddannelse.

Opfylder du ikke adgangskravene? 
Sådan søger du om dispensation

I tilfælde af afbud
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.
Læs mere om regler for framelding.

Er du ikke berettiget til støtte fra Pressens Uddannelsesfond?
Tilmeld dig kurset på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside
 

Undervisere

Jens Haaning

Underviser og udviklingskonsulent på DMJX. Har undervist i korte videoformater og produktion på Aarhus Universitet og sideløbende arbejdet freelance med videoproduktion og kommunikation.