Kunstig intelligens for kommunikatører

Startdato:
Udbyder:
Sted:
2300 København S
Dage:
4 dage
Pris:
16.050 kr. | PU-støtte: 5.200 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 479 evalueringer)
Forår 2024

Du lærer at forstå, hvordan kunstig intelligens fungerer, og hvad du kan bruge det til – og du lærer at skrive tekster og lave billeder med generative AI-værktøjer.

 

Du kommer også til at høre om teknologiens begrænsninger og etiske udfordringer, og hvad kunstig intelligens kommer til at betyde for fremtidens kommunikatører.

Derfor skal du tage kurset
Kunstig intelligens har været på en eksplosionsagtig udviklingskurve de seneste 15 år, men særligt de seneste 2 år, har vi set kunstige intelligenser, som for alvor påvirker kommunikatører.

Kunstige intelligenser kan nu skrive, digte, tale, programmere, designe og male på en måde, som virker utroligt menneskelig.

Det er nærliggende at forestille sig, at de kunstige intelligenser lige om lidt bliver endnu klogere, og hvad sker der så?

Bliver de superintelligente?

Bliver vi arbejdsløse?

Eller bliver vi alle til tekno-optimerede semirobotter, som kan arbejde 100 gange hurtigere og bedre?

På dette kursus bliver kunstig intelligens afmystificeret, og du kommer til at gøre dig dine egne erfaringer med at bruge kunstig intelligens, så du tydeligt kan se, at det er en teknologi, som både har store muligheder og store begrænsninger.

Med den viden i kufferten bliver du rustet til både at anvende kunstig intelligens og gøre dig overvejelser om, hvordan du bedst anvender kunstig intelligens på din arbejdsplads.

På dette kursus lærer du

  • hvor kunstig intelligens kommer fra, og at det faktisk er en teknologi med en historie, der strækker sig århundreder tilbage i tiden
  • hvordan kunstig intelligens fungerer, og hvordan det i praksis anvendes
  • at skrive tekster og lave billeder med generativ AI. Du kommer til at lære både grundlæggende og avanceret prompting (det du siger til computeren for at få den til at gøre noget)
  • at forholde dig kritisk og nysgerrigt til, hvordan kunstig intelligens kommer til at forandre kommunikationsbranchen
  • at forstå begrænsningerne og de etiske udfordringer ved kunstig intelligens
  • at analysere, afdække og løse etiske problemer i systemer, der anvender kunstig intelligens
  • at gøre din organisation klar til at arbejde med kunstig intelligens.

Kurset er for dig
Kurset er for dig, der arbejder med kommunikation, og som gerne vil være forberedt på en fremtid, hvor kunstige intelligenser bliver en trofast følgesvend i de daglige arbejdsopgaver.

Du arbejder måske med klassiske kommunikationsopgaver som at skrive pressemeddelelser, udvikle og vedligeholde hjemmesider eller skrive tekster og lave indhold til sociale medier. Eller måske er du leder eller mellemleder med ansvar for at tage stilling til og implementere nye teknologier.

Kurset henvender sig helt generelt til alle kommunikatører, som arbejder med tekst- og billedbårne medier.

Du behøver ingen forudgående erfaring med at bruge kunstige intelligenser, og det behøver heller ikke være noget, I anvender på din arbejdsplads i dag. Og du kan være ganske rolig – kurset kræver ingen evner inden for matematik, statistik eller programmering.

Sådan foregår undervisningen
Kurset veksler mellem foredrag/præsentationer, refleksionsøvelser og gruppearbejde. I løbet af kurset får vi også besøg af relevante gæsteundervisere, som kommer til at bidrage med specifikke indsigter og erfaring fra den virkelige verden.

Eksamen
Kurset afsluttes med aflevering af en skriftlig eksamensopgave, som bliver bedømt efter 7-trinsskalaen med intern censur.

Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet i prisen, og du får serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.

Du skal regne med en udgift på op til 1.000 kr. for faglitteratur til kurset.

Niveau og omfang
Kurset er kompetencegivende på diplomniveau og vægter 5 ECTS. Kurset kan indgå som valgfrit modul i en diplomuddannelse.

Adgangskrav
For at blive optaget på kurset skal du mindst have:

  • en relevant kort videregående uddannelse
  • 2 års relevant erhvervserfaring efter din uddannelse.

Opfylder du ikke adgangskravene?
Sådan søger du om dispensation

I tilfælde af afbud
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud. 
Læs mere om regler for framelding.

Er du ikke berettiget til støtte fra Pressens Uddannelsesfond?
Tilmeld dig kurset på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside

Undervisere

Peder Hammerskov

Peder Hammerskov, adjunkt på DMJX. Peder har 15 års erfaring i krydsfeltet mellem kommunikation, journalistisk og undervisning, og står bl.a. bag et AI-netværk, som tæller ca. 400 journalister, kommunikatører, teknologieksperter, forskere og undervisere – og så driver han et udviklingsprojekt om AI på DMJX.