Podcast Masterclass i New York

Startdato:
Udbyder:
Sted:
New York
Dage:
7 dage
Pris:
37.000 kr. | PU-støtte: 9.100 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 37 evalueringer)
Efterår 2023

Mød en stjernerække af USA’s bedste podcastere og kig ind i maskinrummet hos toneangivende institutioner som This American Life, Radiolab og Gimlet Media. I denne masterclass får du både indblik i de nyeste tendenser fra USA og inspiration til, hvordan du skaber et klart koncept og skruer en succesfuld podcast sammen, så den skiller sig ud fra mængden.

New York er den mest podcastlyttende by i verden. Derfor er det ingen tilfældighed, at byen har udviklet sig til en podcastmetropol, der boomer af originale koncepter, uafhængige studier og kommercielle mastodonter. Kom med til The Big Apple og mød nogle af de bedste i branchen, både inden for den monterede fortælling og den studiebaserede samtale.

Til forskel fra praktiske kurser, der lærer dig at optage og redigere podcasts, er denne masterclass din billet til at møde nogle af de mest succesfulde podcastere i verden – i genrer som dokumentar, politik, kultur, videnskab og historie – og lære direkte af dem.

På Podcast Masterclass i New York får du unik adgang til frontløberne på det internationale podcastmarkede, der både vil indvie dig i de seneste trends og tendenser fra USA, præsentere dig for ideer, du kan tyvstjæle, og sende dig hjem med masser af inspiration til at løfte din podcast til nye højder.

PROGRAM

1. Sådan skaber du stærke formater, der skiller sig ud

  • Vi besøger den prisvindende podcast-virksomhed Gimlet Media, der siden 2014 har produceret narrative formater og serier, som millioner af lyttere over hele verden downloader hver eneste måned. Gimlet blev startet af Alex Blumberg, der havde en fortid i public service, men var overbevist om, at der var penge i podcasting. Fem år senere blev Gimlet solgt til Spotify for 200 milloner dollars. Vi skal besøge et af Gimlets mest ikoniske programmer, ‘Heavyweight’, som med humor og indlevelse forsøger at hjælpe folk med at forstå og forløse en begivenhed i fortiden, som forfølger dem den dag i dag. Vi møder senior producer Kalila Holt, som vil åbne sin værktøjskasse og vise, hvordan et stringent men simpelt koncept kan skabe en lyttersucces.
  • Vi besøger Pineapple Street Studios, der producerer originale og prisvindende podcasts, som både består af undersøgende journalistik, narrativer, der strækker sig over mange episoder, og branded content. Pineapple Street Studios står blandt andet bag Ronan Farrows populære ‘Catch and Kill Podcast’ om kvinderne, der fældede Harvey Weinstein og satte ild til #MeToo-bevægelsen, og deres lydproduktioner debuterer som regel på Apple Podcasts Top 10-liste. Vi skal møde producer og medstifter af Pineapple Street Studios, Jenna Weiss-Berman, en pionér i den amerikanske podcastverden. Hun startede blandt andet podcast-afdelingen hos Buzzfeed og skabte shows som ‘Another Round’ og ‘Women of the Hour with Lena Dunham’, før hun grundlagde Pineapple Street Studios. I sit oplæg vil Jenna Weiss-Berman give os indsigt i de seneste trends og tendenser i lydlandskabet, dissekere opskriften på et succesfuldt koncept, og så vil hun dykke ned i, hvad det kræver at skabe levedygtige podcasts, der skiller sig ud fra mængden.

2. Levende lyd: Dramaturgi, karakterer og scener

  • Vi besøger det ikoniske program og podcast ‘This American Life’, mastodonten i det amerikanske podcastunivsers, der gennem tre årtier har udviklet og forfinet en effektiv og overlegen måde at fortælle sjove, underlige, afslørende, nogle gange triste og altid overraskende historier om helt almindelige amerikanere. Programmet er en af de mest downloadede podcasts i verden og har vundet alle de største radiopriser, der findes, heriblandt otte Peabody Awards, to George Polk Awards, en Edward R. Murrow Award samt Pulitzer-prisen. Programmet og folkene bag har desuden dannet skole for, hvordan man skaber fængende og fascinerende fortællinger i lyd og indvarslet både storytelling som industri og podcasting som form.  Vi skal møde executive editor Emanuele Berry, der vil dykke ned i, hvordan ‘This American Life’ arbejder med narration og dramaturgi i deres programmer, og hvilke greb, du skal benytte for at skrive det mest effektive manuskript til din podcast.
  • Vært, producer og podcastreporter Ilya Marritz står bag den fænomenale podcastserie ‘Will Be Wild’. Det en gribende dokumentar i otte afsnit om Donald Trumps systematiske undergravning af Department of Homeland Security og de højreekstreme kræfter, der førte an i angrebet på Kongressen 6. januar 2021. ‘Will Be Wild’ er af internationale medier fra The New Yorker til The Economist blevet udråbt som en af de allerbedste podcasts i 2022, og Ilya Marritz vil i sin masterclass zoome ind på, hvordan du får en dokumentarisk podcast til at leve gennem karakterer og scener.

3. Nærvær, intimitet og den stærke fortælling

  • Vi får besøg af Radiolab, der er uomgængelige, når det handler om at forvandle kompliceret stof til fængende lydfortællinger. Programmet begyndte som et videnskabs- og teknologiprogram, der undersøgte filosofiske emner som “tid” og “farver” fra forskellige vinkler. Men med årene har programmet udviklet sig til et kultprogram, der også beskæftiger sig med politik og aktuelle emner og har ført til adskillige spin-off podcasts som ‘More Perfect’ og ‘Dolly Partons America’. Vi møder senior producer Simon Adler, der har en lang karriere bag sig på Radiolab, og som desuden har været Fellow på This American Life. Han har lavet historier om alt fra trofæjagt til professionel wrestling fra fire kontinenter og står blandt andet bag serien ‘Mixtape’, der fortæller historien om, hvordan kassettebåndet forandrede verden. Adler giver os indblik i the art of getting good tape, og hvordan du skaber et lydunivers, der lyder som en Hollywood-film.
  • Vi besøger Magnificent Noise, et boutique podcast-produktionsselskab, der har gjort det til deres speciale at skabe intime podcasts og personlige samtaler. Netop nærhed og evnen til at skabe den dybe personlige relation til lytteren er en af podcastmediets allerstørste styrker og derfor skal vi lære fra medstifter og producer Jesse Baker, der mestrer kunsten som få andre i branchen. Hun står bag succeser som ‘This Is Dating’, der undersøger, hvordan vi opfører os på den allerførste date, og ‘Where Should We Begin?’, hvor hun sammen med Esther Perel, verdens mest berømte parterapeut, udforsker virkelige pars virkelige problemer for åben mikrofon. Flere af sæsonerne lå i adskillige uger nummer to på iTunes’ podcast-chart, og Jesse Baker vil indvie os i, hvordan hun skaber det helt særlige intime rum, hvordan hun screener potentielle cases, gør fremmede menneskers historier personlige for lytterne og får indsigter frem i sine medvirkende, som de knap nok tør indrømme over for sig selv.
  • Produktionsselskabet Vespucci har specialiseret sig i overlappet mellem journalistik og underholdning. Selskabet finansierer og producerer faktabaserede historier, de fortæller som både fiktion og non-fiktion i lyd, film og på TV, og har kontorer i LA, London og New York. Vi skal møde videnskabsjournalist Jessica Wapner, som er reporter og medvært på podcasten ‘One Click’ sammen med skuespiller Elle Fanning. Podcasten undersøger, hvordan et enkelt klik på nettet kan ændre dit liv for evigt. Den fortæller historien om DNP, et sprængfarligt kemisk stof, som oprindeligt blev brugt i krigsmateriel under Første Verdenskrig, men i dag bliver solgt på nettet som slankepiller med hundredvis af dødsfald til følge, og den handler om risikoen ved at købe ukendte stoffer på nettet, og hvordan farlige skønhedsidealer har fået efterspørgslen på de dødelige piller til at eksplodere. Elle Fanning og Jessica Wapner spørger i programmet, hvorfor så mange tyr til DNP, og hvad det siger om det amerikanske samfund. Podcasten er så succesfuld, at den nu bliver til en tv-serie. Vi taler med Jessica Wapner om, hvordan formatet forvandler videnskabsstof til en gribende fortælling, og hvad der skal til for at skabe en podcast, der også kan hitte som tv-serie.
  • Vi besøger Ellen Horne, director af den helt nye journalistuddannelse, Podcasting and Audio Reportage, New York University. Med en baggrund som executive producer på både Radiolab og Audible har hun vundet talrige priser, herunder Peabody Awards og Third Coast Awards. På NYU giver hun os en indføring i de nyeste tendenser i amerikansk podcasting og fortæller på baggrund af sin forskning om alt det, en podcast skal indeholde for at slå igennem med autoritet.

4. Fra self-made til succes

  • Vi besøger Multitude Productions i Greenpoint, Brooklyn, et podcast-kollektiv og produktionsselskab, der blev startet i 2017. Multitude producerer 10 selvstændige podcasts om alt fra basketball til mytologi, litteratur og popkultur. Derudover hjælper selskabet klienter som blandt andre Sony Music, Netflix og BBC med at udvikle og markedsføre nye podcasts. Vi skal møde CEO Amanda McLoughlin, der på egen hånd startede podcasten ‘Spirits’. Som navnet antyder, handler programmet om mytologi, legender og folklore – men også om “spirits” forstået som spiritus. I hvert afsnit mixer Amanda og hendes medvært en drink, mens de diskuterer historier og figurer fra forskellige kulturer og tidsaldre. Amanda fortæller sammen med co-founder og head of creative, Eric Silver, om sin erfaring med at starte fra bunden, få en succesfuld podcast op at stå på egen hånd og holde sig uafhængig af de store podcastmastodonter for i stedet at skabe sit eget produktionsselskab.
  • Vi møder Joanne Faryon, professor og underviser i podcasting og undersøgende journalistik ved Columbia Journalism School. Faryon har vundet et hav af priser, ni Edward R. Murrow Awards, to Emmy Awards og en Golden Mike, for bare at nævne nogle få. Hun står blandt andet bag den undersøgende podcast om USA’s illegale immigranter, ‘Room 20’, der er produceret af LA Times Studios og debuterede som nummer ét på Apple Podcast i både USA og Canada. Hun er desuden story editor på en ny hit-podcast om filminstruktøren Peter Bogdanovichs liv og arbejde, udgivet af Warner Media, og så arbejder hun netop nu sammen med Warner på en podcast om skuespillerinden Lucille Balls liv. Vi møder Faryon på den ikoniske Columbia Journalism School, hvor hun vil dissekere, hvad du som podcaster bør lære af underholdningsindustrien, hvis din podcast skal skille sig ud og blive en succes. Måske endda en tv-serie.

PRAKTISK

Vi flyver direkte med SAS.

Udrejse: CPH-JFK Søndag d. 26/11 kl 18.40. Ankomst 21.30 (lokal tid) – du bør regne med at være fremme ved hotellet omkring midnat, men vi tager forbehold for forsinkelser med fly eller i paskontrollen.

Hjemrejse: JFK-CPH Fredag 1/12 kl 23.20. Ankomst lørdag 13.00

Der vil være privat bus fra og til JFK.

FORM OG FORBEREDELSE

  • Podcast Masterclass i New York er både for dig, der allerede laver podcasts og vil løfte dine produktioner til nye højder, og for dig, der drømmer om at lave podcasts og søger inspiration, tips og tricks fra nogle af de allerbedste i verden.
  • Formen på kurset er mesterklasser og mediebesøg hos nogle af de førende podcaster og podcastvirksomheder i verden. Vi følger op på de daglige gæsteoplæg med sessioner i vores konferencelokale, hvor vi sammen analyserer og diskuterer, hvordan du selv kan bruge mestrenes pointer i dit daglige arbejde, så du får deres værktøjer helt ind under huden.
  • Før kursusstart modtager du et digitalt kompendium med den bedste lektielæsning: At lytte til nogle af verdens allerbedste podcasts.
  • Sørg for at have alle de vaccinestik, du er berettiget til. Ellers kan vi ikke garantere, at du kan komme med på alle virksomhedsbesøg.
  • Søg ESTA i god tid før afrejse. Kurset lægger ikke op til, at du skal bedrive egentlig journalistik, mens du er i New York, så ESTA er nok for at deltage i kurset. Vil du derimod bedrive journalistik på egen hånd, mens du er i USA, skal du søge journalistvisum.

DET FÅR DU MED HJEM

  • Indblik i de seneste trends og tendenser på podcastmarkedet i USA.
  • Værktøjer fra maskinrummet hos nogle af verdens toneangivende podcastinstitutioner.
  • Indføring i hvordan du skruer et klart og konkurrencedygtigt koncept sammen, der skiller sig ud fra mængden.
  • Tips, tricks og ideer, du kan tyvstjæle fra branchens absolutte frontløbere og implementere i dit arbejde herhjemme –fra idé til markedsføring.

Undervisere

Sara Maria Glanowski

Sara Maria Glanowski er selvstændig journalist med base i New York. Hun skriver for Weekendavisen og en lang række magasiner og er desuden forfatter til den anmelderroste bog ‘Skyggebokser’, som i 2019 var nomineret til Kristian Dahls Mindelegat, og som Politiken kaldte “en helt igennem imponerende bedrift”, mens Weekendavisen udråbte den til “noget af det bedste fortællende journalistik længe”. Hun har modtaget adskillige både danske og internationale priser for sin journalistik og har en mastergrad i amerikansk politik og journalistik fra Columbia Journalism School, hvor hun dimitterede i 2013 med speciale i fortællende journalistik. Hun har tidligere lavet dokumentarprogrammer på DR, været vært på TV2 og var fastansat på Politiken, indtil hun besluttede sig for at blive i New York, ringede hjem for at sige sit gode job op og begyndte at arbejde som freelancejournalist for amerikanske og internationale medier, blandt andre The Atlantic, Al Jazeera, Vice, Mic og Narratively. Siden har hun gennem flere år fulgt og trænet med de hårdtslående kvindelige verdensmestre i den berømte bokseklub Gleason’s Gym for at skildre et af kønskampens mest brutale ringhjørner. Hun har brugt hundredvis af timer på gaden med unge sorte teenagedrenge, betjente og såkaldte cop watchers i Bronx og Brooklyn for at skildre politivold i New Yorks sorte og latinamerikanske kvarterer, før Black Lives Matter-bevægelsen blev født. Og gennem flere år har hun fulgt Amerikas ultravoldelige White Power-bevægelse på allertætteste hold. Sara gæsteunderviser desuden ofte i fortællende journalistik og har blandt andet holdt oplæg for Generalkonsulatet i New York, Politiskolen, Syddansk Universitet, Roskilde Universitet, DMJX, Kaas & Mulvad, DJØF, KIOL Executive, Københavns Hovedbibliotek, Journalistforbundet samt Foreningen for Nordisk Nonfiktion.

Anne Kirstine Hermann

Anne Kirstine Hermann har boet i New York on-and-off siden 2010, senest da hun var gæsteforsker på New York University’s Arthur L. Carter Journalism Institute. Hun er journalist, antropolog og forfatter til bogen ‘Imperiets børn’, der udkom på Lindhardt og Ringhof i 2021, og under stor pressebevågenhed afslørede, hvordan Danmark i 1950’erne førte både FN og Grønland bag lyset for at beholde sin sidste koloni. Bogen blev nomineret til Henrik Dahls Mindelegat 2022 og modtog prisen Årets historiske bog 2021. Hun har skrevet for en række danske dagblade samt britiske Wallpaper, tyske Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung og svenske Dagens Nyheter, og arbejder i dag på Danmarks Radios P1 ved siden af sin forfattergerning. Desuden har hun bidraget til de journalistiske lærebøger ‘Den undersøgende journalistiks metoder’ (2021) og ‘Hvad laver JEG her’ (2022) og udgivet ph.d.-afhandlingen ‘Ethnographic Journalism’ (2015) samt en række artikler om fortællende journalistik i internationale tidsskrifter. Anne var fra 2012-2022 fast underviser i journalistik på henholdvis Syddansk Universitet og Roskilde Universitet. Desuden har hun gæsteundervist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Københavns Universitet, Grønlands Universitet, i Foreningen for Nordisk Nonfiktion, gennem Mediernes Efteruddannelse og på Journalistforbundets Fagfestival. I 2018 modtog hun det første Kim Wall Memorial Grant.

Mere om dette kursus