9 tips til et større netværk

Efteruddannelse er mere end den viden og de nye færdigheder, du får med hjem. Det vigtigste udbytte kan være, at dit netværk vokser. Er du ikke en udadvendt super-mingler af natur, så tjek her, hvad du selv kan gøre, hvis du gerne vil skabe nye kontakter.

Tekst: Else Bjørn, uddannelsesvejleder i Pressens Uddannelsesfond. Illustration: Jonas Toft.

FØR KURSET
1. Tjek deltagerlisten
Research er ikke kun et journalistisk arbejdsredskab. Søg på navnene på nettet og de sociale medier, så du på forhånd har en idé om, hvem du måske har fælles interesser med, og hvem, der laver noget, som korresponderer med dit job eller dine fremtidige jobønsker. Og nej, du skal ikke sige »jeg så på FB, at du godt kan lide at klæde dig ud som ork« med mindre du vil stemples som stalker-typen. Oplysninger, du har fundet på nettet, er som i interviews udenfor citat: Du kan kun bruge din viden til at stille bedre spørgsmål eller vide hvem, du skal tale med.

UNDER KURSET
2. Hils på dine medkursister
Er du blandt de første, eller er I et overskueligt antal deltagere på kurset, er det naturligt at give hånd, men det vigtigste er at få smilet og sagt hej, så du i bedste urmenneskestil har vist, at du er venligsindet og interesseret i dine medmennesker. Så er det meget nemmere at falde i snak senere.

3. Giv dig tid og deltag i alt
Mød op i god tid – til kurset, til undervisningen eller timerne, så du får flere muligheder for at snakke med dine medkursister og være nysgerrig på, hvem de er. Prioritér at spise frokost sammen med de andre deltagere, og bliv hængende efter middagen, hvis du er på kursus over flere dage.

4. Lad mobilen og avisen ligge
Lad din smartphone ligge i lommen, og vent med at læse avisen, til du kommer hjem. Kigger du ned i din telefon eller din avis, laver du dit eget lille mentale rum, som man skal være meget frembrusende for at bryde ind i.

5. Tag initiativ
Når vi er hjælpsomme og gør noget for fællesskabet, viser vi, at vi socialt har noget at byde på og er værd at være venner med. De fleste gør det uden at tænke over det – spørger ved bordet, om de andre mangler vand, foreslår at man går sammen om at dele en flaske vin til aftensmaden, spørger om nogen vil med ud og gå en aftentur eller have lidt luft i en pause.

6. Del din viden og dit netværk
Hvis du taler med en, som gerne vil arbejde med noget eller gerne videre af en vej, hvor du har kontakter, så giv vedkommende navn og kontaktinfo, og tilbyd at introducere hende til din kontakt. Introducér også kursusdeltagere for hinanden, hvis du har opdaget, at de kunne have noget til fælles – eller hvis du allerede kender nogen på kurset, som vedkommende ikke har snakket med endnu.

7. Opret en FB-gruppe
En Facebook-gruppe, som du opretter under kurset, kan være en god måde at udveksle viden, materiale, links og andet fagligt relevant, og den gør det nemt at være i kontakt på og efter kurset. Brug gruppen til at dele fagligt indhold, og eventuelt til at foreslå at mødes til en fredags-øl kort tid efter kurset, hvis I svinger godt og bor i samme område.

EFTER KURSET
8. Invitér
Når du kommer hjem fra kursus, så find alle de deltagere, som du mødte på kurset og havde noget til fælles med, på LinkedIn, Facebook, Twitter eller andre sociale medier, og send dem en invitation.

9. Gem deltagerlisten
Mange af os husker ansigter på personer, som vi har tilbragt en dag eller en uge sammen med, men med mindre du har en overnaturlig god hukommelse, har du sandsynligvis glem navnene på dine medkursister om et år eller to. Og de har glemt dit navn. Hvilket er lidt ærgerligt, hvis en af dem i mellemtiden er blevet redaktionschef og står som kontaktperson på et job, som du vil søge.