Kan vi regne med USA?

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Washington, Lexington, Annapolis
Dage:
7 dage
Pris:
31.900 kr. | PU-støtte: 9.100 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 117 evalueringer)
Efterår 2025
Screenshot

Hvad foregår der i USA? Og hvad betyder det for Danmark? Dette kursus, som er et roadtrip gennem amerikanske delstater med udgangspunkt i Washington, giver svar på disse spørgsmål.

Emnet er vigtigt, fordi et irrationalt og uforudsigeligt USA under Donald Trump risikerer at udløse et sammenbrud for Den Vestlige Verden, som vi kender den. Og indlede en ny verdensorden domineret af Kina.

Trump version 2.0 rystede verden i begyndelsen af 2025. På en måned brød et uventet aggressivt og ulogisk USA sin historiske alliance med Europa, tog Ruslands side i Ukraine-krigen, foretog voldsomme (og ulovlige) masseudvisninger, indledte toldkrige med sine naboer, Kina og EU, truede venner af USA med annekteringer og militære inventioner og varslede en mulig udmeldelse af både NATO og FN.

Donald Trumps stil er rendyrket ‘distortion’, uforudsigelighed, disrespekt for demokratiske processer, populisme på steroider, trusler og skruppelløs afpresning.

Hans aggressive og storskrydende facon tiljubles af amerikanere. Resten af verden ser målløs, hovedrystende og chokeret til. I Danmark og demokratiske lande i resten af verden skaber USA’s irrationelle politik usikkerhed, nervøsitet og vrede. Det er i skrivende stund uklart, om vi kan stole på, at verdens mest magtfulde land fortsat er vores og Europas ven. Og det er uklart, hvad USA’s projekt overhovedet går ud på. I marts 2025 mente 41 % af danskerne, at USA var en trussel eller tæt på at være en trussel for Danmark.

På dette kursus får du en grundig indføring i tankegangen bag Trump-administrationens konfrontatoriske stil og konsekvenserne for Danmark og Europa. Kurset giver et billede af den verdensorden, som vi indtil den 20. januar 2025 tog for givet. Det var dagen, da Donald Trump blev indsat som præsident for anden gang og med hundredvis af enerådige dekreter gik i gang med at nedbryde amerikanske institutioner, underminere den globale magtbalance og i vid udstrækning bryde med den fundamentale, demokratiske regel om, at love skrives af et lands parlament.

Kurset organiseres og ledes af David Trads og Jakob Rubin. Vi har i årenes løb specialiseret os i ME-kurser om amerikansk politik – i al beskedenhed med en høj tilfredshedsgrad blandt kursisterne. Dette kursus kører efter samme koncept som de tidligere, som en slags roadtrip, hvor vi tager ad en ny rute rundt i USA, gør nedslag i storbyer og landzoner, samler trådene til et bredt billede med inddragelse af alle facetter, for og imod, højre og venstre, by og land, modstandere og tilhængere – og får førende eksperter fra universiteter og institutioner til at levere de store helikopterperspektiver.

I bussen vil der være oplæg til dagens programpunkter og afrundninger ved David Trads.

Kursusprogrammet færdiggøres i månederne op til kursusstart for at sikre aktualitet. Som udgangspunkt arbejder vi med nedenstående foreløbige program. Det færdige program udsendes til deltagerne cirka en måned før kursusstart. Forinden foregår en dialog, hvor kursisterne holdes grundigt informeret og tilbydes læsemateriale.

KURSUSPROGRAM

Dag 1: København-Washington DC

Rejsedag
Afgang tidlig morgen og ankomst til USA’s hovedstad sidst på eftermiddagen. Introduktion til kurset med præsentation af programmet og et oplæg om status quo, konsekvenserne af omvæltningerne i det politiske USA, demokraternes strategi til modsvar m.m. Fælles middag.

Dag 2: Trumps vision om et ‘stort Amerika igen’

National Mall
Tidlig start på dagen med besøg på The National Mall, hvor David Trads med udgangspunkt i de historiske monumenter ridser USA’s politiske historie op og fortæller, hvem der udgør Donald Trumps magtbase, og hvordan og hvorfor han vandt igen.

Besøg hos Heritage Foundation
Denne magtfulde og velhavende tænketank har skrevet drejebogen for den massive omkalfatring af det amerikanske samfund, som Donald Trump er katalysator for, kaldet Project 2025. Oplæg fra en af tænketankens repræsentanter.

Besøg hos America First
En anden af USA’s konservative tænketanke med en rolle i de teoretiske og filosofiske strategier i Donald Trumps projekt. Her får vi indsigt i den dybereliggende, grundigt bearbejdede tankegang, der ligger bag ønsket om at ryste og ændre de traditionelle magtstrukturer i USA.

John Bolton
Grundet gode forbindelser har vi mulighed for at møde en af den nykonservative bevægelses stærkeste repræsentanter. John Bolton var Trumps nationale sikkerhedsrådgiver i dennes første præsidentperiode. Han har været kendt som en af Washingtons hårdeste ’høge’ gennem årtier. I dag er han kritisk over for Donald Trumps brud med Vestens alliancer. Den republikanske nestor kan forklare og forsvare de ærkerepublikanske rødder, men også advare om, hvorfor Donald Trump kan vise sig farlig for USA og verden.

Happy hour hos Dana Linnet
Vi slutter dagen hjemme hos Dana Linnet, seniorrådgiver i The Roosevelt Group og mangeårig aktør i sikkerhedsindustrien. Dana Linnet er uddannet i Danmark, taler dansk og forstår de dansk-amerikanske forbindelser i dybden. Hun gør rede for, hvordan og hvornår Europa blev for naiv for amerikanerne. Hvorfor amerikanerne elsker at rejse til Europa og hvad Europa repræsenterer.

Dag 3: Fokus på det amerikansk-danske/europæiske samarbejde

National Defence University
Møde med Robert Hunter, direktør for National Defence University og tidligere NATO-ambassadør. Hvad sker der med NATO? Hvad er konsekvenserne af America First og den uvenlige attitude over for NATO-allierede!

Danmarks ambassade
Møde med Jesper Møller Sørensen, dansk ambassadør i USA: Hvad betyder Trumps distortion-politik for Danmark? Hvordan håndterer det europæiske diplomati det tilsyneladende fjendtlige og ustabile Hvide Hus?

En dansk ven i Washington
Møde med Rufus Gifford, tidligere USA’s ambassadør i Danmark: Hvordan kommer vi videre?

US Chamber of Commerce
Møde med Kasper Zeuthen, vicedirektør i US Chamber of Commerce: Hvad kan USA’s handelskrige føre til?

Carnegie Endowment
Førende demokratiske tænketank. Møde med Rosa Balfour, leder af Carnegie Europe’s kontor: Hvad sker der med de amerikansk-europæiske relationer?

Dag 4: Hvem er Donald Trumps støtter

Tidlig morgen kører vi fra Washington til Lexington i Virginia, en republikansk højborg. (ca. 2 timer)

Washington & Lee University
Vi bruger eftermiddagen på det hæderkronede, gamle sydstatsuniversitet, som har stærke bånd til trumpismen. Vi taler med en professor fra universitetet, som giver indblik i tankegangen blandt Trumps støtter. Endnu ikke navngivet.

De amerikanske medier og trumpismen
Medierne presses hårdt og straffes af Donald Trump, der ikke har noget til overs for en fri presse, hvis ikke den forsvarer ham. Vi møder en ekspert i amerikanske medier. Endnu ikke navngivet.

Dag 5: MAGA-bevægelsen

Herfra kører vi til Richmond, hovedstaden i Virginia (2 timer). Vi møder:

Greater Richmond Young Republicans, ungdomsorganisation af Trump-fans

Det lokale MAGA-kontor

En af delstatsparlamentets vigtigste republikanske stemmer

Efter møderne kører vi til Annapolis, hovedstaden i Maryland (ca. 2 timer).

Dag 6: Hæren og ‘America First’. Fentanyl-krisen

Annapolis Naval Academy

I Annapolis ligger en af de helt store uddannelsesinstitutioner i militæret, som er en kernebase i America First-ideologien. Vi møder officerer, krigsveteraner, militære eksperter

Fentanyl
Vi zoomer ind på Fentanyl-krisen, som er særligt alvorlig i staten Maryland. Besøg på behandlingscenter.

Dag 7: Demokrater og minoriteter

På kursets sidste dag gør vi holdt i Prince George County lidt øst for Washington DC. Området er et af Demokraternes stærkeste kort. Vi mødes med:

Demokraternes lokale partiformand

En organisation for sorte, hispanics og LGTBQ+
Situationen for minoriteter og immigranter under Donald Trump version 2.0.

American University
Professor Dan Schneider afslutter kurset med at trække de store linjer i amerikansk politik og giver sit bud på, hvad resten af Donald Trumps regeringstid vil bringe.

Hjemrejse mod Danmark

PRAKTISK

Kurset organiseres af JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION – VERDENSVIDEN, der siden 2012 har afviklet internationale kurser for Mediernes Efteruddannelse/PU.

Der flyves med KLM/Air France til Washington mandag morgen og tilbage søndag sidst på dagen. Der kan muligvis opnås forlængelse af opholdet efter kurset for egen regning. Ønske derom skal oplyses i god tid.

Under kurset bor vi på enkeltværelser på gode hoteller efter lokal standard. Prisen inkluderer fly fra København, al transport, alle arrangementer, indkvartering, morgenmad samt enkelte måltider derudover.

Kursisten står selv for at ansøge om visum til USA.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende. Er du nødt til at melde fra – og det kan jo ske – koster det frem til seks uger før afgang en administrationsafgift på 1000 kr. plus udgifter for allerede bestilte og betalte services (f.eks. fly og hotel), der ikke kan refunderes. Ved afbud derefter opkræves den fulde pris.

Det med småt: Der tages forbehold for force majeure i form af aflysninger på grund af voldsomt vejr, epidemi/pandemi eller anden udefrakommende påvirkning, som JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION – VERDENSVIDEN ikke har indflydelse på.

Alle spørgsmål er velkomne. De kan stilles til jakob@rubin.dk.

Undervisere

David Trads

 

David Trads, født 1967, journalist og forfatter. Tidligere korrespondent i USA, Rusland og Latinamerika. Forfatter til flere politiske bøger, senest de anmelderroste ‘Amerika, hvor er du?’ (2020) om USA under Donald Trump og om de psykologiske, menneskelige, politiske og økonomiske faktorer, der gør sig gældende i USA i disse år, og ’På jagt efter Amerikas sjæl’ (2022) om, hvordan nationen lige nu er i færd med at blive revet fra hinanden.

Har boet i USA i flere omgange fra 1980’erne til nu.

Jakob Rubin

Jakob Rubin, journalist. Jyllands-Postens Latinamerika- og Caribien-korrespondent fra 1994 til 2003 med base i Brasilien. Efter 19 år på dagblade har Jakob Rubin siden 2013 drevet JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION, der udfører redaktørroller, bogskrivning, kommunikationsstrategier og undervisningsprogrammer for bl.a. Mediernes Efteruddannelse. Forfatter til seks bøger; den seneste ’Det usynlige folk’ om Det Kgl. Teater (årets udgivelse i kategorien ‘drama’). Siden 2018 har han udført opgaver for bl.a. Constructive Institute (Aarhus Universitet), bl.a. et videreuddannelsesprogram for colombianske journalister i samarbejde med International Media Support (København) og Consejo de Redacción (Bogotá). Jakob Rubin har leveret internationale kurser til Mediernes Efteruddannelse siden 2012.

Mere om dette kursus