Den frygtløse fortæller

Startdato:
Udbyder:
Sted:
112 København K
Dage:
3 dage
Pris:
12.000 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 23 evalueringer)
Forår 2024

”Hun skriver godt”, siger vi og peger på en smuk indledning, en lækker overgang, et overraskende plottwist. Alt sammen nøglegreb i skrivekunsten. Men på kurset Den frygtløse fortæller zoomer vi ind på skribenten selv.

Hvor meget skal du fylde i historien? Hvordan? Og ikke mindst hvorfor? Kurset klæder dig på til at jonglere vidt forskellige fortællerroller med det formål at skabe variation i mediebilledet og give den enkelte historie den stærkeste effekt.

I et medielandskab præget af autogenererede stemmer og en vedvarende strøm af ensartede nyheder er der god grund til at udvikle din fortællestil og blive en mere bevidst fortæller.

Ofte taler vi om fortællerstemmen, som noget ”man finder”, et kreativt hjem, hvorfra man trygt kan fortælle alle sine historier. Men fortællerens udtryk er også et håndværk. Når vi behersker mange roller, stemninger og synsvinkler, kan vi bedre vælge dem, der tjener den enkelte historie bedst.

Efter tre dages kursus er du som deltager introduceret til de nyeste tendenser som for eksempel fortalt-til-historier og intense jeg-fortællinger. Du har fået både inspiration og redskaber til at arbejde som fortæller. Du har en større palette af muligheder og en viden om, hvordan forskellige fortællere virker i forskellige historier. Vi tager afsæt i din egen arbejdsvirkelighed, så du drager fra kurset med konkrete ideer til historier.

 

Hvad skal vi?

Gennem oplæg og øvelser skal vi på rundtur i fortællerens mange muligheder og eksperimentere løs. Vi får besøg af gæster, der inspirerer med eksempler og erfaringer. Og vi ser nærmere på, hvornår det er relevant at bruge sig selv – og hvornår det giver mening at trække sig helt væk.

Selv om frygtløsheden er i fokus, og legelysten er stor, lægges der vægt på teknikkernes anvendelighed i hverdagen. Udover oplæg og eksempler bidrager gæstebesøg, skriveøvelser ud af huset og fælles feedback og diskussioner til udbyttet.

Program:

Dag 1
Stemmekraft – om fortællerstemmer og deres virkning.
Du introduceres til et væld af vidt forskellige fortællere og inviteres til at lege med stil og udtryk. Dagen fokuserer på teksters tone, og på hvordan fortælleren kan give en historie personlighed på en effektfuld og bevidst måde. Det handler altså om voice, fortællerstemmen, og om at udvikle den.

Dag 2
Brug dig selv – om fortællerroller og relevans.
Med inspiration fra sociale medier, tv, litteraturen og podcastuniverset er jeg-fortælleren på vej til at blive en stærk tendens. Denne dag dykker vi ned i fortællerens rolle i teksten og særligt i  jegets mange ansigter. Vi ser på, hvordan og hvornår du kan bruge dig selv i journalistikken – og måske endda fortælle din egen historie.

Dag 3
Giv kilderne hovedrollen – om synsvinkel og etik.
Hvis vi vil knytte læserne til kildernes fortælling, skal vi nogle gange trække os helt tilbage som fortællere og blive næsten usynlige i teksten. Sammen ser vi på, hvordan vi kan gøre dette. Du stifter blandt andet bekendtskab med ghostwriteren og tredjepersonens forklædninger og lærer at se historien fra den rette vinkel i både research og skrivefase.

 

Hvem har glæde af kurset?
Kurset henvender sig primært til skrivende journalister og redaktører på alle typer af dagblade, magasiner og platforme. Der trækkes dog på eksempler og inspiration fra både lyd og video, så journalister fra elektroniske medier kan også få udbytte af kurset.

 

Hvem underviser?

Du kan kan se frem til at blive klædt på med både viden og erfaring.

Rikke Hyldgaard har som forfatter forfinet ghostwriting i en stribe biografier og som journalistisk lektor blandt andet bidraget med et kapitel til fagbogen Hvad laver jeg her om jeg-fortælleren.

Line Vaaben er som redaktør, journalist og forfatter frontløber i den fortællende journalistik i Danmark med et rigt katalog af genreeksperimenter og eksempler at trække på. Hun er ligeledes forfatter til fagbogen Fortællingernes tid.

Kursusudbyderne er desuden rutinerede undervisere, der har fået begejstrede evalueringer for tidligere kurser.

 

Prisen inkluderer let morgenmad, frokost og eftermiddagssnack samt kaffe og vand i løbet af dagen.

 

Bindende tilmelding:

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget på kurset, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før kursets start, opkræver vi – uanset årsagen – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat, dvs at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale, har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

 

 

Undervisere

Rikke Hyldgaard

Rikke Hyldgaard, født 1972, selvstændig journalist og forfatter samt journalistisk lektor i fortællende journalistik ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet. Hun er forfatter til flere bøger, blandt andre Soldaten – i krig og kærlighed  (JP Forlag 2011), Hans Pilgaards Støj og Fortielser (Politikens Forlag 2016), Grevinde Alexandras Mit lykkelige land (Politikens forlag 2018) og Phillip Fabers Den danske sang og Juleaftens sange (Politikens forlag 2020 og 2022) Hun har desuden bidraget til fagbøgerne Hvad laver jeg her – en lærebog om at bruge sig selv i journalistikken (Samfundslitteratur, 2022) og Den undersøgende journalistiks metoder (Samfundslitteratur, 2019) Rikke er ved siden af egne projekter en rutineret coach på andres med erfaringer som ekstern redaktør, konsulent og mentor. Hun arbejder derudover som oplægsholder og moderator og som underviser på kurser for både journalister og ikke-journalister. Rikke er tidligere featurereporter på Fyens Stiftstidende og modtog i 2011 Spadestiksprisen for fortællingen I krig og kærlighed, der gik helt tæt på en dansk soldats møde med krigen.

Line Vaaben

Line Vaaben, født 1972, fortællende journalist ved Politiken og redaktør for eksistensstoffet samme sted. Uddannet i 2000 og tidligere journalist på blandt andet Berlingske Tidende, Kristeligt Dagblad og Dagbladet Information. 2018-19 journalistisk fellow ved Syddansk Universitet. Line skriver primært journalistik med mennesker i centrum, hvor hun typisk følger en person eller et miljø hen over en længere periode. Hun dækker emner som anbragte børn, vold i familien, drab, adoptioner, abort og aktiv dødshjælp. Serien 1.417 danske drab i 25 år, indbragte hende i 2019 en Cavling-nominering i 2019, og i 2023 vandt hun sammen med kolleger fra Politiken dokumentarprisen ved uddelingen af Publicistprisen for en serie om partnerdrab og partnervold. Hun er forfatter til lærebogen Fortællingernes tid udkommet i 2019 og bogen En forudsigelig forbrydelse om kvindedrab i Danmark udkommet i 2022. Sidstnævnte vandt Blixenprisen som årets fagbog samme år. Sommeren 2023 og 2024 har hun været fellow på The Dart Center, Columbia University, New York med fokus på traumeinformeret journalistik. Fra september 2024 og frem til juni 2025 er hun Nieman fellow ved Harvard University.