Fra byline til bestseller

Startdato:
Udbyder:
Sted:
København K
Dage:
3 dage
Pris:
15.000 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Efterår 2024

Kurset gør deltageren i stand til at forvandle sin erfaring som journalist med et givent stofområde til et relevant og skarpt pitch til et forlag om at skrive en nonfiktiv bog. Vi træner kunsten at få øje på de steder i en journalistisk karriere, hvor der måske kan gemme sig en større og mere sammenhængende fortælling.

Styrker karrieren
Journalister, der er blevet forfattere, fortæller, hvordan de oplevede forvandlingen – både hvad det gav dem at skrive bogen men også hvordan det styrkede deres journalistiske arbejde bagefter. De giver indblik i, hvordan de har gjort deres stofområder og passion til konkrete bøger, og hvordan det positivt har påvirket deres arbejdsliv som journalister efterfølgende. At skrive en bog betyder nemlig på ingen måde, at man forlader sit arbejde som journalist.

Vælg dine hovedpersoner
Der vil også være oplæg fra relevante fagpersoner – fx forlagsredaktører fra nonfiktionafdelingen, som giver indblik i, hvordan de arbejder med at sortere i de ideer til bøger, som de modtager eller en forlagsagent, som fortæller, hvordan man kan bruge andre til at hjælpe med at sparke døren ind. Størstedelen af tiden bruger vi dog på sammen at reflektere over de stofområder, der er til stede i lokalet. Hvad er kravene til en historie, hvis den skal fylde så meget som en bog? Hvordan vælger man sine hovedpersoner? Hvorfor er scener så vigtige at lede efter, når vi fortæller historier, og hvordan kan man blive bedre til at få øje på dem? Vi skærper kursisternes blik for den viden, de kommer med og sørger for at folde den ud i konkrete skriveøvelser, som man også kan bruge i sit almindelige journalistiske arbejde.

Hyggelige omgivelser
Kurset er bygget op over tre dage som en vekslen mellem oplæg og de mere praktiske øvelser. Vi er på et lille hyggeligt hotel på Østerbro i København, mødelokalet er to stuer ensuite i en gammel herskabslejlighed. Det er med morgenmad, frokost og snacks undervejs. Aftensmad er inkluderet mandag og tirsdag (tilkøb selv alkohol), den spiser vi på en restaurant i nærheden.

Undervisere

Ole Hall

Ole Hall (født 1981) er journalist på DR P1, forfatter til flere bøger, som han har skrevet ud fra sit journalistiske kendskab til emnet, blandt andet om erhvervsmanden Jesper ‘Kasi’ Nielsen, smykkevirksomheden Pandora og senest “Techmogulen Elon Musk” fra 2023.

Morten Runge

Morten Runge (født 1978) er journalist og vært på DR P1Morgen og P1Orientering. Forfatter til bogen “Dronning til h6” om dramatiske historier fra skakkens verden fra 2024. Medforfatter til bogen om den islandske gratisavis Nyhedsavisen fra 2009.