
De Olympiske Lege 2024, der begynder i Paris 26. juli 2024, er en kæmpe begivenhed, der har været under forberedelse i over seks år. De Olympiske lege og de Paralympiske lege finder sted 100 år efter Frankrigs sidste sommer-OL og bliver den største begivenhed, der nogensinde er arrangeret i landet.
Kurset klæder deltagerne på til at dække begivenheden på flere måder. Formålet er at inspirere danske journalister og medier til at dække OL 2024, såvel sportsligt som økonomisk og politisk.
Kurset foregår over fire dage i Paris og er rettet mod fotografer, redaktører, sportsjournalister og journalister generelt. Deltagerne får konkrete input til, hvor de gode historier ligger før, under og efter OL 2024. Det er ikke nødvendigt at kunne fransk, da oplæg foregår på dansk eller engelsk.
OL Byen bygges i Frankrigs fattigste kommune med narko og bandevold
Den Olympiske By er pt. Europas største byggeprojekt og breder sig over tre bydele: Saint-Denis, Saint-Ouen og Ile-Saint-Denis i udkanten af Paris. OL-Byen skal huse 14.000 atleter og er på størrelse med 70 fodboldbaner.
Saint-Denis er en af de fattigste kommuner i Frankrig. Over 25 procent af beboerne lever under fattigdomsgrænsen, og bydelen har store problemer med narko og bandevold. Mange håber derfor, at afholdelsen af OL kommer beboerne i området til gavn. Kritikere mener derimod, at begivenheden vil påvirke miljøet negativt og gavne store virksomheder frem for lokalbefolkningen.
Flere byggerier er blevet forsinket, bl.a. på grund af Ruslands krig i Ukraine, som påvirker stålindustrien. Et anlæg, der skulle have stået færdig i sommeren 2023, bliver ikke færdigt før i begyndelsen af 2024, kun et par måneder før legene begynder i Paris.
De Olympiske Lege varer fra 26 juli til 11. august 2024, mens De Paralympiske Lege foregår fra 23. august til 8. september 2024.
Åbningsceremoni med sejlende atleter på Seinen
OL-åbningsceremonien foregår for første gang ikke på et stadion, men på en flod. De mange tusinder atleter kommer sejlende på Seinen forbi Notre Dame, Louvre og Concorde pladsen, før den store finale for foden af Eiffeltårnet.
Turen varer cirka 45 minutter og langs den seks kilometer lange rute, kan publikum stå langs kajen og opleve tre rækker med både: Atleterne i midten, sikkerhedsfolk på den ene side og kamerafolk på den anden.
OL afholdes flere steder, bl.a. ved Versailles Slottet og midt i Paris. Fx skal Champs-Elysées være cykelbane, Champs de Mars en beachvolleybane, mens bl.a. Invalides og Grand Palais skal huse andre sportsdiscipliner.
Derudover skal atleter svømme i Seinen, men i sommeren 2023 viste tests, at vandet indeholdt alt for mange bakterier, bl.a. coli. Det er bare én ud af mange udfordringer, som Paris kæmper med for at blive færdig til tiden. Derudover kræver det helt ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger, fordi begivenhederne er åbne for offentligheden.

Kursusdeltagerne orienteres om planlægningen af OL, og hvor langt forberedelserne er nået præcis fem måneder før OL begynder 26. juli 2024. De får desuden status på de mange og komplekse tiltag, der skal sikre sikkerheden for atleter, turister og parisere under OL, særligt under åbningsceremonien på Seinen og ved Eiffeltårnet.
KURSUS-PROGRAM
Mandag ml. 13-14: Vi mødes på hotel French Theory i Rue Cujas, 75005 Paris. Efter indlogering på hotellet og en deltagerpræsentation er første programpunkt kl. 15.30.
De næste fire dage møder vi repræsentanter fra OL-komitéen, der giver status på forberedelserne af OL og fra Indenrigsministeriet, der orienterer om sikkerheden.
Desuden møder vi Vigilance JO 2024, en paraplyorganisation af foreninger og borgergrupper, som er kritisk overfor OL 2024 i Paris. Vi hører argumenter for bl.a., hvorfor lokalbefolkningen ikke får gavn af OL, og hvordan begivenheden påvirker miljøet negativt. Samme dag besøger vi Den Olympiske By i Saint-Denis.
Vi skal besøge Danmarkshuset på Champs Élysée, hvor Sport Danmark får hovedkvarter, og vi taler med Danmarks ambassadør i Frankrig, der orienterer om både Frankrigs og Danmarks OL-forberedelser, som han har fulgt de sidste mange år.
Derudover skal vi møde franske journalister, der dækker OL med fokus på økonomi, politik og sport, foruden en dansk journalist, der er med til at dække OL for Tv-stationen France 24.
Yderligere undervisere og konkrete navne på flere oplægsholdere er under udarbejdelse.
PRAKTISK INFORMATION
Deltagerne sørger selv for transport tur/retur til Paris. Kursusleder hjælper gerne med at finde den rette afgang med fly, tog eller bus for at nå frem til Paris i rette tid mandag. Hvis man har tilmeldt sig kurset eller overvejer det, skal man bare ringe.
Ankomst til hotellet i Paris: Mandag 26. februar ml. 13-14.
Første programpunkt: Mandag 26. februar kl. 15:30.
Sidste programpunkt: Torsdag 29. februar eftermiddag.
Tre uger før kursusstart får deltagerne tilsendt detaljeret kursusprogram med navne på undervisere, researchmateriale samt vigtige links. Hvis man har brug for mere information inden, er man meget velkommen til at ringe.
KURSUSPRISEN OMFATTER:
Kursusplanlægning, researchmateriale, oplæg, tre hotel-overnatninger i enkeltværelse på et 3-stjernet hotel i centrum af Paris, turistskatter, morgenmad i fire dage samt middag på en restaurant. Kursisten betaler selv de øvrige måltider samt metrobilletter.
Prisen dækker ikke fly-tog- eller bustransport København-Paris-København.
TILMELDING ER BINDENDE
Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget.
I en situation, hvor du må melde fra, gælder følgende afbestillingsvilkår:
Hvis det sker mere end to måneder før kursusstart, koster det et gebyr på 2000 kr. til administration og udgiftsdækning. Ved afbestilling mindre end otte uger før kursusstart tilbagebetales kursusprisen ikke uanset årsagen.
Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.
Du har også mulighed for at tilmelde dig, hvis du ikke arbejder på en PU-virksomhed. Du skal blot krydse af i ”arbejder på ikke-PU-virksomhed eller selvstændig” i tilmeldelses-modulet.