Grøn omstilling i øjenhøjde: Mød dem, der skal forandre Danmark

Startdato:
Udbyder:
Sted:
1577 København K
Dage:
3 dage
Pris:
13.000 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 4 evalueringer)
Forår 2024

Kampen mod klimaforandringer er gået ind i en mere kritisk fase. Der er bred enighed om, at tiden er knap, men fremdriften i den grønne omstilling halter gevaldigt. Det er svært at omsætte de mange målsætninger til praksis. En mangfoldighed af udfordringer tårner sig op.

Nu kommer muligheden for at opleve Danmarks grønne omstilling i øjenhøjde og møde nogle af de ildsjæle, der kæmper for at gøre de bæredygtige planer til milliardinvesteringer og reel handling, der kan gøre en forskel.

Kurset arrangeres som en tre dages klimarundrejse i Danmark, hvor deltagerne kommer tæt på de centrale teknologier, får indsigt i de mange forhindringer og møder nogle af de erhvervsledere, eksperter og teknologiudviklere, der er dybt fokuserede på at finde gangbare løsninger på klimakrisen.

På denne tur holder vi os fra Christiansborg og det politiske magtspil. I stedet kører vi ud i landet og besøger dem, der i hverdagen slås med politikernes tiltag – og mangel på sammen. Vi vil møde en stribe håndplukkede topledere, der åbent vil tage diskussionen om, hvorfor det er så svært at gå fra ord til handling.

Rundturen tager udgangspunkt i transformationen af energiforsyningen med både udbygning af vindkraft og solenergi. Det skal også handle om produktionen af nye grønne brændstoffer (power-to-x), der er nøglen til at gøre fly, skibe og den helt tunge industri CO2-neutral. Og vi vil besøge toneangivende aktører, der vil fremvise bæredygtigt byggeri, klimavenligt landbrug og energioptimering i yderste potens.

Endelig vil vi besøge Esbjerg Havn, der bliver et logistisk knudepunkt i den grønne omstilling – både i forhold til at gøre Nordsøen til et grønt kraftværk og planerne om at løse krisen ved at lagre tonsvis af CO2 i de gamle olie- og gasfelter.

De fleste har opdaget, at klimajournalistik bliver en stadig større del af mange journalisters og redaktørers hverdag på tværs af medier og redaktioner. Men det kan være en kompliceret disciplin, der kræver stor viden, kritisk sans og en konstruktiv tilgang til mulige løsninger. Derfor vil kurset introducere centrale begreber i klimajournalistikken, give en status på klimakampen og lancere en grov oversigt over de mest toneangivende bæredygtige teknologier. Det vil selvfølgelig ske for at sikre det bedst mulige udbytte af de mange besøg.

Der vil være to overnatninger undervejs på klimarundrejsen. De vil finde sted på gode hoteller, hvor kursusdeltagerne vil få enkeltværelse. Aftensmad og morgenmad vil være inkluderet. Desuden vil vi sørge for frokosten alle tre dage.

Kursusledere er Jyllands-Postens og Finans’ erfarne redaktører Søren Linding og Jakob Martini. Søren Linding er virksomhedsredaktør på Finans og Jyllands-Posten, og i 2020-2021 var han fellow på Constructive Institute med fokus på klimajournalistik. Jakob Martini har lang erfaring som klimajournalist og er i dag klimaredaktør på Finans.

Undervisere

Jakob Martini

Jakob Martini er klimaredaktør på Finans, hvor han holder skarpt øje med erhvervslivets grønne omstilling og de politiske barrierer, der står i vejen for nye teknologier.
Igennem de seneste 20 år har Jakob Martini som journalist spredt sig over forskellige områder som klima, kulturstof, finanssektoren og undersøgende erhvervsjournalistik. Klimastoffet har været omdrejningspunktet i flere omgange. Hans første klimatopmøde dækkede han for fagbladet Ingeniøren på Bali i 2007. Siden dækkede han klima på Børsen, og på Finans har han haft ansvaret for klimastoffet siden begyndelsen af 2021.

 

 

Søren Linding

Søren Linding har arbejdet som erhvervsjournalist i 30 år og i de sidste 15 år som redaktør. På Børsen var han ansat i 15 år, herunder som nyheds-, virksomheds- og senest som erhvervsredaktør, og siden 2015 har han været virksomhedsredaktør, klummeskribent og podcast-vært på Finans og Jyllands-Posten.

Søren Linding har i de senere år fokuseret stadig mere på den grønne omstilling, der er rykket op som et centralt omdrejningspunkt for virksomheder på tværs af brancher, industrier og sektorer. Bæredygtig ledelse er blevet et afgørende konkurrenceparameter for at sikre fremtidens succes.

I 2020-2021 var klimajournalistik, klimafag og bæredygtige forretningsmodeller overskriften for Søren Lindings fellowship på Constructive Institute ved Aarhus Universitet. Det resulterede i en hvidbog om seks vejledende principper for klimajournalistik indenfor erhvervsmedier.

Mere om dette kursus