
Med sin lemfældige omgang med demokratiet er Polen hele EU’s problembarn, der kan ødelægge Unionen indefra. Samtidig er landet trådt i karakter som en overvældende god nabo til Ukraine og frontløber i den fælles europæiske kamp mod Rusland. Om lidt er der parlamentsvalg – hvilken vej vælger Polen? Og hvad betyder det for resten af Europa?
Tvangspensionering af Højesteretsdommere, LGBT-ideologi-frie zoner, abortforbud, afskedigelse af kritiske journalister i hobetal og en fri udlægning af den voldsomme historie i et omfattende Make Poland Great Again-projekt. Den polske nationalkonservative regering har længe været på kollisionskurs med både en stor del af befolkningen og med Bruxelles. Fortsætter den efter parlamentsvalget, der kommer senest i efteråret 2023, er værdier som demokrati, retsstat og menneskerettigheder alvorligt truet. Ikke blot i Polen, men i hele EU. For hvis EU ikke længere er en sammenslutning af lande med fælles værdier, hvad er det så?
På den anden side er Polen, efter Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, trådt i karakter. Ikke blot som en overordentlig solidarisk nabo – Polen har modtaget langt over en million ukrainske flygtninge, sender nødhjælp og våben, taler konstant Ukraines sag i Nato og EU og huser det største eksilsamfund af belarusere, der bekæmper Lukasjenkas diktatur – men også som Europas bolværk mod et aggressivt, imperialistisk Rusland. Polen har nemlig, som ukrainerne, prøvet at blive ”befriet af brodernationen”.
I alt blev næsten hver femte polak dræbt, da Tyskland og Sovjet førte krig i Polen mellem 1939 og 1945. Da freden endelig kom, blev Polen svigtet af sine vestlige allierede og havnede på den forkerte side af Jerntæppet helt indtil 1989. Polen er på grund af sin størrelse, historie, økonomi, militær og placering mellem Tyskland og det tidligere Sovjet ikke til at komme udenom i Europa.
Spørger man polakkerne, bor de i riget i midten. Premierminister Mateusz Morawiecki har endda, med vanlig patos, kaldt Polen for Europas hjerte.
Er det en beskrivelse, Polen kan bære? Hvilken vej vælger Polen? Er det muligt at vælge begge? Og hvad betyder det for Europas fremtid?
Kursets indhold:
Vi begynder med en politisk og historisk introduktion til Polen i forhold til EU, Ungarn og Rusland/Ukraine. Derefter besøger vi centrale medier og institutioner som Sejm (parlamentet) i Warszawa, møder tænketanke, aktivister, dommere og politikere, der giver deres analyse af situationen
Du vil blive rustet til bedre at forstå de kommende års fælles udfordringer og til at se de store linjer og konsekvenser af den førte politik, også i det hjørne af Europa, der hedder Danmark. Vi bor centralt i byen, med kig til Kulturpaladset – Stalins gave til det polske folk, hvor der i dag serveres en af Warszawas bedste drinks. Undervejs skal vi også forbi et museum, besøge Den Gamle By og smage polsk mad, når det er bedst (og værst, hvis I tør).
Snør skoene og giv hatten damp. Det bliver tre intense dage i Europas hjerte under kyndig vejledning af Vibe Termansen, der har fulgt regionen i mere end 20 år og undervejs været journalist og redaktør på Weekendavisen, EU-analytiker, Political Officer på Den Danske Ambassade i Warszawa og skrevet flere bøger om Øst- og Centraleuropa. Jacob Langvad, Bruxelles-korrespondent gennem 25 år og erfaren kursusarrangør, er med på turen og giver EU-vinklen.
Afbestillingsvilkår: Ved afbestilling tidligere end en måned før kursusstart tages et gebyr på 2000 kr. Ved afbestilling senere end det tilbagebetales kursusprisen ikke uanset årsagen.
Hvis det senere end en måned før kursusstart viser sig, at kurset må aflyses på grund af ekstraordinære omstændigheder, der er uafhængige af kursusarrangøren, vil kursisten blive tilbagebetalt kursusafgiften, men der opkræves et gebyr på 2000 kr til administration og udgiftsdækning.
Det er muligt at rejse til Warszawa med fly eller med tog fra Danmark, via Hamborg og Berlin eller via Ystad og Swinoujscie.
Kursusprisen omfatter: To hotel-overnatninger med morgenmad, offentlig transport i Warszawa undervejs, restaurantbesøg og fuldt program inklusiv oplæg. Prisen omfatter ikke fly- eller togtransport til og fra Warszawa lufthavn, hvor kurset begynder.