Dette kursus giver de nødvendige værktøjer til at udvikle sin helt egen Social Media Playbook, der sætter klare og effektive retningslinjer for den daglige udvikling, produktion og publicering af indhold på sociale platforme.
I det digitale landskab, hvor nye platforme og best practises konstant ændres, kan det være svært at vide, hvor man skal fokusere, og hvad man skal prioritere. Det er sjældent, man har ressourcerne til at følge med og dække hele vejen rundt. Dem, der arbejder professionelt med sociale medier og dagligt jonglerer med indholdsudvikling, ved godt, at den hektiske hverdag ofte kan føre til hurtige, halve og uovervejede løsninger.
I dette kursus stopper vi op, puster ud og tager et kig udefra. Her opnår du en dybere forståelse af, hvorfor du er aktiv på netop jeres udvalgte kanaler, og hvordan du kan udnytte deres unikke styrker med det rigtige formål. Vi hjælper dig med at lægge grundlaget og bygge videre, så du kan prioritere dine ressourcer, hvor de gør mest gavn samt effektivisere udviklingen og produktionen af indhold, så det stadig kan versioneres på tværs af kanaler.
Over to intensive kursusdage vil vi arbejde med:
• Opbygningen af en Social Media Playbook: Her læres hvordan man udarbejder værdibaserede og operationelle guidelines, der kan anvendes konsekvent på tværs kanaler.
• Strategisk Kanalvalg: Man skal forstå vigtigheden af at vælge de rette kanaler i forhold til formålet, og hvordan hver kanal kan opfylde specifikke funktioner i kommunikationsstrategien.
• Versionering: Teknikker til effektivt og struktureret at udvikle, planlægge og producere kvalitetsindhold- og formater, der er tilpasset de enkelte platforme og målgrupper.
• Effektiv Ressourcestyring: Her identificeres, hvordan man bedst muligt kan allokere sine ressourcer og definere kompromiser for at opnå størst mulig effekt.
I kurset vil også indgå et gæsteoplæg fra grafisk designer, Martin Klein, som gennem cases og eksempler vil vise, hvordan man kan holde sin visuelle identitet intakt på tværs af kanaler.
Målet er, at deltagerne forlader kurset med en værktøjskasse fuld af ideer og fremtidsplaner – og med et dokument, der allerede er under udfoldelse og kan blive til en Social Media Playbook; en Playbook, der kan lette, styrke og effektivisere processen og outputtet i deltagernes indsats med sociale medier.
OBS: Kurset er på to dage med en uges mellemrum (d. 12 og 19. september), hvorimellem deltagerne får muligheden for at arbejde med opgaver i praksis, som vil blive evalueret på, sparret omkring og arbejdet videre med på anden kursusdag.
Oplægsholdere:
Mathias Høgh Titelbech
Mathias er copywriter hos Creative ZOO. Han har i flere år arbejdet med tværmedielle metoder, både teoretisk og i sin gang i både medie- og bureaubranchen. Her har han udviklet og produceret tekst, indhold og koncepter på tværs af organiske og betalte kanaler med særlig fokus på sociale medier og internetkultur. Mathias har i den sammenhæng skabt indhold og tværmedielle kampagner for fx Danmarks Radio, TV2 Lorry, DSB, Mikkeller, Medierådet og Aalborg Universitet. I dag hjælper Mathias virksomheder med at øge kreativiteten i indsatsen på sociale medier og med at gøre strategier og planer til faktiske handlinger og resultater.
Martin Klein
Martin er senior designer hos Creative ZOO. Gennem snart 10 år har han hjulpet virksomheder med at udvikle og designe visuelle identiteter og skabe strategier for, hvordan de kan udfoldes på tværs af virksomhedens kontaktflader med målgruppen. Samtidigt har han stået for design og animation af en lang række indhold til digitale platforme.