Digital Tour Europe 2023 – et digitalt udviklingskursus

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Bruxelles og London
ME plus:
ME
Dage:
8 dage
Pris:
28.000 kr. + moms | PU-støtte: 10.000 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 40 evalueringer)
Forår 2023

Digital Tour Europe 2023 – et digitalt udviklingskursus

Siden 2016 har vi i foreløbig ni udgaver af Digital Tours haft held til at indfange mange af de allernyeste digitale trends og få dem præsenteret af nogle af den europæiske mediebranches mest interessante digitale nytænkere. De har forstået betydningen af data. Både når det handler om at forstå deres brugere helt ned i bunden af deres sjæl. Og når det gælder om at udvikle nye teknologiske genveje til at målrette, optimere eller afprøve indhold – og til at tjene penge på data.

Hvem der bliver morgendagens digitale game changere vil sandsynligvis afhænge af, hvem der har mest omfattende brugerdata og evnen til at tolke og analysere på disse data. Google, Apple, Facebook og Amazon har i de seneste år haft en nøgleposition i vores del af verden. Lidt længere østpå spiller kinesiske Tencent, Alibaba og ByteDance (med bl.a. Tik Tok) en stadig større rolle – og de har foreløbig fuldstændig uhindret adgang til langt flere data end de vestlige spillere.

 

Mest succesfulde erfaringer med digital transformation

I skrivende stund er der ni måneder til afrejse. Derfor vil det færdige program erfaringsmæssigt se en del anderledes ud i foråret 2023, end hvad vi forestiller os i skrivende stund, simpelthen fordi udviklingen går så stærkt. Men vi ser for os, at næste års tur vil blive en smule anderledes end tidligere år, idet mediernes situation i den nye digitale virkelighed på flere måder har ændret sig.

De private medier har økonomisk fået bedre fat i de seneste par år. Efter forsøg med mange forskellige tiltag, er det flere steder lykkedes de private mediehuse at skaffe nye indtægter fra digitale platforme og digitalt indhold. Det er i stigende grad lykkedes at balancere hensynet til de ”gamle” medieforbrugere, som fortsat ønsker at forbruge medieindhold på en mere traditionel måde (trykte aviser/blade/magasiner, afsluttede medieprodukter etc) med nye medieforbrugere, der forventer alt indhold digitalt og tilgængeligt på alle platforme. De dygtigste private mediehuse ser nu betydelig lysere på den digitale fremtid, end de gjorde for bare et par år tilbage.

En del Public Service-medier har også i stigende grad succes med at nå de (især unge) målgrupper, som for bare nogle få år siden i store træk syntes tabt. Også her formår man i stigende grad at balancere hensynet til de traditionelle brugere, der ønsker flow-tv, flow-radio og ”digital editions” med mere moderne mediebrugere, der ønsker indholdet on demand, tilgængeligt på alle mulige tredjepartsplatforme og fortalt ud fra nye dramaturgiske modeller. De mest succesfulde PS-medier er blandt andet lykkedes ved at opbygge stærkt indhold, som både distribueres via egne streaming-platforme samt gennem tredjepartsplatforme.

På Digital Tour 2023 vil vi fokusere på at samle de mest succesfulde erfaringer, som europæiske medier har gjort for at konsolidere deres position i den nye digitale virkelighed – både private og public service-medier. Og der er heldigvis mange virkelig inspirerende erfaringer at høste af. Vi arbejder allerede nu med besøg hos BBC News (London), NOS (Amsterdam), VRT (Bruxelles) og Channel 4 (London), da disse PS-medier er blandt frontløberne, når det kommer til digital transformation. Og hos de private medier arbejder vi på at lande aftaler med The Economist (London), Financial Times (London), Vogue (London), NRC Handelsblad (Amsterdam), de Volkskrant (Amsterdam) og Der Spiegel (Hamburg).

Derudover forestiller vi os, at vi skal møde de to tech-giganter, der – på godt og ondt – har den største indflydelse på mediernes mulighed for at få succes: Facebook og Google (herunder et sær-arrangement i Youtubes europæiske hovedkvarter i London).

På besøg på Europas største accelerator for medie- og tech-startups. Her bor og arbejder de unge iværksættere i de små kontorlokaler. 

 

Vi kombinerer startups, legacy medier og IT-giganter 

Digital Tour vil som de tidligere år stadig jagte nye inspirerende bud på helt nye digitale løsninger. Vores arbejdsmetode er hver gang den samme: For at have fingeren på pulsen er vi løbende i kontakt med en lang række digitale frontløbere på mange forskellige europæiske legacy medier såvel som nyere digital-only medier, inkubator- og acceleratorprogrammer samt medie- og tech startups. Når vi støder på noget nyt og spændende, forsøger vi at få det organiseret og indpasset i programmet.

Derudover har vi en række steder, som vi uden betænkning genbesøger hvert år: Europas største accelerator af medie start-ups, ’Next Media Accelerator’ i Hamborg, der er garant for nye innovative projekter, der altid viser helt nye digitale veje for mediebranchen. Det innovative belgiske softwarefirma Twipe, der med deres forskningsbaserede udgangspunkt bedre end de fleste forstår dybden i den seneste digitale udvikling og tilbyder nye teknologier til deres kunder baseret på AI, blockchain, voice, emotion measurement osv. Desuden repræsentanter for det meget visionære start-up- og investormiljø i London, som er båret af fremsynede mediefolk som f.eks. det danske topnavn på den globale mediescene, Rene Rechtman, som hvert år kan præsentere nye spændende projekter og start-ups, som han indgår i.

Derudover supplerer vi efter kursustilmelding med yderligere besøg, der indholdsmæssigt afspejler de tilmeldte deltagernes mediebaggrund og medieinteresser. Vi har opbygget mange tætte kontakter i de byer, vi besøger og kan derfor arrangere besøg, der matcher behovene blandt vores kursister.

 

 

Kursets slutprodukt og arbejdsform

Når deltagerne returnerer til Danmark efter Digital Tour, vil de have en opdateret viden om de bedste og mest succesfulde erfaringer fra den digitale transformation på både private og public service-medier. Herudover vil de have førstehåndskendskab til de nyeste digitale trends på flere forskellige niveauer. Hvad er de store globale spillere optaget af netop nu? Hvilke nye digitale forretningsmodeller afprøves lige nu? Hvordan når vi bedst brugerne på nye måder på de vigtigste sociale medier? Hvilke muligheder repræsenterer disse nye trends og redskaber for de etablerede medier i Danmark?

Det er vores erfaring, at kursisterne gerne vil dele denne opdaterede viden med deres kolleger hjemme på arbejdspladsen, og derfor vil hele kursusholdet løbende bidrage til en fælles præsentation af trends og tendenser, som samles og deles efter hjemkomst.

Ligesom i 2016, 2017, 2018, 2019 og 2022 foregår kurset i en specialbygget luksusbus, der er indrettet som et rullende storrumskontor med firemands- & tomand-borde samt en lounge bagest i bussen, skærme til præsentationer og sågar et fadølsanlæg og en lille bar.

Alle deltagere får små udviklingsopgaver, der er forbundet med programmet på turen. Der skal opsamles og diskuteres pointer fra de enkelte besøg. Der skal publiceres nyheder og interessante findings i en Facebookgruppe, som de mest interesserede venner og kolleger kan følge med i hjemmefra.

For at have god plads til at arbejde på tværs af kursusholdet og holde oplæg og præsentationer for alle på én gang, er deltagerantallet begrænset til 18, selvom der er plads til en del flere i VIP-bussen.

I slutningen af dagen er der “Hørte du efter-Kahoot” med præmier til dem, der har fået de vigtigste pointer med fra dagens oplæg og diskussioner. Her er quizmaster og kursusleder Klaus Henriksen ved at sætte quizzen i gang i bussen.

 

Forberedelsesdag + pitchdag i København.

I Digital Tour indgår en obligatorisk forberedelsesdag i København. De første oplæg fra danske digitale frontløbere vil finde sted allerede på denne kursusdag, ligesom programmet og den særlige arbejdsform vil blive gennemgået og drøftet med deltagerne (bemærk, at arbejdspladsen skal afholde transportudgifter til København ifbm. denne dag)

Derudover vil der efter hjemkomsten være et halvdagsmøde, hvor en fyldig powerpoint præsentation med rejsens mange hovedpointer bliver gennemgået af en digitalt skarp kollega, som Digital Tours har inviteret med på turen alene for løbende at opsamle de vigtigste pointer og samle dem alle i én stor præsentation, som deltagerne herefter kan plukke fra til egne præsentationer for deres respektive arbejdspladser.

 

Rejserute, datoer og indkvartering

Digital Tour foregår fra 7. maj – 12. maj (begge dage incl) i bus fra København. Vi forventer, at rejsen kan gennemføres på dette tidspunkt. Men hvis Covid 19-begrænsninger (hos vores værter i udlandet) skulle umuliggøre disse rejsedatoer, vil vi bede rejsedeltagerne booke datoerne 18. juni – 23. juni som mulige alternative rejsedatoer.

Deltagerne flyver hjem fra London på egen regning (da mange typisk ønsker at blive et par dage i Londonefter kurset, og en flybillet til København/Billund typisk kan købes for 500-600 kr.). Hvis det er nødvendigt med en overnatning i København før videre hjemrejse til Jylland eller Fyn, foregår denne også for egen regning.

Vi overnatter på hoteller undervejs. Der er max 6 timers buskørsel i løbet af en dag og som regel noget mindre. Transporttiden bruges altid effektivt til at diskutere indtryk og vidensdele mellem deltagerne.

Deltagerprisen er kr. 28.000, hvilket inkluderer busrejse fra København, Oisterscard i London til al offentlig transport under opholdet, program på rejsen samt program for forberedelsesdag & pitchdag efter hjemkomst, alle kursusmaterialer, indkvartering på enkeltværelser på alle hoteller samt halvpension (morgenmad og frokost) under hele kurset. Hvis to deltagere skulle ønske at dele hotelværelse under rejsen vil deltagerprisen være omkring kr. 25.000

 

Covid19

Forårets Digital Tour 2020 måtte i flere omgange udskydes og blev endeligt gennemført i juni 2022. Derfor opererer vi med alternative rejsedatoer i foråret/forsommeren 2023.

 

På kursusholdet udpeges en “restaurantchef”, som før rejsen booker bord på spændende og økonomisk overkommelige restauranter i de byer, vi besøger undervejs. Her i en gammel hangar i Amsterdams havnekvarter.

 

Betingelser ved afbud eller udskiftning af deltager

Tilmelding til Digital Tour er bindende.  Der faktureres for deltagergebyr fire måneder før afrejse, da hoteller og bussselskab skal have betaling forud. Ved afbud op til 2 måneder før afrejse opkræves kr. 10.000 i aflysningsgebyr. Ved afbud mindre end 2 måneder før afrejse opkræves det fulde kursusbeløb.

Hvis et medie, der trækker en deltager, selv stiller med en ny deltager, kan denne udskiftning af deltager foretages uden aflysningsgebyr. Hvis der er folk på kursets venteliste, der ønsker at overtage en ledig plads ifm afbud, kan dette også annullere aflysningsgebyret. Det er dog deltageren selv eller dennes medie, der er ansvarlig for at finde og arrangere med en afløser i tilfælde af afbud.

 

Kursist-vurderinger

Til sidst et uddrag af kursisternes hidtidige evalueringer:

    • Virkelig spændende kursus, der har givet mig så mange indsigter i hvordan man eksempelvis arbejder langt mere målrettet med data andre steder og forståelse af behovet for at være langt mere innovative. God kombination af intensive oplægsdage og erfaringsopsamling og -udveksling i bussen. Formatet med bussen essentielt for at få samlet op og sat tingene i perspektiv. Niels Holst, forsideredaktør, Politiken
    • ”Vi fik unik adgang til fremtrædende medier og magtfulde personer, som driver den digitale udvikling i Europa.” Morten Bjerregaard, journalist, DR Kultur.
    • ”Mega fedt og udbytterigt kursus. Noget af det bedste jeg har været på – rent fagligt bedre end SXSW og Websummit. Samtidig også noget af de hårdeste jeg har været udsat for”. Lars Damgaard Nielsen, Media Catch
    • ”Fantastisk program. Utroligt hvor mange gode navne, I havde skaffet, og hvor meget tid de gav os.” Thomas Berndt, Politiken
    • “Kurset bød på sindssygt meget relevant input og som rullende reflektionsrum var bussen outstanding.” Mattias Grøndahl, Jyllands-Posten
    • “Busformatet er fedt – det er genialt at dele og udvikle sammen i bussen.” Hans Christian Kromann, DR Nyheder
    • ”Fremragende og udbytterigt program. Ingen badeferie. Ren læring. Karina Oddershede Dahlgaard, digital chef, Jyllands-Posten
    •  “Kursusledernes engagement, store energi og høje faglighed gjorde, at turens niveau blev højere, end jeg havde turdet håbe på. Jeg er glad for, at jeg valgte busturen fremfor en inspirationstur, som handler mere om at komme til en fed storby og hænge ud, end det handler om faglig udvikling.” Tobias Dinnesen, digital redaktør, Magisterbladet
    • ”Jeg er meget tilfreds med kurset. Det var vildt inspirerende. Jeg havde drømt at få vitaminer til hovedet men det var direkte anvendeligt i dagligdagen. Jeg har simpelt hen fået værktøj til konkret innovation.” Mads Bang, DJØF-bladet
    • ”Det var et supergodt program. Og god energi og gode modspil fra kursuslederne til kursusdeltagernes betragtninger.” Martin Darling, Ritzaus Bureau.
    • “Det har været fantastisk inspirerende – et vanvittigt godt program.” Jesper Friis, TV2 Øst
    • ”Super fed tur. Masser af inspiration og god energi. Især afslutningen i London var helt fænomenal, hvor alle oplægsholdere holdt et ekstraordinært højt niveau”. Kasper Hauggard, Børsen
    • ”Er meget tilfreds. Kommer hjem med ny både konkret og strategisk viden, som kan bruges med det samme”. Mette Rosendahl, Mediehuset Ingeniøren
    • ”Topklasse. Inspiration – både til plug&play-løsninger og det mere mindblowing”. Karl Erik Stougaard, Det Nordjyske Mediehus
    • ”Mindblowing, hyggeligt og super-tjekket”, Kristian Danholm, Radio 24Syv
    • Det er med længder det fedeste efteruddannelseskursus, jeg har været på. Også selv om det var hårdt! Jonas Nyrup, liveblog-redaktør, Ritzaus Bureau

Undervisere

Klaus Henriksen (CT)

Klaus Henriksen

Selvstændig udviklingskonsulent i mediebranchen. Arbejder med strategi, lederudvikling og redaktionel udvikling i alle hjørner af mediebranchen. Har selv en fortid som journalist, redaktør og chef på forskellige medier samt som journalistisk lektor på RUCs journalistuddannelse. Var initiativtager til Digital Tour – et udviklingskursus, hvor kursisterne rejser gennem Europa i bus og arbejder og videndeler undervejs. Har tidligere som redaktionschef stået i spidsen for større journalistiske samarbejdsprojekter omkring løsningsorienteret journalistik i mellem forskellige medier.

Henrik Keith Hansen

Selvstændig udviklingskonsulent. Arbejder internationalt med medieudvikling – blandt andet for European Broadcasting Union (EBU), en række store tyske broadcastere og International Media Support (IMS). Er en del af det tyske konsulentnetværk Netzwerk Medien-trainer.

Henrik Keith

Mere om dette kursus