Et land i splid med sig selv – bliv klædt på til det amerikanske præsidentvalg 2024

Startdato:
Udbyder:
Sted:
5800 Nyborg
ME plus:
ME
Dage:
2 dage
Pris:
10.500 kr. + moms | PU-støtte: 1.800 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 39 evalueringer)
Forår 2024

Det amerikanske præsidentvalg går for alvor i gang, når primærvalgssæsonen åbner tidligt i 2024. Forskellene mellem kandidaterne trækkes skarpt op og afslører dybe skel, ikke blot mellem politiske partier, men også mellem land og by, rig og fattig og forskellige etniske grupper. Afhængig af politisk og kulturelt udgangspunkt ser amerikanerne forskellige virkeligheder, der ofte kommer til udtryk i konspirationsteorier og protestbevægelser. Den amerikanske fortælling er fuld af inspiration og modsætninger, der afslører et land i splid med sig selv.

 

Det får du med fra kurset
En vifte af Danmarks dygtigste USA-forskere, heriblandt Niels Bjerre-Poulsen og Jørn Brøndal, klæder deltagere på med forskningsbaseret viden om USA, 2024-præsidentvalget og tidens brændende spørgsmål ang. emner som præsidentembedet, race, ulighed, immigration, og identitetspolitik – i historisk og nutidigt perspektiv.

 

Yderligere får du et indblik i de kilder forskerne selv bruger, når de analyserer USA og deres bedste bud på utraditionelle og transnationale vinkler med perspektiv til Skandinavien. I samarbejde med journalist og forfatter Rikke Hyldgaard udvikler kursisterne selv historier og idébanker til brug på redaktionerne i valgåret 2024 gennem praktiske øvelser og 1:1 feedback.

 

Efter kurset har du:

  • Viden om de vigtigste fortællinger – og den nyeste forskning – inden for amerikansk politik, kultur og historie
  • Viden om konkrete kilder (centrale aktører, databaser, arkiver og platforme) til udvikling og underbygning af historier.
  • Konkrete ideer til hvordan amerikansk politik og samfundsforhold kan dækkes med friske øjne og nye perspektiver for et dansk publikum.

 

Sådan forløber kurset:

Kurset starter med et oplæg om de seneste dagsordensættende tendenser i amerikansk politik ved Jørn Brøndal. Det suppleres af mindre inspirationsoplæg fra andre forskere og undervisere dagen igennem. På summe- og redaktionsmøder, før og efter frokost, arbejder kursisterne med udvikling af nye og væsentlige vinkler på det amerikanske præsidentvalg, og efter middagen afsluttes kursets første dag med et oplæg af Niels Bjerre-Poulsen om den seneste status på valget efterfulgt af Q&A.

Kursets anden dag indledes ligeledes med et oplæg, hvorefter kursisterne individuelt og i tematiske grupper med Rikke Hyldgaards hjælp kommer et skridt dybere i arbejdet med idébanker og slagkraftige fortællinger.

 

Kurset er åbent for alle i mediebranchen med interesse for USA.

Kurset er et todages internat på Hotel Nyborg Strand. Overnatning, frokost x 2, kursusmiddag og kaffe/kage/frugt er inkluderet i prisen.

Tilmelding er bindende
Din tilmelding er bindende. Er du nødt til at melde fra skal det ske senest 20. december 2023. Ved afbud derefter opkræves den fulde pris.

Undervisere

Rikke Hyldgaard

Rikke Hyldgaard, uddannet fra DJH i 1997. Har arbejdet som featurejournalist på Fyens Stiftstidende i en årrække med blandt andet fortællende journalistik i både det korte og det lange format. Modtager af Spadestiksprisen 2011. Forfatter til bøgerne “Soldaten – i krig og kærlighed” (Jyllands Postens forlag 2011) og “Dorthe Kollo – Jeg er stadig her” (Peoples Press, 2014)

Jørn Brøndal

(f. 1961) er professor i Amerikanske Studier og leder af Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Hans prisvindende forskning fokuserer på amerikansk politik og på etniske og racemæssige problemstillinger. Han er præsident for Nordic Association for American Studies. Blandt hans seneste udgivelser er Danske amerikanere og Det sorte USA. Brøndal er hyppig gæst i de danske medier, og var eksempelvis i 2017 og 2018 fast paneldeltager på DR2s ugentlige tv-program ”Jersild om Trump.”

Niels Bjerre-Poulsen

(f. 1959) er Cand. mag. i Historie og Amerikanske Studier fra Københavns Universitet, og Ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara. Han er ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet, og er forfatter til en lang række bøger og artikler om amerikansk historie, politik og samfundsforhold i USA. I mere end 25 år har Niels Bjerre-Poulsen også hyppigt kommenteret disse emner i de danske medier. Blandt hans seneste udgivelser på dansk er USA: Historie og Identitet. (Århus: Systime, 2023), ”USA” i Clement Kjersgaard, Verdens Magter (København: Ræson, 2023), USA’s Historie (med Erling Bjøl) (København: Gyldendal, 2021), og Vietnamkrigen – en International Historie 1945-1975 (København: Gyldendal, 2015).

Anders Bo Rasmussen

(f. 1978), er lektor ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet og aktuel med bogen Pio – Flugten til Amerika. Han er forfatter til de anmelderroste bøger I krig for Lincoln og Civil War Settlers og har i en årrække været redaktør på tidsskriftet American Studies in Scandinavia. Hans bidrag til danske og internationale medier inkluderer Washington Post, NDR, TV 2 og flere andre.

Kasper Grotle Rasmussen

(f. 1980) er lektor ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet, hvor han især forsker i konspirationsteorier i USA og Danmark. Han er medforfatter til bogen Conspiracy Theories and the Nordic Countries, og leverer ofte bidrag til danske medier, herunder DR, TV2, Radio4, Berlingske, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet med flere.

Thomas Ærvold Bjerre

(f. 1975), er lektor ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet, hvor han forsker i krig, maskulinitet, film og litteratur. Han er medforfatter til Cowboynationen: Westernfilmen og det moderne Amerika samt en lang række internationale forskningsartikler om amerikansk populærkultur. Han bidrager jævnligt til danske medier som DR, TV2, Politiken, Jyllands-Posten og Kristeligt Dagblad samt diverse radiostationer.

Anne Mørk

(f. 1985) er ph.d. i Amerikanske Studier og har forsket i bl.a. amerikanske politiske partier og ideologier, amerikanske præsidenter og forholdet mellem civilsamfund og demokrati. Hun har desuden mere en et årtis erfaring med undervisning og formidling indenfor alle aspekter af amerikansk politik, historie og samfundsforhold.

Mere om dette kursus