
Lær alt det bedste fra den politiske journalistik.
Hvad sker der på Christiansborg, når kameraerne er slukkede? Hvor bliver beslutningerne taget? Hvordan prøver partierne at plante en historie? Hvad sker der i virkeligheden bag de lukkede døre? Hvor magtfuld er en spindoktor? Hvilke historier bliver ikke skrevet? Og sidder politikerne og journalisterne for meget på lårene af hinanden?
På dette kursus kommer du helt bag om dansk politik og Christiansborg-journalistikken. Du vil lære metoder og værktøjer, som du selv kan bruge til at opsnuse gode historier og give dine egne sager endnu større gennemslagskraft.
Med udgangspunkt i specifikke afsløringer, skandaler og shitstorms vil du lære, hvordan en umiddelbart simpel historie udvikler sig til en stor politisk sag, ligesom du vil få indblik i, hvordan historier bliver forsøgt spinnet ihjel – og hvordan du undgår, at det sker for dig.
Du vil komme til at forstå, hvordan konkret politik bliver til, og hvor ideerne til de politiske historier kommer fra, ligesom du selv vil få tips og tricks til at tappe ind i vandrørene.
På kurset kommer du rundt på hele Borgen, spiser frokost i Snapstinget og møder markante toppolitikere, centrale rådgivere og de normalt anonyme embedsmænd. De vil dele ud af deres unikke erfaring og særlige syn på det politiske spil og den aktuelle situation, som ikke er set mage i nyere danmarkshistorie.
Du vil også lære, hvordan en valgkamp udspiller sig, både kommunalvalg og folketingsvalg, og hvordan du læser meningsmålingerne rigtigt.
Til sidst er du selv med til at fordele magten i Danmark i spillet, vi kalder Kongerunden, hvor du kan blive kongelig undersøger og finde ud af, hvem der kan tælle til 90 mandater, danne regering og blive statsminister.
Indhold
Indsigt, erfaring og undervisning fra kursuslederne. Møder med politikere, rådgivere og embedsmænd. Konkrete øvelser undervejs. Den fulde plan bliver tilsendt, når vi nærmer os kursusstart.
Målgruppe
Kurset er målrettet journalister på lokale, regionale og landsdækkende medier, som gerne vil give deres historie gennemslag på Christiansborg, og andre, der vil forstå hemmelighederne bag politik, journalistik og krydsfeltet mellem medier og magthavere.
Først til mølle. Forbehold for aflysning, hvis der er folketingsvalg.
Prisen inkluderer morgenbrød og frokost, også i Snapstinget, samt kaffe, te, chokolade og frugt under kurset – og en øl på det berømte, politiske kandestøberi Toga, som dem, der har lyst, besøger en aften.
Tid
27.-31. oktober 2025, fem dage i alt
Sted
Kursuslokalerne hos MBK i Pilestræde i København – og Christiansborg
Afbud
Eventuel afmelding skal ske skriftligt og senest fem uger inden første kursusdag. Ved senere afmelding opkræves hele kursusprisen.