Så hvad eksperterne anbefaler du gør mht. til efteruddannelse – alt efter hvor langt du er kommet i din karriere.
Hvis du er rookie
Er du helt nyuddannet, kan du noget særligt. Du har den nyeste viden, er klar på udfordringer og kan højst sandsynligt se det hele lidt udefra. Men du har naturligvis også nogle udfordringer.
Birgitte Gadegaard, redaktionssekretær på P1 Orientering, forklarer: “Den nyuddannede har fokus på at få noget på sit cv og samtidig bide sig fast på arbejdsmarkedet. For mange er det et vilkår at blive ansat i tidsbegrænsede stillinger, men fastansættelse i noget, som måske ikke er drømmejobbet, kan være vigtigere end endnu en tidsbegrænset ansættelse i et drømmejob.”
Derudover kan der være nogle væsentlige teknikker, du ikke kan på rygraden endnu: “Det med spændingsteknik – hvordan man holder læseren fanget – er en svær disciplin, som er noget, der kommer med årene. Det er svært for de helt nyuddannede. Man bliver også blind på egne artikler, så det kræver feedback fra en redigerende, der tør at gå til den,” forklarer Birgitte Gadegaard.
I den digitale del af branchen, hvor tingene ofte går stærkt, savner Benjamin Medias Head of Digital, Lasse Schelbeck, mindre angst for at begå fejl: “Der er kommet en lidt underlig nulfejlskultur på uddannelserne, fordi alt handler om karakterer. Men den tilgang kan hæmme dig, når du kommer ud på arbejdsmarkedet, hvor det må forventes, at du ikke har tid til at bruge en uge på at finpudse et projekt. ‘Done is better than perfect’, og i en digital virkelighed er det i hvert fald sandt.”
Efteruddannelse, du skal gå efter i staren af karrieren
Som rookie er efteruddannelse din mulighed for at få erfaring og at komme i dybden med eksempelvis fortælle- eller klippeteknik, sociale medier eller levende billeder til nettet.
Det gælder om at vælge et kursus, hvor du efterfølgende har mulighed for at arbejde med på din arbejdsplads.
Hvis du er midt i karrieren
Når du har været på arbejdsmarkedet i 10-15 år, har du en erfaring, der gør dig mere sikker, og du får nemmere ved at skifte stilling inden for din branche. Men det kræver, at du både formår at skille dig ud i mængden og er klar til at prøve noget nyt: “Du skal have en erkendelse af, hvad du er god til, og hvad du er mindre god til. Men som chef er det nemmere for mig, hvis mine medarbejdere kan spille på flere heste, for så kan de rykke lidt rundt alt efter behov. Det er også rigtig godt, hvis du har en spidskompetence, men du skal være parat til at udfordre dig selv,” råder Hanne Birgitte Jørgensen, der er chefredaktør på Folkeskolen.
Lasse Schelbeck har fokus på, at hans medarbejdere har en interesse i at holde sig opdateret på et evigt foranderligt marked: “Hvis jeg spørger, hvilke blogs, du læser, eller hvad de tre sidste faglitterære bøger, du har læst, er, så vil jeg være ked af det, hvis du ligner et spørgsmålstegn. Arbejdsgiveren har selvfølgelig et ansvar for at sikre, at medarbejderne er opdaterede, men man kan omvendt også forvente, at der fra deres side er et drive til at holde sig opdateret.”
Birgitte Gadegaard værdsætter, at folk i denne gruppe har en vis erfaring og er blevet specialiseret, men de skal kunne flytte sig: “Flere har specialiseret sig i et eller flere stofområder, og dermed er de blevet lidt sværere at få til at lave noget andet. Men de skal også have nye erfaringer.”
Efteruddannelse, du skal gå efter midt i karrieren
Sørg for at dygtiggøre dig, især inden for de områder, hvor du er i gang med at opbygge en ekspertise. Hvis du gerne vil vide mere om et nyt område, skal du selv sørge for at gribe bolden, tage et kursus og vise interesse for emnet på din arbejdsplads.
Hvis du er rutineret
Her begynder du, ifølge Mads Løkke Rasmussen, at kunne slippe det strategiske karriereræs og i stedet glæde dig over den erfaring og viden, du har. Men eksperterne er enige om, at du stadig bør holde dig ajour med, hvad der sker i branchen, så du ikke bliver magelig og glemmer udviklingen: “Du er redaktionens hukommelse, du er trænet i at se historier i perspektiv, og du har altid noget i ærmet, hvis man som redaktør mangler en historie – du ser dig selv som redaktionens dna. Problemet kan være, at du måske er ‘naturligt skeptisk’ over for forandringer,” vurderer Birgitte Gadegaard.
Hanne Birgitte Jørgensen er enig: “Du har du ofte et sindssygt godt kendskab til din arbejdsplads, men du skal levere din viden til de nye, og så skal du rent genremæssigt holde dig frisk. Du er guld værd på grund af din viden, men du kan også blive for fastlåst. Til gengæld kan du og de nyuddannede lære meget af hinanden.”
Efteruddannelse, du skal gå efter som rutineret
Vælg kurser, der opdaterer dig på udviklingen inden for de områder, hvor du allerede har rigtig meget erfaring – så kan du nemlig sætte din viden ind i en moderne kontekst. Tænk også over, om din rolle på redaktionen kalder på kurser i feedback eller ny teknik.