Workshop: Autofiktion og journalistisk autenticitet

Startdato:
Udbyder:
Sted:
3250 Gilleleje
ME plus:
ME
Dage:
3 dage
Pris:
16.500 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 35 evalueringer)
Efterår 2026

Hvordan kan vi som journalister bruge os selv og skabe mere autentiske tekster? Hvordan kan vi inddrage tvivlen som en styrke fremfor en svaghed? Hvordan bliver vi nogen, som vores publikum føler de kan stole på? Og hvad kan vi egentlig lære af autofiktionen?

Efter tre dage på Gilleleje Badehotel har du set din egen fortællepraksis efter i sømmene og åbnet for nye steder at skrive fra, nye måder at skrive på. Du ved, hvordan du kan ryste dig fri af fastlåste måder at fortælle på, måske har du fået lyst til at kaste dig over noget autofiktion. Og du er blevet bevidst om, hvordan du giver tvivlen plads og står ærligt og autentisk frem som menneske og journalist.

 

Masser af næring og læring

Rikke Viemose (forfatter, journalist og BA i litteratur), Martine Bentsen (journalist, ph.d. og studielektor på RUC) og Tina Andersen (skrivecoach, journalist og cand.public med speciale i fortællinger og kreative processer) guider dig trygt og sikkert igennem denne workskop, hvor vi også kommer ned i kroppen og trækker vejret bevidst sammen med Simon Krohn (yogalærer, filosof og forfatter), der giver os indsigt i, hvad, det egentlig er, der sker, og hvordan vi kan bruge det til hverdag.

Vi har dybe samtaler på scenen om journalistisk autenticitet, om hvert vores unikke ståsted og stemme og et opgør med den “rigtige” journalist. Du får hands on i form af øvelser, der skruer op for hjerte og kreativitet, dialog og refleksion. Vi trækker vejret sammen. Vi fordyber os i autofiktionen og i bedste læseklub stil diskuterer vi også et prisbelønnet autofiktivt værk og trækker nærende læring ud af det.

 

Hvorfor autentisk journalistik og hvad er det?

Fremtidens journalistik er autentisk. Det er dét kort, vi som journalister har på hånden i en AI-virkelighed i rivende udvikling, I modsætning til kunstig intelligens evner vi at ha’ en klar intention og ville noget med det, vi gør. Og vi har et hjerte. Det er dét, der adskiller os fra AI. Så i stedet for at efterligne noget, vi ikke kan hamle op med, skal vi bruge vores intuition, intention og have hjertet med. Verden har brug for det.

Vi lever i en surrealistisk virkelighed lige nu, som forstørrer behovet for at kunne stole på nogen. Forstørrer behovet for at få kvalificeret, troværdig hjælp til at forstå verden og skille fup fra fakta. At mærke noget er ægte. Hvis vi skal være til at stole på som journalister, må vi ha’ hjertet med og ville noget med det, vi gør, være ærlige og vise, at vi også er mennesker med hvert vores unikke ståsted og stemme, der ikke har svaret på alting og heller ikke altid kan researche os til det. Vi må invitere tvivlen inden for i journalistikken, skrotte skråsikkerheden og være bevidste om, at der ikke findes én sandhed, samtidig med at vi gør os umage med at skille sandt fra falskt – og evner at tjekke ind og skabe kontakt med hele os og skabe resonans derfra.

Og hvordan er vi så lige autentiske journalister i praksis?

Dét er omdrejningspunktet for denne workshop, der også stiller skarpt på autofiktionen, og hvad vi som journaliter kan lære af den. Måske skal vi til at tale om autojournalistik?

 

En ny journalistisk professionalisme

Autentiske journalister er også transparante og bevidste om egen bias. Ved hvor vi skriver fra, og hvorfor vi skriver om det, vi skriver om. Bruger det konstruktivt, ærligt og originalt. Vi kan snakke om en bevægelse mod en ny journalistisk professionalisme, der:

  • Tør stå ved formidlerens unikke ståsted og vende det til en styrke
  • Inddrager tvivlen som en styrke frem for en svaghed.
  • Bygger bro mellem mennesker frem for at grave grøfter.
  • Giver håb, forståelse og mening i en kompleks verden.
  • Fortæller journalistik med både hoved, krop og hjerte fra et balanceret, forbundet sted.
  • Fremmer en mangfoldighed af unikke stemmer

 

Det lærer du

  • At åbne for nye steder at skrive fra, nye måder at skrive på
  • Du er dig dit unikke ståsted bevidst og ved, hvordan du kan bruge det konstruktivt
  • Du skaber en ny relation til din tone og stemme og skaber rum til, at din unikke stemme kan træde frem. Den er en del af din sjæls sprog, måske har du allerede fundet ind til den, i hvert fald er du på vej
  • At give tvivlen plads
  • At gå forrest som autentisk journalist, du har nu forudsætningerne for det
  • At bruge det bedste fra autofiktionen i din journalistik, måske får du endda (endnu mere) lyst til at slippe din indre forfatter fri

Workshoppen dag for dag

Tre dage, tre overskrifter: Kreativitet, den autentiske journalist, og hvad kan vi lære af autofiktionens prisvindende forfattere.

På første dag er er den autentiske journalist i fokus. Vi har samtaler på scenen mellem Martine, Rikke og Tina om det, der er på spil, og hvordan vi kan udvide paletten og være autentiske journalister. Vi dykke blandt andet ned i Rikkes debatbog ‘Nu taler jeg’ og Martines pdh om den rigtige journalist. Og vi bruger omgivelserne aktivt og krydrer med fede øvelser. Fx undersøger du dit unikke ståsted, og hvor du fortæller fra. Hvilken rolle du spiller i din journalistik eller dit forfatterskab. Og hvordan du bruger dig selv og gerne vil bruge dig selv.

På anden dag tuner vi ind på frit flow, kreativitet og åndedræt med Tina og Simon Krohn. Altsammen en del af forudsætningerne for at kunne transformere sig til autentisk journalist. Vi tager præstationsfrakken af og bruger også natur og bevægelse til at få hul igennem til din indre kreativitet, intuition og autenticitet.

På tredje dag zoomer Rikke ind på autofiktiv litteratur, og det vi kan lære af den. Hvordan bruger forfatterne virkeligheden til at skabe fiktion? Hvordan kan vi inspireret af litteraturen ryste os fri af de skabeloner, vi måske har vænnet os til at bruge? Og så diskuterer vi på bedste læseklub manér en prisvindende, autofiktiv roman, som vi har læst på forhånd – hvilke greb bruger forfatteren, og hvad kan vi lære af det?

Vi samler vi op på workshoppen blandt andet med en snak om, hvordan vi fremover kan bruge os selv og skabe mere autentiske tekster.

Læs mere om AndersensBureau på andersens.dk 

Eller nap den korte M-version her.

 

Undervisere

Simon Krohn

Simon er en af landets mest efterspurgte yogalærere. Han har undervist yoga, meditation og åndedræt i over 25 år, og han er cand.mag. i filosofi med speciale i indisk filosofi. Simon er desuden efteruddannet i kropsterapi og har deltaget som ekspert i en række sundhedsfaglige projekter. Han arbejder primært med at gøre yogaens teknikker tilgængelige for mennesker, der er under pres på den ene eller anden måde. Det vil sige alt fra topatleter og erhvervsfolk til soldater og patienter i psykiatrien. Simon har blandt andet været med til at udvikle den gratis app ‘RO’, som handler om unges mentale trivsel og er blevet downloadet cirka 80.000 gange. Simon er desuden forfatter til tre bøger om yoga og mental trivsel.

Læs mere om Simon: www.mindyourself.dk

Martine Bentsen

Hvad er en rigtig journalist? Hvad betyder køn for det at være journalist og for journalistikken i Danmark? Hvordan kan kreative metoder og skrivemåder og udgivelsesformer skabe grobund for samtaler, der går på tværs af fag og rækker ud over akademia? Hvordan kan autoetnografi være med til at belyse tematikker, som ellers har været usynlige?

De spørgsmål er Martine optaget af i sin forskning, undervisning og vejledning. Som uddannet journalist ved hun, at spørgsmål og skrivning gør en forskel.

Det er aldrig ligemeget, hvordan vi spørger, og hvordan vi skriver.

Når Donna Haraway be’r os om Staying with the Trouble/At blive i besværet (2016/dansk udgave 2021) og taler om Situated Knowledges/Situeret Viden (1988/dansk udgave 2018/2024), så er det relationelle tænkninger og relationel væren, som Martine forsøger at praktisere i sin tilgang til, hvad fremtidens journalistik og universitet skal kunne.

Eller som den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen formulerer det: “Vores job er ikke at fortælle andre mennesker, hvad de skal gøre. Men at vise, at alting kunne have været anderledes” (Eriksen, 2013:17).

Rikke Viemose

Rikke er journalist og forfatter.

Hun har senest skrevet romanen ‘En anden tid’ (2026), bestselleren ‘Nu taler jeg. Brev til min datter’ (Forlaget Grif 2022) og ‘Håndbog for privilegieblinde mænd’ (2022). I maj 2026 udkommer også bogen ‘Forfulgt. Fortællinger om stalking’. Hun skriver fast litteraturklummer til Jyllands-Posten samt debatklummer til Altinget om ligestilling.

Rikke har været korrespondent i Moskva for Kristeligt Dagblad og journalist i Washington DC. I en årrække underviste hun på Update (den tidligere journalistiske efteruddannelse) i journalistik og kommunikation, og i 10’erne var hun indehaver af boghandlen Thiemers Magasin i København. Hun har en BA i litteraturvidenskab

Tina Andersen

Hvordan kan journalistikken være med til at gøre verden til et bedre sted?

Det spørgsmål har optaget Tina i en sådan grad, at hun har skabt efteruddannelsesforløbet ’Fortæl Journalistik fra Hjertet’ og produceret en serie om fremtidens journalistik til hendes podcast ’Hjertet Si’r’.

Hun lever af at hjælpe journalister og andre passionerede sjæle med at skrue op for deres indre kreativitet og fintune fortællingens kraft. Fx på ugelange skriveretreats, hvor hun coacher såvel fiktion som nonfiktion og skaber præstationsfrie åndehuller med plads til, at livet og kreativitet kan ske, plads til at den enkeltes unikke stemme tør boble frem indefra.

Når vi får ægte hul igennem til vores indre kreativitet, er vi forbundet med vores hjerte, og det er nok Tinas vigtigste bidrag til verden at lyse på, hvad det betyder for os som mennesker og for journalistikken. Fremtidens autentiske journalister fortæller fra hjertet og skaber resonans.

Hun er uddannet journalist & cand.public med speciale i narrativ journalistik & storytelling og kobler sin ekspertise i (journalistiske) fortællinger og kreative flows med sine intuitive kompetencer og evne til at skabe  nærvær i nuet og spejle kursister på en måde, der gør resonans mulig. Og så trækker hun på 25 års erfaring som underviser og skrivecoach i mediebranchen.

Engang journalist på Det Fri Aktuelt og siden fagmedarbejder på DMJX med fortællende journalistik og kreativ skrivning som ekspertområde, men først og fremmest soloselvstændig, der brænder for fremtidens journalistik og et bæredygtigt arbejdsliv med max frihed og mening.

Læs mere om Tina & AndersensBureau her: andersens.dk

Mere om dette kursus