AI i journalistik

Startdato:
Udbyder:
Sted:
1112 København K
ME plus:
ME
Dage:
2 dage
Pris:
6.490 kr. + moms | PU-støtte: 1.800 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 503 evalueringer)
Forår 2024

Kurset er udsolgt, men vi kører et tilsvarende 16. og 17. maj.

“Dette vil ændre alt.” Sådan siger executive editor Gina Chua fra Semafor om den rolle, AI kommer til at spille i journalistikken.

På et intensivt to-dages kursus ledet af Geir Terje Ruud dykker vi ned i de mange måder, hvorpå kunstig intelligens (AI) kan omforme journalistikken, som vi kender den.

Med et indblik i de seneste teknologiske fremskridt inden for AI vil dette kursus både ryste din forståelse af, hvad der er muligt i journalistikken og sætte dig i stand til at udnytte disse værktøjer i dit eget arbejde.

Vi holdt kurset første gang i september måned i år, gentager det i november  – men indholdet i hvert kursus varierer – ikke mindst på grund af den hastige udvikling inden for området. Vi kan kun love, at det bliver top-aktuelt og superrelevant, og at det ikke kun kommer til at handle om, hvordan man betjener ChatGPT. Men det vil også blive behandlet.

Vi har aldrig set så hurtig udbredelse af teknologi, som vi specielt ser med ChatGPT og de konkurrerende sprog-løsninger. Det, vi troede var umuligt i den ene måned, blev muligt måneden efter, og det, vi tænkte lå et par år ind i fremtiden, blev tilgængeligt i næste øjeblik. Med den hastighed på udviklingen, vil vi først tæt på kursets afholdelse lægge os fast på det konkrete indhold for kurset.

Under alle omstændigheder kan du som deltager på forårskurset være sikker på at få et opdateret billede af, hvad AI kan løse, og hvordan AI kan bruges i mediebranchen, specielt for at forbedre og/eller effektivisere journalistik. Du vil undervejs få konkret inspiration og praktiske opgaver, så du kommer inspireret hjem med mere viden og praktiske færdigheder til at håndtere både eksisterende og fremtidige muligheder.

Vi skal selvfølgelig også beskæftige os med etikken. Hvordan skal vi håndtere de muligheder, som vi har nu?

Kurset handler i høj grad om journalistik, men er ikke kun for journalister. Redaktører, kommunikationsmedarbejdere og alle andre, der er interesseret i, hvordan nye muligheder kan styrke journalistikken, er også velkomne på kurset.

Du behøver ikke vide en masse på forhånd, men vi forventer, at du er så nysgerrig, at du selv har prøvet at lege med fx ChatGPT eller tilsvarende tjenester for at se, hvad de kan – enten i privat sammenhæng eller gennem dit job.

I løbet af de to dage skal vi sammen dykke ned i de mange muligheder og nogle af de udfordringer, vi møder med generativ AI. Hvad kan vi forbedre og effektivisere, og hvad skal vi ikke bruge det til – endnu. Og allervigtigst: Hvordan arbejder vi med udvikling og innovation i retning af det, vi endnu ikke kender.

Deltagerne bliver introduceret for relevante AI-værktøjer, de selv kan bruge. Værktøjerne vil være dem, der er aktuelle ved kursets afholdelse, ikke nødvendigvis dem, vi bruger i dag. Men det vil være naturligt at kigge på f eks nogle af disse plugins til ChatGPT eller tilsvarende til Googles løsninger. https://www.chatgptguide.ai/2023/05/20/ultimate-guide-86-chatgpt-plugins-and-the-prompts-to-use-with-them/

Ud over kursusleder Geir Terje Ruud vil du møde andre gæsteoplægsholdere, som arbejder praktisk med mulighederne i medier og i akademia. Oplægsholdere kan komme fra Danmark eller udlandet.

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Illustrationen er en AI-grafik skabt af Gert K Nielsen og AI-tjenesten Midjourney i fællesskab. Vil du selv lære, hvordan man gør, så tag med på kurset “Kreativ brug af AI-grafik” 7. og 8. februar 2024, hvor Gert er kursusleder.

Undervisere

Geir Terje Ruud

Geir Terje Ruud (f. 1963) arbejder med digital udvikling af medieselskaber i flere lande, for tiden hovedsagelig Norge, Danmark og Ukraine, gennem selskabet Ruud & Company.
Han er tidligere journalist i VG og var korrespondent for avisen i København fra 1990 – 1993. Han arbejdede 10 år med udviklingen af VG Nett fra 1999 til 2008.
Fra 2008 – 2012 var han digital chefredaktør på Ekstra Bladet.
Fra 2017 – 2022 var han udviklingsdirektør på det norske nyhedsbureau NTB.
I perioden mellem Ekstra Bladet og NTB var han også konsulent i eget selskab.
Ruud har skrevet bøgerne ”Journalistiske entreprenører. Mediernes krise – din mulighet” og ”Autostory. Et essay om hvordan automatisering vil forandre journalistikken”. Plus en rejseguide til København.
Ruud er bestyrelsesmedlem på Volda University College og var indtil 2016 medlem af advisory board på DMJX.
Han leder rådet (under Medietilsynet), der fordeler innovations- og udviklingsmidler (20 millioner kroner) til norske medier