
Undersøgende journalistik – Lær at grave målrettet og struktureret
Vil du have teknikker til stædigt og tålmodigt at forfølge spørgsmål hele vejen gennem databaser, paragraffer og forurettede menneskesind? Vil du lære at holde fast i historien, indtil de ansvarlige har taget deres ansvar på sig og svaret tilfredsstillende på dine spørgsmål?
Den undersøgende journalist kan intet frit demokrati undvære, men få mestrer den grundige, vedholdende research og de nyeste digitale metoder, som gør forskellen.
Uanset dit journalistiske udgangspunktkan du tage forløbet som enkeltfag på Cand.public-uddannelsen på SDU. I stedet for få dages efteruddannelse bliver du dygtigere hen over et helt semester – det har også den fordel, at du nemmere kan planlægge nogle timer til faget hver uge.
I faget lærer du at finde historier, der egner sig til det undersøgende format – og du lærer at holde fast, når kilderne gør modstand, og researchen bliver tung.
Sammen ser vi på fremragende eksempler på undersøgende journalistik og observerer, hvordan journalisterne er kommet frem til oplysninger, som nogen hellere havde holdt skjult i mørket.
Vi nørder ned i gode råd og konkrete erfaringer med en klassisk gravermetode som aktindsigt, vi ser eksempler og går i dybden med det kritiske interview – samt med det mulige modpres, der kan opstå – og I får værktøjer og eksempler på datajournalistik samt inspiration til at få Open Source Intelligence-metoder inkorporeret i dagligdagsmetoder.
Derudover gennemgår vi også konkrete metoder til at gennemføre grundige faktatjek, der er overkommelige i hverdagen.
De undersøgende metoder kan bruges i store graverprojekter, men også i hverdagens halvhurtige historier, hvor et ekstra dyk kan gøre den afgørende forskel.
Faget løfter dit niveau i den genre og metode, som er en hjørnesten i det journalistiske dna: At afsløre uret og stille magthaverne til ansvar.
Kursets opbygning
Forløbet strækker sig over et semester, hvor du løbende arbejder på et journalistisk projekt og anvender de metoder, faget er bygget op omkring.
Få undersøgere arbejder alene. Derfor består eksamen af et journalistisk produkt og en metoderapport, som I laver i grupper af 2-4 studerende. Du bliver altså en del af en undersøgende gruppe, som fleksibelt selv kan tilrettelægge arbejdet frem mod eksamensprojektet.
Som en del af undervisningen, får du adgang til en række digitale moduler, som hver berører et aspekt eller en metode i den undersøgende journalistik.
- Ideudvikling
- Datajournalistik
- OSINT
- Planlægning og samarbejder
- Aktindsigt
- Sårbare kilder
- Faktatjek
- Kritisk interview og modpres fra kilder
Henover semesteret arrangerer underviseren en række fysiske undervisningsgange på SDU, hvor I møder hinanden for bedre at kunne danne grupper, og hvor der er plads til faglige diskussioner, gruppeopgaver og fremlæggelser samt naturligvis at dele tanker og stille spørgsmål til underviseren. Derudover vil der være online vejledningsmoduler.
Eksamen
Eksamen er et mindre undersøgende journalistisk produkt produceret i grupper.
Produktet ledsages af en rapport, hvor du analyserer din egen brug af undersøgende metoder og reflekterer over, hvad der lykkes, og hvad der kan forbedres.
Du arbejder løbende med projektet og får vejledning undervejs.
Tidsforbrug
Kurset giver 10 ECTS. Det svarer til 270 arbejdstimer hen over semesteret. Langt de fleste timer bruger du på pensum, digitale moduler og på at lave dit undersøgende miniprojekt – det er tid, du selv kan planlægge. Der er otte skemalagte onlinemøder a en times varighed. Datoerne melder vi ud i god tid, før semesteret starter.
Tilmelding:
Du skal optages på universitetet for at tage kurset, som er en del af den journalistiske kandidatuddannelse på deltid, cand.public. Derfor skal du først – og senest 1. december – tilmelde dig her via SDU.
Du kan tilmelde dig på dette link
Når du har fået besked fra SDU om, at du er optaget, skal du også tilmelde dig via ME her på siden. Det er betingelsen for, at du kan få PU-støtte.
ANSØGNINGSFRIST ER 1. DECEMBER
Adgangskrav
Du skal have en bachelorgrad i Journalistik fra SDU eller DMJX. Du skal derfor vedhæfte dit eksamensbevis, når du tilmelder dig.