Qatar før kampstart – VM og menneskerettigheder

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Qatar
Dage:
6 dage
Pris:
25.900 kr. | PU-støtte: 11.700 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 85 evalueringer)
Efterår 2022
  • Med afviklingen af VM i fodbold og et vanvittigt ambitiøst projekt ønsker Qatars ledere at placere deres lille land blandt fremtidens store.
  • Trods Qatars grænseløse ambitioner og afsæt i en grundlæggende anderledes kultur har omverdenens fokus i de seneste år mest været på menneskerettigheder, kvindeundertrykkelse (eller ej) og manglende pressefrihed –  ikke på fodbold.
  • Dette kursus ser nærmere på Qatar som land, kultur og VM-vært. Vi hører sheikerne forsvare og forklare sig. Og møder modstanderne, de visionære og nogle af landets stærke kvinder.

En måned før VM tager vi til Doha, Qatars hovedstad, som på mange måder er en af klodens mest moderne byer. I løbet af en uge møder vi repræsentanter for alle væsentlige grene af det på samme tid dynamiske, fandenivoldske og gammeldags qatarske samfund. Under overfladen er Qatar meget mere end de stereotype billeder, vi ofte møder af finskurede sheiker i dyre shoppingcentre og væg-til-væg prestigebyggerier til milliarder. Landet har i over 20 år været i gang med en moderniseringsproces, der fører det i den rigtige retning – også i forhold til civile rettigheder. Formålet med dette kursus er at give deltagerne et nuanceret, grundigt indblik i et land, der på 100 år har ændret sig lige så meget, som vi har på 1000. For at sætte det lidt på spidsen.

Kurset er kommet i stand gennem et samarbejde mellem JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION og journalist cand.scient.pol. M fra Doha, der bl.a. har arbejdet på Al Jazeera. Gennem hans kontakter og erfaring får vi adgang til vanskeligt tilgængelige dele af det qatarske samfund og spændende nøglepersoner i landets udvikling.

Herunder lidt om baggrunden for kurset og programmet for de seks dage i Doha og omegn.

BAGGRUND

Det lykkedes som bekendt Qatar at skaffe sig værtskabet for VM ved at at smøre FIFA-maskineriet, men også ved at præsentere et fuldstændigt eksorbitant forslag til afviklingen. Vildt ambitiøst. På det nærmeste absurd. Ørkenstaten uden hverken nævneværdige fodboldtraditioner eller egnede stadions og med 50 graders varme i de normale VM-måneder lovede at bygge 9 state-of-the-art fodboldarenaer med aircondition! Og en perlerække af andre vilde ting, inklusive hoteller og infrastruktur. Heldigvis flyttede man begivenheden til november, så aircondition ikke blev nødvendig!

Qatar har i årevis spenderet milliarder af dollars for at promovere sig selv gennem sport med VM som den foreløbige kronjuvel. For 25 år siden fik landets emir ros af den vestlige verden og uvenner i sin egen, da han stod bag oprettelsen af et ‘arabisk CNN’. Al Jazeera blev grundlagt i Qatar af emiren med et charter uden sidestykke i regionen: Gå tæt på med kritisk journalistik (undtagen dog af emirens 5000-mand store familie og dens aflejringer, naturligvis). Siden blev sport propaganda-apparatets foretrukne middel. Lille Qatar har i dag konkurrencedygtige hold inden for de fleste sportsgrene, bestående af udenlandske sportsfolk, der er betalt for at blive qatari statsborgere.

Fodbold-VM 2022 har imidlertid ikke hidtil givet den prestige, der var håbet på. Der kom grus i propaganda-apparatet, da det kom frem, at byggerierne af de ni stadions sker ved hjælp af hundredtusindvis af fattige migrantarbejdere fra især Asien. I stedet for at fokusere på de imponerende ingeniørarbejder taler verden om arbejdernes slavelignende vilkår. Havde det ikke været for den relativt lille løn, de trods alt får, ville sammenligningen næsten holde stik. Deres rettigheder er voldsomt begrænsede. F.eks. er deres pas ofte deponeret hos arbejdsgiveren. Ifølge rapporter er 6.500 arbejdere døde under VM-byggerierne. Det svarer til antallet af døde i arbejdsulykker siden 1814 i Danmark – beregnet efter 2021-rate.

På dette kursus ser vi på rettigheder af mange slags. Vi besøger migrantarbejderne. Vi møder qatarske kvinder, der forsøger at bryde med de konservative kønsroller. Og taler med journalister og kunstnere, der kæmper for ytringsfrihed – og hører dem fortælle, hvordan de balancerer deres professionelle liv i et undertrykkende samfund.

Kursisterne møder Qatars drøm om det perfekte VM. Vi hører også historierne om byggeriet af de imponerende stadions, både solstrålerne og skyggesiderne. Kurset kommer også ind på Golfstaternes geopolitiske betydning, deres historie og Qatars succesfulde bestræbelser på at bevæge sig væk fra afhængighed af sine oliekilder. VM i fodbold er et af midlerne.

PROGRAM

Dag 1
Afg. Kbh./Billund ca. kl. 15.00, ankomst Doha kl. 00.30

Dag 2 Tema: VISION FOR WORLD CUP
Morgen:
1. Oplæg om Qatars plan for sin fremtid, politisk, finansielt, socialt. Endnu ikke navnsat/akademiker.
2. Oplæg og møde med Abdul Aziz Al Thani, CEO for Qatar Media Corporation, paraplyorganisation for hovedparten af Qatars medier. Qatars vision for VM.
Eftermiddag:
1. Rundvisning på et Dohas stadions.
2. Møde/oplæg med Fatima Altamimi, som har en ledende funktion i World Cup organisationen. Hun forklarer, hvad VM’et sideløbende har ført med af positive tiltag, som ikke har direkte med fodbold at gøre. Vil også tale om migrant-byggearbejderne på de ni fodboldstadions.
3. Guidet rundvisning i Doha.

Dag 3 Tema: MIGRANTARBEJDERE I QATAR
Morgen:
1. Besøg på en arbejdsplads med udenlandske arbejdere inden for byggesektoren.
2. Oplæg/møde med Najeh Salah, direktør i Power International Holding (PIH), en af Qatars største entreprenører m.m. Fortæller om migrantarbejdere i Qatar, deres forhold, hvad PIH gør for at bedre forholdene og om, hvad kritikken har afstedkommet af tiltag .
Eftermiddag:
1. Besøge Baladna Farm, hvor 24.000 importerede malkekvæg af fineste opdræt står i airconditionerede stalde og leverer 1. klasses mælk. Ejet af PIH.
2. Organisation, der repræsenterer migrantarbejderne. Ikke navngivet endnu.

Dag 4 Tema: KVINDER I QATAR
Morgen:
1. Oplæg/møde med Maryam Alhajri, en af grundlæggerne af ‘Qatar Youth Against Normalization’, som er en NGO til formål for en forbedring af kvinders rettigheder i Qatar.
2. Møde med kvindelig forfatter. Ikke navngivet endnu.
Eftermiddag:
1. Oplæg/møde med Dana Al Fardan, sanger, komponist og sangskriv er. Internationalt anerkendt i den arabiske verden. Kendt som den første qatari kvinde, der synger på engelsk.
2. Besøg i Dohas souq.
Aften:
Oplæg/møde med dansk forretningsmand/kvinde, der arbejder i Qatar. Om at arbejde i en qatari kultur. Ikke navngivet. Findes gennem ambassaden eller brancheforeningen Qatar Chamber. Ikke navngivet.

Dag 5 Tema: QATAR OG VERDEN
Morgen:
1. Oplæg/møde med Marawan Kabllan, internationalt anerkendt sociolog, forfatter og politisk analytiker, bl.a. uddannet på Columbia University i New York. Han er direktør for Afd. for politiske studier på Arab Center m.m. Hans cv er langt. Han indfører os i det internationale perspektiv for Qatar og Qatars geopolitiske rolle.
2. Oplæg/møde med hendes excellence, dr. Hend Fint Abd Al-Rahman Al-Muftah, vicepræsident for Afd. for administrative og finansielle affærer i Qatars officielle administration og medlem af landets shura-råd, Qatars version af et Folketing. Hun forklarer Qatar økonomiske perspektiver.
Eftermiddag:
1. So Me. Hvordan de sociale medier forandrer Qatar. Kvindelig influencer. Endnu ikke navngivet.
2. Qatar National Museum: Fra beduin-klandømme til verdens rigeste samfund. Endnu ikke navngiven oplægsholder.
3. Besøg hos sheik, der viser sin falkonergård frem.
Aften: Kulturelt besøg, musik etc.

Dag 6 Tema: PRESSEFRIHED, YTRINGSFRIHED, MENNESKERETTIGHEDER
Morgen:
1. Oplæg/møde med Mountsri Marri, på Al Jazeera Institute.
2. Oplæg/møde med Al Arabya TV el. New Arab Newspaper. Og Qatars journalistforbund. Ikke afgjort p.t.
Eftermiddag:
1. Menneskerettighedsgruppe. Ikke navngivet.
2. Besøg i Education City, et 12 km2 stort universitetscampus, hvor bl.a. engelske, amerikanske, franske universiteter har afdelinger.
3. Qatar Foundation Mosque, møde imam om religion og den moderne verden.

Dag 7. Hjemrejse

Programmet kan undergå ændringer. Programmet forventes færdigt omkring 1. september. Du er velkommen til at spørge ind til det – eller andet – før. Kontakt da Jakob Rubin på tlf. el. email.

Praktisk
Kurset organiseres af JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION, der siden 2012 har afviklet internationale kurser for Mediernes Efteruddannelse.

Under kurset bor vi på enkeltværelser på gode hoteller efter lokal standard. Prisen inkluderer fly fra København, al transport, alle arrangementer og indkvartering. Morgenmad samt enkelte måltider derudover.

Tilmelding er bindende
Din tilmelding er bindende. Er du nødt til at melde fra – og det kan jo ske –  koster det frem til seks uger før afgang en administrationsafgift på 1000 kr. plus udgifter til allerede bestilte og betalte services (f.eks. fly og hotel), der ikke kan refunderes. Ved afbud derefter opkræves den fulde pris. Der tages forbehold for force majeure.

Undervisere

Jakob Rubin

Jakob Rubin, journalist. Jyllands-Postens Latinamerika- og Caribien-korrespondent fra 1994 til 2003 med base i Brasilien. Efter 19 år på dagblade har Jakob Rubin siden 2013 drevet JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION, der udfører redaktørroller, bogskrivning, kommunikationsstrategier og undervisningsprogrammer for bl.a. Mediernes Efteruddannelse. Forfatter til seks bøger; den seneste ’Det usynlige folk’ om Det Kgl. Teater blev udnævnt som årets udgivelse i kategorien drama. Siden 2018 har han udført opgaver for Constructive Institute (Aarhus Universitet), bl.a. et længerevarende videreuddannelsesprogram for colombianske journalister i samarbejde med International Media Support (København) og Consejo de Redacción (Bogotá). Jakob Rubin har leveret internationale kurser til Mediernes Efteruddannelse siden 2012.