Kampen om Arktis

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Reykjavik og Nuuk
Dage:
7 dage
Pris:
34.900 kr. | PU-støtte: 9.100 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 32 evalueringer)
Efterår 2026

OBS: Rejseruten er vendt om således, at der startes i Nuuk og sluttes i Reykjavik. Dette skyldes udsolgte afgange på ruterne.

 

Grønland blev forsidebasker fra Timbuktu til Kap Horn, da USA truede med at invadere landet – og uønsket hovedrolleindehaver i den globale kamp om kontrollen med og herredømmet over Arktis.

Dette kursus tager følgende problemstillinger op:

  • Sikkerhedssituationen i Arktis.
  • Stormagternes ønske om at dominere de nye sejlruter i de arktiske egne.
  • Behovet for at kontrollere adgangen til resten af verden for de russiske ubåde i Murmansk.
  • Adgangen til og ejerskabet over naturressourcerne i Grønlands undergrund.
  • Grønlands og Danmarks håndtering af udfordringerne i Nordatlanten.
  • Udfordringerne internt i rigsfællesskabet.

I løbet af en uge besøger vi Island og Grønland. Her besøger vi politikere, myndigheder og eksperter og belyser ovenstående problemstillinger. Vi fordeler ugen ligeligt mellem de to lande med flyruten København-Reykjavik-Nuuk-København.

Island ligger som nærmeste nabo til det mægtige hav på Grønlands østkyst, Nuuk er udkigsposten for havet på vestkysten.

Dette får du med fra kurset:

  • En dybdegående indsigt i sikkerhedsituationen i Nordatlanten og havet omkring Grønland.
  • Indsigt i NATO’s, Islands, Grønlands og Danmarks mobilisering i forhold til truslen fra Rusland.
  • Orientering om EU’s voksende rolle i Grønland, deriblandt en skærpet interesse for blandt andet råstoffer og øvrige investeringer.
  • En indsigt i udfordringerne for rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark.

Baggrund
For Kongeriget Danmark er der tale om en højspændt situation, der ikke er gået væk, blot fordi den amerikanske præsident for en stund er optaget af krigshandlinger andre steder. I Grønland er børn og voksne præget af bekymring i hverdagen over den usikre tid, mens politikerne i både Nuuk, København og Bruxelles er i intens aktivitet for at finde modsvar.

De amerikanske argumenter for en annektering af Grønland har handlet om en påstået massiv russisk og kinesisk militær tilstedeværelse i Baffin Bugt, Davidstræde, Danmarksstrædet og Grønlandshavet, de kæmpemæssige havområder, som omgiver Grønland. Noget som Danmark og NATO har afvist, og som der ikke er fremlagt dokumentation for.

Sikkerhedssituationen omkring Arktis er et hovedemne på dette kursus. Grønlands og Danmarks positionering, strategi og konkrete tiltag under det aktuelle trusselsbillede er et andet emne, der vil blive belyst. Grønlændernes forhold til Rigsfællesskabet, løsrivelse og USA et tredje.

Kursus i to lande
For at belyse den geopolitiske kamp om Arktis fokuserer vi på sikkerhedssituationen ser fra både Grønland og Island. Island spiller en fundamental rolle i overvågningen af den russiske ubådsflåde fra Murmansk. Dette kursus foregår i Reykjavik og Nuuk med ca. 2,5-3 kursusdage hvert sted.

Kurset afvikles i samarbejde med journalist, forfatter og fotograf Jørgen Chemnitz, hvis netværk i Nuuk er legendarisk.

Overblik over indhold af kurset/programmet
Island
På NATO-basen i Keflavik får vi en indføring i NATO’s overvågning af russiske og kinesiske aktiviteter mellem Island, Grønland og Murmansk i den russiske del af Barentshavet. Samt i den konkrete patruljering i området. En af vejene for den russiske flåde fra Murmansk ud i resten af verden går gennem havet mellem Island og Grønlands østkyst.

En orientering om Islands geopolitiske betydning og samarbejdet med Danmark af Danmarks ambassadør, Erik Vilstrup Lorenzen, og ambassadens forsvarsattaché, Jan Østrup Møller.

Forskere på Institut for Internationale Forhold under Island Universitet uddyber emnet og giver status på de amerikanske planer om at overtage Grønland.

Ekspertoplæg om Ruslands oprustning i Arktisk.

Grønland
I Nuuk får vi en orientering af Arktisk Kommando om det aktuelle trusselsbillede i Arktis, Arktisk Kommandos arbejdsområder og Danmarks markante oprustningsplaner i det arktiske område, der er fulgt i kølvandet på USA’s trusler.

I Inatsisartut, det grønlandske selvstyres parlament, møder vi et medlem af det politiske udenrigs- og sikkerhedsudvalg, som giver en indføring i den grønlandske politik angående USA’s trusler og forholdet til Danmark.

Det amerikanske konsulat. Vi besøger det nye amerikanske konsulat, som er blevet mødt med en storm af protester fra vrede grønlændere. Håndværkerne, som stod for byggeriet, lagde i månedsvis byggeriet på is i protest mod Donald Trump. Den amerikanske konsul vil redegøre for de amerikanske tanker bag den markante optrapning af officiel tilstedeværelse i Grønland.

Grønlands iver efter selvstændighed og yderligere løsrivelse fra Danmark gik ned i kadence, da grønlænderne pludselig fik stillet i udsigt at blive amerikanere. Vi taler med unge på Nuuk Gymnasium om forholdet til USA og Danmark og deres syn på fremtiden.

Formanden for selvstændighedspartiet Naleraq, Pele Broberg, forklarer, hvorfor han og hans parti går efter en øjeblikkelig løsrivelse fra Danmark. Partiets har 8 ud af 31 medlemmer i Inatsisartut, det grønlandske parlamment.

Nuuk Universitet (Ilisimatusarfik). Universitetets Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (Nasiffik) arrangerer et symposium for vores gruppe kursister. Oplægsholdere:
Jeppe Strandsbjerg, lektor på Center for Arktiske Sikkerhedsstudier og på Institut for Strategi og Krigsstudier under Forsvarsakademiet.
Rasmus Leander, lektor med speciale i udenrigs- og sikkerhedspolitik i Arktis.

Grønlands Erhverv (Sulisitsisut): Direktør Christian Keldsen gør rede for den internationale investeringslyst i Grønland og udlægger potentialet for en selvstændig økonomi baseret på fiskeri, turisme og minedrift.

Politidirektør Bjørn Tegner Bay, Nuuk, fortæller om politiets arbejde i Grønland i forbindelse med den øgede amerikanske aktivitet samt orienterer om det generelle arbejde under hensyntagen til grønlandske kulturtraditioner og udviklingen i kriminalitetet.

Praktisk
Flyrejsen vil foregå således: København-Reykjavik-Nuuk-København. Vi indlogeres på gode hoteller. En del måltider er inkluderet i kursusgebyret.

OBS: Det endelige program bliver justeret i forhold til den internationale udvikling og tilgængeligheden af oplægsholderne på datoerne for kurset, som afvikles i september.

Prisen inkluderer fly fra København, lokal transport, alle arrangementer, indkvartering, morgenmad samt nogle måltider derudover.

Din tilmelding er bindende. Er du nødt til at melde fra – og det kan jo ske – koster det frem til seks uger før afgang en administrationsafgift på 1000 kr. plus udgifter til allerede bestilte og betalte services (f.eks. fly og hotel), der ikke kan refunderes. Ved afbud derefter opkræves den fulde pris.

Det med småt: Der tages forbehold for force majeure i form af aflysninger på grund af ekstremt vejr, epidemi/pandemi, væbnet konflikt eller anden udefrakommende påvirkning, som JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION – VERDENSVIDEN ikke har indflydelse på eller kunne forudse.

OBS: Der flyves fra København torsdag 10. september, og hjem fra Reykjavik torsdag 17. sept.

Undervisere

Jørgen Chemnitz

Jørgen Chemnitz, født 1957, journalist, fotograf, forfatter. Jørgen Chemnitz har de seneste 20 år været en markant stemme i Grønland, som med sine debatskabende film, bøger, artikler og fotoudstillinger har sat fokus på både de smukke og mindre smukke sider af det grønlandske samfund og landets sammensatte kultur. Han har i perioder boet i USA og Danmark. Bestyrelsesmedlem for KNR (Grønlands svar på DR) og tidligere bestyrelsesformand for Grønlands Erhvervsråd (Sulisitsisut), Nuuk TV m.fl. Bor i Nuuk.

Jakob Rubin

Jakob Rubin, journalist. Jyllands-Postens Latinamerika- og Caribien-korrespondent fra 1994 til 2003 med base i Brasilien. Efter 19 år på dagblade har Jakob Rubin siden 2013 drevet JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION, der udfører redaktørroller, bogskrivning, kommunikationsstrategier og undervisningsprogrammer for bl.a. Mediernes Efteruddannelse. Forfatter til seks bøger; den seneste ’Det usynlige folk’ om Det Kgl. Teater (årets udgivelse i kategorien ‘drama’). Siden 2018 har han udført opgaver for bl.a. Constructive Institute (Aarhus Universitet), bl.a. et videreuddannelsesprogram for colombianske journalister i samarbejde med International Media Support (København) og Consejo de Redacción (Bogotá). Jakob Rubin har leveret internationale kurser til Mediernes Efteruddannelse siden 2012.