
Journalist Jacob Friberg viser de nyeste værktøjer og metoder, der er essentielle at kende som journalist på en netredaktion.
Med en række praktiske øvelser lærer du at tage dem i brug med det samme.
Til daglig arbejder Jacob Friberg som redaktionschef på B.T.
Kurset er opdelt i tre moduler:
1. Billeder og videoer i breakingsituationer
2. Nyhedsovervågning via alarmer
3. Find nummeret før de andre
Modul 1:
Billeder og videoer i breakingsituationer
Sociale medier giver øjeblikkelig adgang til visuel dokumentation af begivenheder, hvad enten det er billeder/video af et terrorangreb, en naturkatastrofe eller et kongeligt bryllup.
Det er ekstremt værdifuldt for nyhedsdækningen i breakingsituationer. Men hvis man ikke er grundig nok, kan man komme virkelig galt af sted og udgive materiale, der slet ikke omhandler den pågældende begivenhed.
I dette modul lærer du de vigtigste redskaber til at verificere videoer og billeders ægthed. Og endnu vigtigere lærer du, hvilke faldgruber du skal undgå.
Du lærer:
– at geolokalisere video/billeder. Det vil sige at finde ud af, præcist hvor det er optaget. Det er ofte essentiel viden for at kunne vurdere og verificere, om videoen/billedet er ægte. Du vil blive overrasket over, hvor hurtigt det kan gøres, og hvad der er muligt med Google Lens, Google Maps og Google Street View.
– at bruge andre korttjenester end Google Maps og Google Street View. Brugerbaserede korttjenester har andre funktioner og i mange tilfælde har de også et større billedarkiv af veje end Google.
– at fjerne et forstyrrende objekt på billedet, så det bliver nemmere at geolokalisere.
– at bruge værktøjer med ansigtsgenkendelse, der kan identificere personer på billeder/videoer.
– at læse metadata, fx. billedets tidsstempel og koordinater. Samt lære faldgruber ved metadata.
– at opdage og hente videoer fra forskellige sociale medier, for eksempel Snapchats og Instagrams map-tjenester.
– at dokumentere og gemme materiale hurtigt via en række værktøjer og tjenester.
– at tjekke, om et billede eller en video er lavet med kunstig intelligens.
Modul 2: Nyhedsovervågning via alarmer
Lad robotter arbejde for dig. Du lærer at opsætte alarmer, der nyhedsovervåger for dig. En overskuelig og effektiv nyhedsovervågning er essentiel for journalister på netredaktioner.
– at opsætte Google-alarmer til overvågning af internettet: Få besked, hvis en nøgleperson eller et nøgleord omtales. Lær at sætte alarmer op målrettet både danske og udenlandske hjemmesider.
Modul 3: Find nummeret før de andre
Find kontaktinfo på kilderne. I breakingsituationer er hurtighed afgørende: Hvilket medie finder først et nummer til det firma, der sejler containerskibet, som lige er sejlet ind i en bro i Baltimore?
Du lærer:
– en række metoder til at søge effektivt efter numre og e-mails.
– at finde numre og e-mails via en række værktøjer på nettet.
Vi afslutter kurset med en kort opsamling og evaluering.