Blasfemi og ytring: Hvor går grænsen?

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Paris
Dage:
4 dage
Pris:
19.500 kr. | PU-støtte: 5.200 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 23 evalueringer)
Forår 2024
Foto: TV-Avisen

Frankrig forsvarer skarpt retten til blasfemi og ytringsfrihed. Landets forfatning beskytter individers religionsfrihed, ikke religiøse dogmer. Hvilket ansvar giver det at have retten til at bespotte religioner? Hvad er konsekvenserne? Hvor går grænsen i ytringsfrihedens hjemland? Er der behov for at justere traditioner og love i en tid med global SoMe og ‘trolde’, der arbejder målrettet på at skabe splittelse i vestlige demokratier – fx gennem koranafbrændinger?

Det undersøger vi i relation til sommerens koranafbrændinger i Danmark og Sverige og i forhold til regeringens lovforslag mod at brænde eller ødelægge Koranen og andre religiøse bøger og symboler.

Kurset foregår over fire dage i Paris og henvender sig til journalister, tegnere, fotografer og redaktører, der beskæftiger sig med samfund, politik, kunst, kultur, humor og satire – og med dilemmaer og grænser for blasfemi og ytringsfrihed, ikke mindst i en tid med globale SoMe.

Hvor går grænserne juridisk og kulturelt i Frankrig? Hvad tillader fransk lov? Hvad mener franskmænd om grov satire og blasfemi? Skal man tage hensyn til religiøse grupper? Hvorfor tillade bespottende tegninger, som provokerer et stort mindretal i Frankrig? Og hvor udsatte er skolelærere, fordi de skal undervise i blasfemi og ytringsfrihed?

Disse og mange andre spørgsmål og dilemmaer får deltagerne belyst af en række danske og franske eksperter. Det er ikke nødvendigt at kunne fransk, oplæg foregår på dansk eller engelsk.

Mange lande anser blasfemi som en strafbar forbrydelse. Sommeren 2023 fik Danmark kritik fra flere muslimske lande pga. af afbrændinger af Koranen. Regeringen gik derefter i gang med at forberede et lovforslag, der skal forbyde afbrænding af Koranen uden at genindføre blasfemi-paragraffen.

En dansk forsker i europæisk religionssatires historie giver sin vurdering af konsekvenserne af at indføre straf for at ødelægge religiøse symboler og sætter lovforslaget og debatten ind i en historisk og europæisk kontekst.

Den satiriske ugeavis Charlie Hebdo har i årevis bragt grove satiretegninger, som provoker den katolske kirke, muslimske imamer, jødiske rabbinere og politikere, især fra højrefløjen. Gérard Biard, chefredaktør for Charlie Hebdo, har skarpt kritiseret den danske regering for at give efter for regimer som Iran og Saudi-Arabien ved at indføre en lov, der straffer afbrænding af Koranen og skænding af religiøse symboler.

I 2006 genoptrykte Charlie Hebdo Jyllands Postens satiretegninger for at støtte JP’s tegnere. Det kostede Charlie Hebdo dyrt, 12 blev dræbt i et terrorangreb mod bladet i 2015, og Charlie Hebdo føler sig nu svigtet af Danmark.

Danskerne er delte i spørgsmålet, om afbrænding af Koranen eller andre bøger skal forbydes. Meningerne er også delte, om det har noget at gøre med ytringsfrihed. Er bogen en ytring, eller er handlingen at brænde bogen en ytring, som skal forsvares? Er det en indskrænkning af ytringsfriheden at indføre et forbud mod at brænde/ødelægge Koranen? Er det at give efter for pres fra Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC)? Og vil et forbud føre til yderligere indskrænkninger af de vestlige værdier?

Disse spørgsmål diskuterer vi med en række danske og franske eksperter, bl.a. forskere, redaktører, en advokat, en skoleleder og modstandere af retten til blasfemi og ytringsfrihed.

KURSUSPROGRAM

Kurset foregår over fire dage i Paris, med start mandag formiddag i København. Vi  får oplæg af to forskere: Dennis Meyhoff Brink, forsker i europæisk religionssatires historie og Jørn Boisen, forsker i franske samfundsforhold. Der er afsat tid til spørgsmål og debat undervejs.

Mandag eftermiddag flyver vi til Paris. Her får vi en indføring i den særlige franske tradition for grov satire og en vurdering af, hvilke konsekvenser en lov mod koranafbrænding kan få.

Deltagerne skal møde Frankrigs tidligere ambassadør i Danmark, François Zimeray, der overlevede angrebet på Krudttønden i 2015. Zimeray er menneskerettighedsadvokat, og han er chokeret over den danske regerings forslag om en lov, der straffer blasfemi. Han argumenterer for, hvorfor det er vigtigt at bevare retten til blasfemi – også selvom det skaber splid og konflikt i forhold til især den store gruppe af muslimer i Frankrig men også ortodokse kristne.

Desuden skal deltagerne møde Gérard Biard, chefredaktør for Charlie Hebdo, en stor fortaler for satire og blasfemi, en unik, fransk tradition, vi ikke kender til på samme måde i Danmark. Vi skal bl.a. diskutere om der er behov for at justere traditionen i en tid med SoMe, som spreder avisens budskaber og sætter dem ind i nye kontekster på en helt anden måde end for 10-20 år side. Desuden findes russiske trolde og algoritmer, der puster til ilden på andre måder.

Derudover skal deltagerne møde personer, der føler sig forulempet af satiretraditionen, som den dyrkes i fx det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo. Det er især politikere fra det yderste højre samt stærkt troende muslimer og katolikker, der føler sig forulempede.

I Frankrig diskuteres jævnligt dilemmaet mellem retten til satire, ytringsfrihed og blasfemi på den ene side og på den anden side religionsfrihed. Spørgsmålet, om det er risikoen værd at forsvare disse værdier, diskuteres også. Debatten blev aktualiseret af drabet på Samuel Paty, som havde vist sine elever Muhammed-tegninger. Paty blev i oktober 2020 dræbt af en islamistisk terrorist.

I oktober 2023 blev læreren, Dominique Bernard, dræbt af en tidligere elev, der skar halsen over på ham og sårede tre andre med kniv på en skole i Arras i Nordfrankrig. Sagen efterforskes som et terrorattentat.

Vi skal møde en skoleleder, der, sammen med sine lærere i et socialt belastet kvarter, står i forreste række i konflikter med især muslimske forældre, især når de underviser i blasfemi og ytringsfrihed.

Frankrig står højt på listen over terrormål. Ligesom Danmark også er mål for islamistisk terror. Det udviklede sig efter Muhammedkrisen i 2006 og er blevet yderligere aktualiseret efter Koran-afbrændingerne i sommeren 2023.

De franske myndigheder vurderer, at Frankrig er i stor fare for islamistiske terrorangreb, det gælder både institutioner og enkeltpersoner, som det skete for Samuel Paty. Hvor stor er faren for, det sker igen? Og hvilke angreb forbereder de franske myndigheder sig på pga. retten til blasfemi og ytringsfrihed? Det bliver deltagerne opdateret på.

Yderligere undervisere og konkrete navne på oplægsholdere er under udarbejdelse.

Tre uger før kursusstart får deltagerne tilsendt detaljeret kursusprogram med oplægsholdere, research-materiale samt vigtige links. Efter kurset modtager kursister korte resuméer af oplæg samt kontaktoplysninger på oplægsholdere.

PRAKTISKE OPLYSNINGER:

Vi flyver fra Kastrup Lufthavn mandag eftermiddag 22. april og flyver hjem igen torsdag aften 25. april. I Paris bor deltagerne i enkeltværelser på et godt hotel i centrum.

For præcisering af logistiske detaljer er man velkommen til at kontakte kursusleder.

KURSUSPRISEN OMFATTER:

Prisen er inklusiv moms og omfatter kursusplanlægning, fire dages undervisning, forberedelses-materiale, fly Kastrup-Paris t/retur, transport fra lufthaven i Paris til hotellet, overnatning i enkeltværelse på et godt hotel i centrum af Paris, dag-skatter, morgenmad i fire dage samt én betalt middag. Øvrige aftensmåltider, frokost og drikkevarer er ikke inkluderet.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget. Hvis du kommer i en situation, hvor du må melde fra, gælder følgende afbestillingsvilkår:

Hvis det sker mere end to måneder før kursets start, koster det et gebyr på 2000 kr til administration og udgiftsdækning. Ved afbestilling mindre end otte uger før kursusstart tilbagebetales kursusprisen ikke – uanset årsagen.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Du har også mulighed for at tilmelde dig, hvis du ikke arbejder på en PU-virksomhed. Du skal blot krydse af i ”arbejder på ikke-PU-virksomhed eller selvstændig” i tilmeldelses-modulet.

Undervisere

Dennis Meyhoff Brink

Postdoc, Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Kbhs. Universitet. Han forsker i den europæiske religionssatires historie og hvordan den vestlige satiriske kunst har reageret på de mange former fra censur, den har været udsat for i de seneste 2-3 århundreder, fra traditionel statscensur til aktuel selvcensur. Hans fokus er især rette mod satiriske billeder, film, tv og radio.

Jørn Boisen

Jørn Boisen er lektor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet. Hans primære forskningsområder er fransk idéhistorie, fransk historie og samfund og fransk og europæisk politik.

François Zimeray

Advokat med speciale i menneskerettigheder. Han er tidligere fransk ambassadør i Danmark og overlevede angrebet på Krudttønden i 2015. Han forsvarer stærkt retten til blasfemi og ytringsfrihed.

Gérard Biard

Gérard Biard er chefredaktør for Charlie Hebdo, som han har været tilknyttet siden 1992. Han vil orientere om Frankrigs tradition for grov satire og blasfemi og redegør for, hvorfor han mener en dansk koranlov vil være et kæmpe tilbageskridt. Der er afsat tid til spørgsmål og debat.

 

Talsperson, Frankrigs Indenrigsministerium

Det franske Indenrigsministerium tager sig af sikkerheden i landet, herunder terrorbekæmpelse. Indenrigsministeriet giver status på faren for islamistiske angreb i 2023+2024 i Frankrig.

Skoleleder

Skoleleder i socialt belastet kvarter fortæller om pres og trusler mod lærerne pga. undervisning i blasfemi og ytringsfrihed.