
Sikkerhed på opgaven bør også være i fokus på opgaver i Danmark. Når man risikerer at stå overfor ophidsede individer eller folkemængder, skal man have tænkt på sikkerhed i sin planlægning. Det kan være ved kritiske interviews, konfrontationer, demonstrationer eller ved sportsbegivenheder.
Kurset ‘Sikkerhed i Danmark’ sætter fokus på, hvordan opgaver, der er forbundet med en risiko for fotografens og journalistens ve og vel, kan forberedes, løses og understøttes i et sikkerhedsmæssigt perspektiv og sætter sikkerhed på opgaven i centrum. Når der er planlangt for sikkerhed, kan der fokuseres på opgaven, når man er af sted.
‘Sikkerhed i Danmark’ består af korte oplæg, scenarieøvelser og case-arbejde – der veksles således mellem teori og praksis. En af de deltagende undervisere vil være bekendt med politiets arbejdsmetoder.
Følgende elementer indgår på kurset:
1. At tænke sikkerhed
Når journalister og fotografer er på en opgave, der indebærer en risiko, skal de selv i situationen tage vare på egen sikkerhed. Under forberedelsen af en journalistisk opgave er det væsentligt med rutiner, der indtænker det sikkerhedsmæssige perspektiv. Kursisterne lærer grundlæggende principper og metoder for en bred sikkerhedsforståelse. Der gøres i formidlingen brug af både teori og case-arbejde, der tillader kursisterne at få flere perspektiver på de sikkerhedsmæssige udfordringer i konkrete situationer. Der tages udgangspunkt i situationer som kritisk interview, konfrontationer, demonstrationer og hændelser med stort politiopbud. Deltagere på dagen inddrages i hvilke typer af situationer, der prioriteres i arbejdet.
2. Sikkerhed i kritiske situationer
Kursisterne klædes på til at vurdere en mulig kritisk situation og identificere trusler, lag af sikkerhed og træffe beslutninger om hensigtsmæssig adfærd indenfor følgende emner:
- Deeskalerende kommunikation
Står en journalist eller fotograf overfor en eller flere personer, der er ophidsede, eller har potentialet til at blive ophidsede, kan deeskalerende kommunikation give hende eller ham den tid og det rum, der er nødvendigt for enten at håndtere situationen eller skabe afstand til den. Lektionen vil indeholde både teori og rollespil – enten i grupper eller som forumteater, afhængig af deltagerantal.
- Sikkerhedssamarbejde
Forberedelse og kommunikation mellem kolleger er en væsentlig del af sikkerheden. Der skal være klare aftaler mellem kollegerne i felten og med organisation og ledelse. Der fokuseres på, hvordan disse aftaler kan se ud og hvornår aftalerne bringes i spil.
- Stresshåndtering
Når situationer udvikler sig hurtigt, er det vigtigt at holde hovedet klart og handle hensigtsmæssigt. Kursisterne får simple stresshåndteringsværktøjer, som er nemme at lære og huske. Samtidig lærer de at bringe andre værktøjer fra kurset i anvendelse på rette tid og sted samt i rette omfang. Travel&Risk har en bio-psyko-social tilgang til stress og stresshåndtering, hvilket vil sige, at stress ikke handler om enten kun krop, individ eller omgivelser, men om samspillet mellem de tre. Flere af de værktøjer, der undervises i, vil blive trænet i løbet af dagen for at øge indlæringen.
- Politiet og jura
Hvad skal man være opmærksom på juridisk og forsikringsmæssigt, når journalister og fotografer udsættes for en risiko i forbindelse med en opgave? Hvor meget støtte kan en journalist eller fotograf forvente fra politiet, når en kritisk situation opstår? Vi får diskuteret, hvad der sker når jura, journalistik og politiarbejde møder hinanden og gør det helt klart, hvilken støtte man som journalist eller fotograf kan forvente fra politiet.
3. Bearbejdning af efterreaktioner
Oplever en fotograf eller journalist utrygge situationer eller kritiske hændelser, er det vigtigt at det håndteres. Kursisterne får viden om psykiske efterreaktioner og akkumuleret stress, samt værktøjer til at forstå og håndtere sine egne og kollegers reaktioner, så mistrivsel forebygges.
Travel&Risk
Det er vigtigt for os, at deltagere forlader kurset styrkede med nye redskaber og en tiltro til egne evner – også på risikobetonede opgaver. Læs mere om Travel&Risk på www.travelandrisk.dk. Læs mere om vores andre kurser hos Mediernes Efteruddannelse på Travel&Risk ApS Arkiv – Mediernes Efteruddannelse.
Travel&Risk er skabt af en række eksperter, der i en lang årrække har arbejdet med sikkerhed og uddannelse i både statslige organisationer, NGO’er og virksomheder. Med deres forskellige baggrunde og erfaringer har de udviklet en række kursuskoncepter, hvor fokus er på at etablere et mindset hos deltagerne, som gør det muligt at forholde sig til- og handle på risici i forbindelse opgaver. Kursernes indhold og opbygning er baseret på en skarp prioritering af det, der betyder noget: Enten fordi det statistisk udgør en reel risiko, eller fordi det udgør en frygtfaktor, der hæmmer den enkelte i udførelsen af sit arbejde. Lær om vores HEAT-kurser og ReHEAT-kurser ved at henvende dig direkte til virksomheden.