Grønland – en arktisk nation under forvandling

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Nuuk, Grønland
Dage:
8 dage
Pris:
35.000 kr. | PU-støtte: 9.100 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 9 evalueringer)
Forår 2024

Grønland har fået et første udkast til en forfatning, der kan bruges, hvis Grønland en dag skulle ønske at blive en selvstændig nation. Vi har dermed fået et første bud på, hvilket land, der sigtes mod, og hvad man mener, når man i Grønland taler om uafhængighed, løsrivelse og statsdannelse.

Samtidig får Grønland hastigt større og større betydning i den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis mellem Rusland i øst og USA i vest. Grønland er en del af Nordamerika og spiller en central rolle for USA’s forsvar mod russiske atomvåben.

På en studierejse til Grønland i maj kikker vi nærmere på disse spørgsmål og på de udfordringer, der ligger for samfundet helt aktuelt:

  • Ruslands invasion af Ukraine har fået alvorlige konsekvenser for Grønland
  • Arktisk Råd er lammet og den militære oprustning i og omkring Grønland tager til
  • Grønland har endnu ikke tilsluttet sig Paris-aftalen, da man frygter, at det vil gå ud over landets økonomiske udvikling
  • Grønlands ’sjældne jordarter’, der er så nødvendige for den grønne omstilling, kan redde EU ud af en knibe, men regeringen afviser fortsat udvinding ved Kvanefjeldet, hvor der er rige forekomster

Vi sætter fokus på alle disse udfordringer og sprækker. Vi forfølger de nye udfordringer for freden i Arktis, og vi graver i den voksende amerikanske interesse for Grønland. Og den voksende interesse fra EU’s side. Til efteråret åbner Europa-Kommissionen nyt kontor i Nuuk for at styrke sin tilstedeværelse i Arktis. Vi skal studere, hvordan de grønlandske beslutningstagere håndterer trykket, og hvordan de ser på forholdet til USA, Kina, Norden og resten af verden.

Vi skal møde repræsentanter for næsten alle grupper. Kurset falder sammen med konferencen Future Greenland, hvor flere hundrede beslutningstagere fra hele Grønland samles. Vi skal møde de unge grønlandske akademikere, erhvervslivets hurtigløbere, fiskere og folk fra turistindustrien. Vi skal tale om kolonitiden og dens efterveer; forståelse for historien er absolut nødvendig for at forstå nutidens Grønland.

Kurset udbydes af NJC i hele Norden. Det betyder, at du får selskab af nordiske kolleger og – som bonus – et særligt nordisk perspektiv på udviklingen i Grønland.

Kursusledere: journalist, forfatter og Arktis-ekspert Martin Breum. Hans seneste bog “Grønland og den amerikanske forbindelse” udkom i 2021.

Filmproducent, fotograf og skribent Jørgen Chemnitz. Tidligere skrivende og fotograferende på avisen Sermitsiaq i Nuuk, initiativtager til brancheforening for filmarbejdere (film.gl), initiativtager til Filmiliortarfik (filmværksted i Nuuk), og forh. bestyrelsesmedlem i KNR (Grønlands pendant til DR)

Undervisere

Jørgen Chemnitz

Jørgen Chemnitz er filmproducent, fotograf, skribent og har boet i Grønland og i Danmark cirka 33 år hvert sted. Er tidligere aktivist i Nuuk, senere skrivende og fotograferende på avisen Sermitsiaq i Nuuk, initiativtager til brancheforening for filmarbejdere (film.gl), initiativtager til Filmiliortarfik (filmværksted i Nuuk), netop afgået bestyrelsesmedlem af KNR (Grønlands pendant til Danmarks Radio)

Martin Breum

Journalist Martin Breum har arbejdet med det arktiske område i en årrække. Han har udgiver bøger “Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker” og “COLD RUSH” (2018) og senest “Grønland og den amerikanske forbindelse”  (2021).

Mere om dette kursus