Databaseret ledelse: Sådan bruger du tal til at sætte retning

Startdato:
Udbyder:
Sted:
København
Dage:
3 dage
Pris:
14.200 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Forår 2027

Åbningsrater, impressions, churn scores… Tallene tikker ind hurtigere end nogensinde, og som leder ved du godt, at du burde bruge dem til noget. Holde dem op mod sidste kvartal måske. Tage dem op på redaktionen. Gøre et eller andet.

Men du arbejder også i et fag, hvor man altid har sat en ære i at følge den faglige intuition. Og du har set, hvad der sker med dem, der jagter klik i blinde. Så selvfølgelig skal du bruge data til at træffe beslutninger med. Men hvilke data? Hvordan? Og hvor meget kan de tal egentlig hjælpe i det daglige arbejde, når der skal træffes hurtige beslutninger?

Kurset her er til dig, der vil have tallene ind i din daglige ledelse (uden at blive en slave af benchmarks og KPI’er).

Over tre kursusdage kommer vi omkring de vigtigste overvejelser, når tallene skal ind i ledelsesrummet på en klog måde:

  • Hvilke tal må styre dine valg? Og hvilke må aldrig?
  • Hvad tæller jeres systemer egentlig? Og hvad skal I sammenligne med?
  • Hvordan bruger du tallene til at skabe motivation i stedet for mistro?
  • Hvad gør du, når dashboardet eller regnearket siger ét, men din faglige mavefornemmelse siger noget andet?
  • Og hvad fortæller fortidens tal dig egentlig om fremtiden?

Her er programmet

DAG 1: Tallene og fagligheden

  • Find ud af, hvad I egentlig tæller, og hvordan du laver benchmarks på en meningsfuld måde
  • Lær at bruge tal som motivation for dit team (og undgå at skabe utryghed)
  • Bliv skarp på, hvornår din faglige mavefornemmelse skal vinde over tallene, og hvornår det er omvendt
  • Hands-on-øvelser med ægte datamateriale: hvad du kan få ud af dine egne data, og hvad du ikke kan
  • Oplæg fra en medieleder, der har løftet kvaliteten med databaseret ledelse

DAG 2: Beslutninger og adfærd

  • Lær at afgøre, hvilke tal der må styre redaktionelle valg
  • Kend de typiske tegn på, at et måltal er begyndt at gøre mere skade end gavn
  • Sådan gennemfører du den databaserede beslutning, selv når den er upopulær
  • Læg din egen plan: det første tal, den første vane og den første beslutning, du tager fat på derhjemme
  • Oplæg fra en dansk forsker med speciale i databaseret ledelse

Her er lagt 14 dages “pause” før sidste kursusdag. Det giver dig tid til at gennemføre et konkret dataeksperiment hjemme på redaktionen. Vælg ét tal, du vil arbejde med. Resultatet og erfaringerne tager du med tilbage på sidste dag, så vi holder os tæt op ad praksis. 

DAG 3: Implementering og planlægning

  • Vi taler eksperimenterne igennem: Hvad virkede? Hvad drillede? Og hvad viste tallene rent faktisk i praksis?
  • Metoder til at gøre tallene til vaner og arbejdsgange, der stadig kører om et halvt år, i stedet for til endnu en afrapportering
  • Sådan får du redaktionen med om bord

Sådan arbejder vi med ledelse i praksis

Ledelse er et håndværk. Du kan komme et vist stykke af vejen med teori og viden, men det afgørende er praksis og de utallige situationer og dilemmaer, du står i til daglig som leder. Derfor er ingen ledelsesopgave helt den samme, og det afspejler kurset.

På det her kursus tager du udgangspunkt i dine egne data. Du medbringer et udtræk fra dit eget medie eller bare direkte adgang til jeres systemer (måske vil du fokusere på nyhedsbrevene, fastholdelse, abonnenters engagement eller noget fjerde). På den måde bliver alle øvelser relevante for virkelige beslutninger fra din egen redaktion.

Du vil før kursets start blive bedt om at vælge et konkret fokus, som du vil arbejde med undervejs, og om at dele de vigtigste spørgsmål, du håber at få svar på. Først derefter bliver programmet lagt endeligt fast. Det sikrer, at alle deltagere får værktøjer med hjem, som de kan tage i brug med det samme.

Her er ham, der skal hjælpe dig videre

Kurset bliver ledet af Troels Kølln, der driver mediebureauet Gode Medier, som hjælper små og mellemstore medier og organisationer med at udvikle sig redaktionelt og forretningsmæssigt. Der vil desuden være oplæg fra en forsker og en medieleder, der har fået data ind i hverdagen med succes.

Som tidligere chefredaktør for Akademikerbladet og Forskerforum har Troels udviklet fagblade og medier for organisationer i mere end 10 år. I dag driver han blandt andet datamediet fagforeningerne.dk og udvikler en række digitale værktøjer for danske medier.

Med en baggrund som uddannet journalist fra DMJX og cand.soc. i arbejdsliv fra Roskilde Universitet er han særligt optaget af, hvordan god og nærværende ledelse kan skabe både originale og bæredygtige medier.

Undervisere

Troels Kølln

Troels Kølln driver mediebureauet Gode Medier, som hjælper små og mellemstore medier og organisationer med at udvikle sig redaktionelt og forretningsmæssigt.

Som tidligere chefredaktør for Akademikerbladet og Forskerforum har Troels udviklet fagblade og medier for organisationer i mere end 10 år. I dag driver han blandt andet datamediet fagforeningerne.dk og udvikler en række digitale værktøjer for danske medier.

Med en baggrund som uddannet journalist fra DMJX og cand.soc. i Arbejdsliv fra Roskilde Universitet er han særligt optaget af, hvordan god og nærværende ledelse kan skabe både originale og bæredygtige medier.

Mere om dette kursus