
Kom tæt på den største trussel mod Europas sikkerhed siden 2. Verdenskrig.
Dette kursus tager dig ind i orkanens øje og giver en forståelse for de kræfter, der truer Europas sikkerhed; Ruslands angreb på Ukraine og hybridkrigen imod mange andre lande, inklusiv Danmark, men især Polen.
Med udgangspunkt i de to hårdest ramte områder, Ukraine og Polen, ser vi nærmere på oprustningen imod den russiske aggression.
Når dette kursus afvikles, har krigen i Ukraine varet lige så længe som 2. Verdenskrig. Du får et førstehåndsindtryk af krigens omkostningerne for Ukraine og dets folk og indsigt i Polens (især historiske) bevæggrunde for sin massive oprustning, nu 5 % af BNP.
Du får indsigt i den ukrainske modstandskraft og årsagerne til landets spirende – men længe ventede – succes på slagmarken (oktober 2026). Kogt ned til teknologisk innovation og kløgt. De stolte polakker forklarer, hvordan de forbereder sig på at kunne blive det næste mål for Putins ønske om at nedbryde Vesten.
“Vi kommer ikke til at forsvare os på polsk grund,” er holdningen i Polen. Over 700.000 polakker har preppet, bl.a. ved at have et gevær og en rygsæk klar bagerst i klædeskabet. Potentielt klar til guerillakrig.
Vi møder Polens militære ledelse i Warszawa og får deres analyse af truslerne imod Europas sikkerhed. I Polen er man klar til sende missilsværme afstand mod Skt. Petersborg og Kaliningrad i det øjeblik, russerne åbner ballet.
Dette kursus foregår over tre dage Warszawa i Polen og fire dage i Lviv* i Ukraine og giver deltagerne et førstehåndsindtryk af krigens virkelighed og de mulige scenarier for en tid efter krigen. Vi lægger ud i Warszawa, hvor militære ledere gør status for den polske oprustning, der på få år har gjort landets hær til den tredjestørste i NATO.
“Nigdy wiecej rosyjskiego,” siger de. Aldrig igen russisk!
Efter nogle dage med oplæg og besøg i Warszawa tager vi toget til Lviv via Krakow og møder den standhaftige ukrainske befolkning og dens ledere.
Vi møder dronebyggere. Vi hører en ung kvindelig krigsreporters beretninger fra fronten. Vi møder krigsveteraner, regionens stålsatte guvernør, byens intellektuelle, danske udsendte og får en fornemmelse for Ukraines forsvarsvilje og for, hvordan genopbygningen kan foregå, den dag freden indfinder sig.
Firkantet sagt: I Warszawa taler vi om krigen, i Lviv* mærker vi den (i trygge rammer, vel at mærke).
Det er tredje gang, at JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION – VERDENSVIDEN afvikler dette kursus i Lviv og Warszawa. Kursusprogrammet er løbende blevet justeret og opdateret. Kurset arrangeres i samarbejde med Tobias Stern Johansen, Kristeligt Dagblads Østeuropa-korrespondent.
Overordnede emner, der behandles på kurset:
- Ukraines fremtid – europæisk eller russisk?
- Truer Rusland Europa / sikkerhedssituationen i Europa?
- Ødelæggelsen af Ukraine, perspektiver for genopbygningen.
- Polen som europæisk frontlinjestat.
- Europas og Vestens muligheder for et langsigtet modsvar over for Ruslands ønske om at annektere dele af Østeuropa / genetablere Sovjetunionen.
- Fundamentale forskelle på russisk og europæisk kultur og mentalitet som en del af forklaringen på krigen.
- Ukraines beskyttelse af sine kulturskatte og det kategoriske russiske kunstrøveri fra de besatte områder af Ukraine.
- Scenarier for Ukraines vej ud af krigen.
Foreløbigt program
Programmet vil kunne se således ud (med forbehold for ændringer og tilføjelser):
Warszawa:
De polske væbnede styrkers operative kommando
Forklarer omfanget af Ruslands hybride krig i Polen, og hvordan landet landet forbereder sig til krig.
Tænketanken Centre for Eastern Studies (OSW)
Her sidder nogle af Europas førende eksperter. De gør rede for den traditionelle russiske militærdoktrin, fortæller om Ruslands indenrigs- og udenrigspolitik, om Ruslands hybride krig mod Europa og om sandsynligheden for et reelt angreb på Polen/Baltikum.
Danmark i Polen
Jakob Henningsen, Danmarks ambassadør i Polen, beskriver Danmarks holdning til Polens betydning for forsvaret af Europa. Giver sin version af det politisk stærkt polariserede Polen. Og svarer på spørgsmålet: Har polakkerne forstået noget i forhold til truslen fra Rusland, som vi endnu har indset?
Krakow:
Polsk og europæisk sikkerhedspolitik i lyset af truslen fra den ene side truslen fra Rusland og den anden et utilregneligt USA.
Ved den polsk-italienske journalist Mateusz Mazzini.
Jødisk Kulturcenter. Vi besøger den jødiske organisation Friends of JCC Krakow, taler med vicedirektør Sebastian Rudol om organisationens arbejde, om den jødiske historie i regionen, genfødslen af jødisk liv efter holocaust, og hvad organisationen gør for at hjælpe Ukraine.
New Eastern Europe. Vi møder Adam Reichardt, chefredaktør for magasinet New Eastern Europe, og hans hustru Iwona Reichardt, journalist samme sted. De præsenterer deres analyse af sikkerhedssituationen i forhold til Europa, Nato og Rusland. Og fortæller om deres personlige med at forberede sig på militær konflikt med Rusland.
Lviv:
Sikkerhedsprocedurer. Vi får en briefing fra Seth Pedersen, dansk soldat bosat i Lviv, om sikkerhed og hensigtsmæssige adfærd, eksempelvis i tilfælde af luftalarmen over Lviv.
Myroslav Marynovych, vicerektor for det ukrainske katolske universitet i Lviv, medstifter af Amnesty International Ukraine samt medstifter af den ukrainske Helsinki-gruppe. Sad i Gulag under Sovjet:
‘Ukraines eksistenskamp mod Rusland.’
Lviv-regionens guvernør Maksym Kozytsky. Hvordan er det at være leder i en krigstid? Hvordan har hverdagslivet og arbejdet forandret sig siden februar 2022? Hvordan forholder han sig til, at USA har vendt Ukraine ryggen
Soldat Danylo Kravets var i russisk fangenskab og arbejder i dag for de ukrainske soldaterveteraner. Fortæller om livet ved fronten, om soldaternes kampgejst efter fem års krig, om hvordan det var at være i russisk fangenskab og om, hvordan krigen i Ukraine i hans øjne har ændret måden at føre krig på.
People’s Self-Defense of Lviv Region. Vi møder Dana fra hjælpeorganisationen. Hendes lager ligger i udkanten af Lviv. Her knokler hun i næsten døgndrift med at modtage og distribuere nødhjælp til hele landet. Hun har stærke holdninger til ukrainsk korruption, militæret, samarbejde med myndigheder m.m.
Guidet tour i Lviv. Vi besøger soldaterkirkegården Field of Mars, udbombede huse i byen, som nu er mindesteder, et hospital for soldater, som er blevet såret i krigen.
Dronebyggeri: Vi besøger en ‘hemmelig’ dronefabrik, hvor unge ingeniører bygger billige militærdroner …. ofte direkte til deres venner ved fronten.
Professor Volodymyrovych Shmiher fra Lviv’s Ivan Franko National University fortæller om Ukraines historie og identitet. Om hvad, der har formet Ukraine og de store forskelle mellem landets øst og vest? Hvordan er ukrainsk identitet anderledes end den russiske? Hvad vil det sige at være ukrainer?
Chefredaktør Olga Rudenko, nyhedsmediet Kyiv Independent, om ukrainske mediers rolle og ansvar i krig.
Mykhailo Podolyak, toprådgiver for den ukrainske præsident, fortæller om den forandring, krigen har skabt i Ukraine, og landets mål og visioner.
OBS: Det endelige kursusprogram ligger klar en måned før kursusstart. Det vil løbende blive justeret i overensstemmelse med udviklingen i Ukraine.
PRAKTISK
Under kurset bor vi på enkeltværelser på centralt beliggende, gode hoteller. Prisen inkluderer fly København-Warszawa og Krakow-København, lokal transport, alle arrangementer, indkvartering, morgenmad samt enkelte måltider derudover.
Din tilmelding er bindende. Er du nødt til at melde fra – og det kan jo ske – koster det frem til seks uger før afgang en administrationsafgift på 1000 kr. plus udgifter til allerede bestilte og betalte services (f.eks. fly og hotel), der ikke kan refunderes. Ved afbud derefter opkræves den fulde pris.
Vi håndterer visumansøgninger for kursusdeltagerne, en eventuel udgift pålægges kursisten. Forsikring står kursisterne selv for.
Det med småt: Der tages forbehold for force majeure i form af aflysninger på grund af voldsomt vejr, epidemi/pandemi og anden udefrakommende påvirkning – som JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION – VERDENSVIDEN ikke har indflydelse på eller kunne forventes at kunne forudse.
*Lviv, sikkerhed: Lviv har i 99% af krigen været forskånet for russiske bomber, og vi mener, det er sikkert og fuldt forsvarligt at aflægge byen et besøg. Det er dog stadig en by i et land i krig. Hvis situationen ændrer sig i dramatisk retning, tager vi forbehold for at kunne aflyse besøget i Lviv og finde fuldgod erstatning i Krakow. Ved ankomst til Lviv gennemgår vi en række sikkerhedsprocedurer.
