Du lærer at blive en skarp moderator, der med nærvær og overblik kan styre en debat, et interview eller en samtale foran et live-publikum. Du bliver undervist af journalist Rie Helmer, der er en erfaren medietræner og kendt fra sine værtsroller på DR1’s programmer Sporløs og Aftenshowet.
Kurset træner dig i at blive en velforberedt og mere nærværende ordstyrer og live-vært.
Ordstyrere, moderatorer og facilitatorer efterspørges
Folkemødet, Naturmødet, Kulturmødet. Biblioteksaftener, Bogforum og Krimimessen. Talks på musikfestivaler. Debatarrangementer. Interviews, debatter og talks foran et livepublikum blomstrer op og bliver stadig mere populære.
Derfor stiger efterspørgslen også på dygtige formidlere, der kan lede ordet til live-arrangementer.
Uanset om du skal være vært for et stille og roligt arrangement på biblioteket, eller du skal moderere en stejl politisk debat, så skal du først og fremmest have styr på at kunne føre en samtale, der er interessant for publikum. Du skal kunne holde samtalen kørende, hvis der er én person på scenen sammen med dig, og du skal evne at få alle med i samtalen, hvis der er flere personer med.
Interviews foran et live-publikum er en særlig disciplin
At indtage scenen er et håndværk, som de færreste tidligere har stiftet bekendtskab med.
Det er en disciplin, som bygger ovenpå blandt andet journalistiske grundprincipper, der gælder for både skriftlig, auditiv og visuel formidling, og som skal udføres med lige dele fleksibilitet og kontrol, hvis publikum skal gå klogere derfra.
Bliv trænet i rollen som moderator og live-interviewer
På dette kursus får du værktøjer til at styre en samtale, et interview eller en debat foran et live-publikum.
Du lærer, hvordan et manus kan udformes, og du lærer betydningen af at indtage rummet som ankerperson på den levende (og nogle gange uregerlige) scenes præmisser.
Kurset er praktisk orienteret med konkrete øvelser. Du kommer både til at deltage i solo-interviews med medkursister på scenen, og du skal være med til at forberede en panelsamtale med en gruppe inviterede gæster.
På dette kursus introduceres du til:
- scenens og det levende ords præmisser
- planlægning og gennemførelse af live-interviewet
- det grundige forinterview, der baner vejen for det gode live-interview
- et systematisk manuskript, der skaber overblik
- værtens ansvar for scene, rum og stemning
- moderation af den gode samtale mellem flere personer – enige som uenige
- publikumsinddragelse
Du får desuden en introduktion til simple teknikker, der kan give ro til krop og stemme.
Kurset er særligt udviklet til dig, der:
- er arrangør, kommunikationsmedarbejder, bibliotekar eller journalist og vil i gang med eller blive bedre til at interviewe live på en scene.
- arbejder i en kulturinstitution, på et medie eller i en virksomhed, der ønsker at invitere til live-arrangementer.
- er vært ved talks eller lignende arrangementer.
På kurset underviser vi i den særlige interviewgenre, der foregår live på en scene foran et publikum – men du bliver ikke undervist i grundlæggende interviewteknik.
Sådan foregår undervisningen
Gennem oplæg og øvelser – individuelt og i grupper – introduceres du til live-genren, og vi arbejder med solo-interviews på scenen. Du kommer blandt andet til at forberede et interview af en medkursist, skrive manus, og skal derefter enten selv interviewe eller blive interviewet på scenen.
Senere får vi også besøg af gæster udefra, som I skal forinterviewe og forberede en paneldebat eller samtale med. Vi afslutter øvelsen med fremførelse af et par panelsamtaler. Af tidsmæssige årsager kan alle kursister ikke nå at moderere en debat. Derimod kan alle komme igennem hele forberedelsesprocessen og tage ved lære af at observere og kommentere det, der sker på scenen.
Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet i prisen, ligesom der vil blive serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.
I tilfælde af afbud
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.
Læs mere om regler for framelding
Er du ikke berettiget til støtte fra Pressens Uddannelsesfond?
Tilmeld dig kurset på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside