Brug AI i din videoproduktion

Startdato:
Udbyder:
Sted:
2300 København S
Dage:
2 dage
Pris:
9.700 kr. + moms | PU-støtte: 2.600 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 44 evalueringer)
Efterår 2026

Du lærer, hvordan du genererer en video fra bunden med værktøjer som Nano Banana, Kling 3.0 og Seedance. Men først hvordan du finder på den gode AI-videoidé. Du skal arbejde med prompts og referencer og i det hele taget opdateres på et felt i vild udvikling. Alt sammen med et kritisk blik på de mange etiske dilemmaer, teknologien bringer med sig, og som du skal lære at tage stilling til, før du bruger den.

 

Derfor skal du tage kurset

AI-video er i fuld gang med at revolutionere måden, vi producerer levende billeder på. Derfor er det en god idé at hoppe med på vognen nu. På kurset lærer du teknologien at kende og danner dig en holdning til, hvordan du vil og bør bruge den. Gennem en række korte, hands-on produktionsøvelser med Higgsfield og Premiere Pro bliver du fortrolig med et helt AI-video workflow – fra idé til færdig film, der kan bruges professionelt.

Der findes både AI-assisteret og AI-genereret video. Det første finder automatisk plads i de eksisterende redigeringsprogrammer i form af værktøjer til f.eks. transskribering, undertekster, versionering og lydforbedring. Det andet er en fundamental anderledes måde at producere video på, og det er den, vi primært beskæftiger os med på kurset.

Med fremkomsten af tjenester som Seedance, VEO, Kling, Sora og ElevenLabs er det blevet muligt for Gud og hvermand at producere videoer med en meget høj visuel kvalitet. På kurset bruger vi primært Higgsfield der er en suite der giver adgang til alle de nyeste tjenester, og du lærer at skrive gode prompts og arbejde med konsistens i stil og karakterer. Vi kigger også på værktøjer til at puste liv og stemmer i AI-genererede karakterer.

For at bruge AI-video både effektivt og ansvarligt kræver det, at du lærer at genkende den gode AI- videoidé og forholde dig kritisk til måden du bruger teknologien på og resultatet. I mange tilfælde vil det stadig være nemmere at bruge stock-billeder eller optage dit materiale selv.

Overordnet set lærer du, hvilke AI-værktøjer der rent faktisk letter dele af videoproduktionen, og hvilke idéer og historier der egner sig godt til at blive produceret med AI-video. For det handler heldigvis stadig om at finde på en god historie, hvis du vil have succes med AI-video.

Det lærer du på kurset

Du kommer til at arbejde med flere små, bundne videoopgaver, som minder om dem, du laver i dit arbejde som videoproducer, kommunikatør eller journalist, og du lærer at inddrage AI-værktøjer, der hvor det giver mest mening.

Det får du med hjem fra kurset:

  • Et overblik over de mest aktuelle og anvendelige AI-videoværktøjer på markedet på kursustidspunktet, herunder Higgsfield, Premiere Pro og ElevenLabs.
  • En forståelse for den gode AI-video-idé, dvs. hvad tjenesterne er gode og dårlige til at generere.
  • Indføring og træning i at prompte billede-til-video og tekst-til-video i Higgsfield
  • Arbejde med konsistens i stil, miljø og karakterer
  • Kritisk bevidsthed om teknologiernes anvendelighed
  • Viden om etik og jura omkring brug af generativ AI-video

Kurset er for dig

Du er videokommunikatør, videoproducer, klipper, videojournalist eller blot video-entusiast. Det vigtigste er, at du ikke er helt nybegynder inden for videoproduktion.

Du behøver ikke at have kendskab til AI i forvejen, men du skal have kendskab til Adobe Premiere Pro eller et andet videoredigeringsprogram på et grundlæggende niveau.

Sådan foregår undervisningen

Kurset varer to dage og vil være bundet op omkring korte demonstrationer og små praktiske øvelser og cases, som skal løses med forskellige AI-værktøjer. Vi giver feedback og runder øvelser af med at diskutere deres anvendelighed i din arbejdsvirkelighed både teknisk og etisk.

Udstyr og abonnementer

Du skal medbringe egen computer med Premiere Pro eller et andet redigeringsprogram. Du skal oprette følgende abonnementer:

  • Higgsfield (se nærmere info inden kursusstart)
  • ChatGPT Pro/Claude Pro/Gemini Pro
  • ElevenLabs (gratis abonnement)

Det indgår i prisen

Frokost er inkluderet i prisen, og du får serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag på begge kursusdage.

Tid

Som udgangspunkt kører første kursusdag fra kl. 10-16 og de følgende kursusdage kører fra kl. 9-16. Vi tager forbehold for ændringer. Du får de præcise tider i en mail.

I tilfælde af afbud
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.
Læs mere om regler for framelding

Er du ikke berettiget til støtte fra Pressens Uddannelsesfond?
Tilmeld dig kurset på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside

 

Undervisere

Kristian Kryger Andersen

Kristian Kryger er prisvindende tv- og medietilrettelægger med en lang karriere som udvikler og visuel producer bag sig. Senest har han udviklet og solgt et nyt flagsskibsprogram til DR, hvor hele universet var skabt med AI. Til daglig er han adjunkt på uddannelsen TV- og medietilrettelæggelse, hvor han underviser i bl.a kreativ metode og storytelling – her har han allerede integreret generativ AI som en del af de værktøjer du kan bruge når du skal fortælle din historie på den mest seværdige måde for dit publikum.

Mere om dette kursus