Forstå og led dine unge medarbejdere

Startdato:
Udbyder:
Sted:
1361 København K
Dage:
2 dage
Pris:
8.200 kr. + moms | PU-støtte: 2.600 kr.
Efterår 2024

De unge medarbejdere er umulige at forstå. De er besværlige, krævende og skrøbelige. De vil hellere holde fri end arbejde, de er egoistiske og står hårdt på deres rettigheder. De bliver tit syge eller stressede. Sådan lyder mange journalister og redaktører, når de taler om praktikanter og unge medarbejdere fra generation Z. Andre vil pege på, at de unge er læringsorienterede, kreative og entreprenante, og at de stiller helt relevante krav til, hvordan de ledes.

Uanset hvordan man opfatter dem, er virkeligheden, at de har andre kompetencer og forventninger til deres leder, kolleger og arbejdsplads end ældre medarbejdere. Det betyder, at de gamle ledelsesformer er ude af trit med virkeligheden anno 2024. Det fungerer ikke længere at gøre, som ”vi plejer”. Som journalistisk leder skal man ofte selv producere, samtidig med at man skal hjælpe andre i gang, sparre, give feedback, udvikle, holde humøret oppe og sikre en god omgangsform.

Men hvordan gør man det på en god og ny måde, hvis man selv har svært ved at forstå sine unge medarbejdere?

Kursets indhold og udbytte

Baseret på eksisterende og ny forskning fra hele verden og fra en ny kvalitativ undersøgelse, foretaget blandt mediepraktikanter fra generation Z, introduceres kursusdeltagerne til den unge generations egenskaber, styrker og    svagheder. Deltagerne får konkrete, individuelle og praksisnære bud på, hvordan de kan forbedre deres daglige ledelse, så de unge medarbejderes kompetencer bringes i spil, og deres produktivitet og trivsel øges.

Konkret veksler kurset mellem oplæg, debat, workshops og individuel sparring og indeholder følgende komponenter:

  • Generation Z: Styrker og svagheder, udfordringer og muligheder: Hvad siger den psykologiske forskning om generationen, hvad er myte og hvad er virkelighed? Kursusdeltagerne får i en masterclass indgående, opdateret viden om de unge og får mulighed for at overveje deres eget billede af den – og deres mulige fordomme.
  • Interviews med generation Z’ere: Gennem en serie af Højbjerg og Hjorts ekstensive interviews med unge journalistpraktikanter i forbindelse med et større psykologisk projekt fokuseres på, hvordan de unge oplever virkeligheden på danske mediearbejdspladser. Baseret på de unges egne oplevelser sætter de ord på, hvad der har fungeret – og ikke fungeret – for dem i forhold til arbejdsplads, kolleger, ledere og ledelsesformer. Hermed får kursusdeltagerne grundigt indblik i, hvad unge medarbejdere ønsker af deres daglige ledere. Kursusdeltagerne reflekterer over egen ledelsespraksis og dens resultater.
  • Ledelsesredskaber: Baseret på forskningslitteraturen og interviewene præsenteres deltagerne for konkrete og praktiske greb og opmærksomhedspunkter i ledelsen af de unge medarbejdere. Baseret på kursusdeltagernes refleksioner over egen ledelsespraksis og forståelse af generation Z arbejder deltagerne i workshops med brug af ledelsesformer, der imødekommer generationens behov og ønsker til, hvordan de ledes, så hverdagen fungerer bedre.
  • MPA personlighedstest: Hver kursusdeltager tager personlighedstesten MPA, der afdækker tre hovedområder (fra testudbyder Masters egen beskrivelse):
    • Ego-drive: Jeg-adfærd. Relaterer sig til evnen til at opnå mål, tage styring med andre og hvordan man bruger sin energi på jobbet.
    • Sociale faktorer: Vi-adfærd. Relaterer sig til, hvordan man interagerer med andre, anvender sine følelser på jobbet og udviser tillid.
    • Arbejdsstil: Opgave-adfærd. Relaterer sig til arbejdsopgaver, herunder hvordan man arbejder med overblik, nytænkning og træffer beslutninger.
    • Hver deltager får individuel tilbagemelding på sit testresultat, og hvad resultatet betyder i forhold til ledelsesstil og styrker og svagheder i ledelsen af generation Z.
  • Individuel og kollektiv sparring på konkrete udfordringer med ledelse i dagligdagen.

Dette tager du med dig hjem:

Opdateret viden og konkrete redskaber, der hjælper dig til bedre at forstå og lede dine unge medarbejdere. Kursusdeltagerne introduceres til praktiske værktøjer, der kan udbredes mere bredt i virksomheden – og dermed komme flere medarbejdere og kolleger til gavn.

Om kursusudbyderne/underviserne:

Mette Højbjerg er færdiguddannet cand.psych. i 2024. På psykologistudiet har hun bl.a. beskæftiget sig indgående med unges psykologi og ledelse. De seneste 25 år har hun arbejdet som journalist, redaktør og redaktionschef bla. på Politiken og Information og som rådgiver for en minister og EU-Kommissær. Hun er uddannet journalist fra DJH (1999).

Eske Hjort er færdiguddannet cand.psych. i 2024. Han har en ledelsesbaggrund inden for NGO-sektoren og har ekstensive erfaringer med de udfordringer og muligheder en leder møder dagligt. Aktuelt læser han kandidat i psykologi på Københavns Universitet, der giver en både teoretisk og praktisk forståelsesramme for, hvordan disse erfaringer bringes i spil i forhold til ledelse og trivsel.

Hvorfor psykologer som undervisere?

Psykologien tilbyder en unik vinkel i ledelsesudvikling ved at forstå menneskelig adfærd, motivation og interaktioner. Den hjælper ledere med at tilpasse deres tilgang til medarbejderne, løse konflikter og forbedre kommunikationen. Desuden giver psykologien ledere mulighed for at reflektere over deres egen adfærd og udvikle autentisk lederskab. Kort sagt: psykologien bidrager til effektiv ledelsespraksis og trivsel på arbejdspladsen.

 

Mere om dette kursus