Ultrahøjres fremgang og kamp for indflydelse i Frankrig og Europa

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Paris
Dage:
4 dage
Pris:
17.500 kr. | PU-støtte: 5.200 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 7 evalueringer)
Forår 2025

Med Frankrig som case undersøger vi højredrejningen i Europa og det yderste højres popularitet og folkelige appel. Hvad er årsagerne? Er det fordi andre partier ikke giver svar på de spørgsmål, som optager vælgerne, er det kommunikation, sociale medier, pressedækning eller andre årsager? Og kan partierne på den yderste højrefløj omsætte deres succes til politisk magt?

Det udforsker vi på et fire-dages kursus i Paris, hvor vi skal møde vælgere, politikere, forskere, journalister og redaktører. Vi undersøger, hvor det yderste højre er på vej hen, og hvordan og hvorfor ultrahøjre partier appellerer til vælgerne. Hvad er tankegodset og ideologien bag? Og hvor tæt er ultrahøjrefløjspartier på at veksle vælgeropbakning til reel politisk magt? I Frankrig forbereder Rassemblement National sig nu på parlamentsvalget, som de regner med kommer i juni 2025.

På kurset bruger vi Frankrig som billede på tendenser, vi ser i flere lande i Europa, hvor partier med beslægtede ideologiske udgangspunkter yderst til højre oplever stor fremgang ved valg eller i meningsmålinger. Det gælder bl.a. i Sverige, Finland, Holland, Tyskland, Østrig Belgien og i Frankrig, hvor Rassemblement National vandt Europa Parlamentsvalget i maj 2024.

I Frankrig fik det den konsekvens, at præsident Macron udskrev parlamentsvalg, som blev afholdt over to runder i 2024. Rassemblement National vandt første runde af parlamentsvalget og stod til at danne regering på et program om bl.a. øget kontrol med indvandring og privatisering af de offentlige medier.

For første gang siden 2. verdenskrig stod et parti fra det yderste højre til at få magten, men centrum-højre og venstrefløjen gjorde fælles front mod Rassemblement National, partiet tabte valgets anden og afgørende runde. Vreden over den politiske manøvre er stor blandt partiets vælgere. Og er det demokratisk at sætte cirka 10 millioner vælgere udenfor indflydelse?

Forskere peger også på mediernes påvirkning som kilde til ultrahøjrepartiers fremgang. Privatpersoner med politiske interesser påvirker i højere og højere grad den politiske udvikling. Det gælder fx milliardæren Vincent Bolloré kendt som “Frankrigs Murdoch”. Bolloré ejer tv- og radiostationer, aviser, ugeblade og bogforlag og støttede aktivt Rassemblement National under parlamentsvalgkampen i 2024.

På kurset undersøger vi mediernes indflydelse: Hvordan traditionelle og sociale medier agerer, hvordan de påvirker vælgeres adfærd, hvordan samarbejdet mellem dele af pressen og partier på den yderste højrefløj udmønter sig konkret, og om der er sammenhæng mellem medier med politisk slagside og den polarisering, som flere europæiske lande oplever.

Kendskab til fransk er ikke nødvendigt, da oplæg i Frankrig foregår på engelsk. Hvis et enkelt programpunkt kun kan gennemføres på fransk, oversætter jeg løbende.

PROGRAM

Mandag 31. marts kl. 10.00: Kurset starter i København med oplæg fra to forskere: Jørn Boisen fra Københavns Universitet, der i mange år har fulgt den politiske udvikling i Frankrig og Manni Crone fra DIIS, der forsker i Europas ultrahøjre partier. Crone beskæftiger sig også med populisme og liberalismens historie og er en del af forskningsprojektet ”Højrefløjens verden”, finansieret af Velux fonden. De to forskere vil orientere om højrefløjens udvikling i Europa og i Frankrig, bl.a. de franske Identitære, som deler ideologi og tankegods med ultrahøjrefløjspartier i hele Europa.

Mandag eftermiddag: Vi flyver til Paris og indlogerer os på et godt hotel i centrum. Herefter mulighed for fælles middag, hvor jeg orienterer om programmet de næste tre dage.

Endelige aftaler er stadig under udarbejdelse. Tre uger før kursusstart får deltagerne tilsendt endeligt kursusprogram med navne på oplægsholdere, researchmateriale samt vigtige links.

I programmet indgår besøg i Assemblée National, hvor vi skal møde politikere fra de forskellige fløje i parlamentet. Derudover skal vi møde vælgere, der stemmer på  yderligtgående højrepartier.

Vi skal desuden møde en politolog, der forsker i ændringer i politisk magt, den offentlige mening, vælgerbevægelser og populisme i Frankrig og Europa.

Derudover arbejder jeg på at organisere et besøg på et af de medier Vincent Bolloré ejer for at møde ansatte og høre hvordan de manøvrerer journalistisk i et politisk medielandskab og hvilken indflydelse ejeren har på redaktionelt indhold, annoncevalg m.m.

Efter alle oplæg er der afsat tid til opfølgende spørgsmål på engelsk.

PRAKTISKE OPLYSNINGER:

Deltagerne skal selv booke flybillet fra Kastrup Lufthavn mandag eftermiddag 31. marts og returbillet fra Paris til København. Kurset slutter i Paris torsdag 3. april sidst på eftermiddagen. Ved tilmelding til kurset modtager du en mail med anbefaling af flyselskab og -afgang.

KURSUSPRISEN OMFATTER:

Prisen er inklusiv moms og omfatter kursusplanlægning, fire dages undervisning, forberedelses-materiale, transport fra lufthaven i Paris til hotellet, overnatning i enkeltværelse på et godt hotel i centrum af Paris, daglige skatter, morgenmad i fire dage samt én betalt middag. Øvrige aftensmåltider, frokost og drikkevarer er ikke inkluderet.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget. Hvis du kommer i en situation, hvor du må melde fra, gælder følgende afbestillingsvilkår:

Hvis det sker mere end to måneder før kursets start, koster det et gebyr på 2000 kr til administration og udgiftsdækning. Ved afbestilling mindre end otte uger før kursusstart tilbagebetales kursusprisen ikke – uanset årsagen.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Du har også mulighed for at tilmelde dig, hvis du ikke arbejder på en PU-virksomhed. Du skal blot krydse af i ”arbejder på ikke-PU-virksomhed eller selvstændig” i tilmeldelses-modulet.

Undervisere

Manni Crone, forsker, DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier)

 

Manni Crone forsker i det yderste højre i Frankrig, både den yderste højrefløjs historie og den aktuelle udvikling. Crone har særligt fokus på Det ny Franske Højre, en intellektuel strømning, der leverer ideer til en radikal højrefløj globalt samt til den identitære bevægelse. Tematisk har hun særligt fokus på den yderste højrefløjs opfattelser af demokrati, geopolitik, økologi samt rurale og etniske fællesskaber. Crone har skrevet om Marine Le Pens parti, Rassemblement National, samt om Le Pens niece Marion Maréchals ”meta-politiske” projekt om at vinde politisk magt ved at føre kulturkamp. Manni Crone beskæftiger sig ligeledes med populisme og med fransk liberalismes historie.

Manni Crones forskning er en del af VELUX-projektet ”Højrefløjens verden”, der koordineres af Vibeke Schou Tjalve. Hun er ligeledes del af forskingsprojektet ”Religion og vold”, hvor hun forsker i voldelige identitære, odinistiske, højrefløjsgrupper i Skandinavien.

Jørn Boisen

Lektor, Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, forsker i fransk historie og aktuelle samfundsforhold

 

Vincent Caure

Valgt til Nationalforsamlingen for Renaissance, socialt-liberalt parti, stiftet af præsident Macron.

Medlem af den politiske gruppe: Ensemble pour la République (Sammen for Republikken).

Philippe Ballard

Fransk politiker og tidligere journalist, der arbejdede som reporter og tv-vært for La Chaîne Info (LCI).

Ballard gik ind i politik som kommunalbestyrelsesmedlem i Le Plessis-Trevise (1989-2008) som medlem af Union pour la Démocratie Française (UDF), før han blev valgt til regionsrådet i Île-de-France i 2021 som medlem af National Samling (RN). I 2022 blev han valgt til at repræsentere 2. valgkreds i Oise i nationalforsamlingen.

Aymeric Durox

Fransk politiker fra National Samling (RN). Siden 2023 har han været medlem af senatet.

Ved regionalvalget i 2021 blev han valgt som medlem af regionsrådet i Île-de-France.

Han var kandidat for Seine-et-Marnes 3. valgkreds ved parlamentsvalget i 2017 og kandidat for Seine-et-Marnes 4. valgkreds ved valget i 2022.

 

Nonna Mayer

Politolog, forsker og professor emerita, Sciences Po/ Statskundskab, forskningsleder ved CNRS.

Specialist i valgsociologi og i vælgerbevægelser på den yderste højrefløj.

Antoine Malo

Reporter og redaktør, Udlandsredaktionen, La Tribune de Dimanche.

Tidl. reporter på Journal de Dimanche, som han forlod, da den blev overtaget af milliardæren Vincent Bolloré.

Antoine Malo var tillidsmand for reporterne på Journal de Dimanche, der nægtede at indordne sig den den ultrahøjre ligne, som avisens ny ejer indførte i 2024.

Emmanuelle Souffi

Journalist på Le Canard Enchainé.

Souffi forlod Le Journal de Dimanche, da ejeren, Vincent Bolloré købte avisen og indsatte en ultrahøjre chefredaktør, Geoffroy Lejeune fra Valeurs Actuelles.

Jean-Michel Thenard

Chefredaktør på Le Canard Enchainé, satirisk og undersøgende ugeavis, det ældste satiremagasin i Frankrig, grundlagt i 1915.

En af meget få aviser, der er uafhængigt, da avisens ejes af en kapitalfond, ejet af journalister og pensionerede medarbejdere.

Thenard har også været redaktør på avisen Libération.

Le Canard Enchainé

Et fransk satirisk og undersøgende ugeblad, der udkommer om onsdagen. Avisen er grundlagt i 1915 og er dermed den ældste satiriske avis, der stadig eksisterer.

Le Canard enchaîné er unik, fordi dens kapital er låst for at beskytte dens uafhængighed. Dens vedtægter kræver, at dens aktier udelukkende ejes af avisens journalister eller pensionister.

Siden 1960’erne har ugeavisen også været en undersøgende avis, som har afsløret mange politiske skandalehistorier.

Avisens motto: ”Pressefriheden bliver kun slidt, når den ikke bliver brugt.