Øjnene op af Lommen! Fotokursus i Berlin

Startdato:
Udbyder:
Sted:
D-10119 Berlin, Tyskland
Dage:
7 dage
Pris:
10.500 kr. + moms | PU-støtte: 6.300 kr.
Efterår 2019

Med sin venlige rummelighed, er Berlin rammen for et intensivt og lærerigt fotokursus. Du skal lære basal teknik, billedbehandling og så skal du ud og finde de gode billeder i en af Europas mest historiemættede og brogede byer.

Hvor foregår kurset?

Med base i lokalerne hos den berlinske fotoskole Neue Schule für Fotografie i Brunnenstrasse, i centrum af Berlin, tæt på Alexander Platz, foregår kurset i et af byens vibrerende fotografiske miljøer. Skolen holder sommerferie på dette tidspunkt, så vi har lokalerne for os selv, rammerne bliver ikke bedre. Skolen har et omfattende bibliotek og et fotografisk galleri tilknyttet, som kursisterne frit kan besøge.

Hvem?

Kurset retter sig mod journalister, redaktører, kommunikationsfolk og andre, der arbejder med visuel kommunikation og som gerne vil i gang med at fotografere eller styrke de færdigheder, de allerede har. Det kræver ingen forudsætninger, alle kan deltage.

Program

Kurset tilrettelægges sådan, at kursisterne dagligt sendes på stillede opgaver ude i byen. Dag for dag øges udfordringerne. Tilbage på skolen vil vi udvælge billeder og lære de grundlæggende greb i Photoshop. De billeder, der produceres, bliver evalueret i plenum, hvor kursisterne sammen vil udvikle evnen til at tale om, hvornår og hvorfor et billede er godt. De fleste mennesker kan se om et billede fungerer eller ikke, men at forklare hvorfor er straks sværere. Disse tre øvelser, fotografering, billedbehandling og evaluering vil vi gentage kurset igennem, og kursisterne vil komme hjem med styrkede færdigheder i både at fotografere, at billedbehandle og at forholde sig til fotografiet.

Dag 1

Den første dag taler vi om lys og komposition. Hvordan bruger man helt lavpraktisk de lysforhold der er til stede, når man skal tage et portræt. Hvor skal man placere personen ift. vindueslys og baggrund, hvordan skal kameraet indstilles, kontakten med personen osv. Hvordan vælger man de bedste billeder ud og hvordan gør man dem klar til brug.

Dag 2

Dagen efter skal kursisterne ud i den pulserende storby på egen hånd og fotografere et fremmed menneske i vedkommendes eget miljø. Vi vil forinden tale om, hvordan man tager styringen i situationen og sørger for at den man vil fotografere føler sig i trygge hænder. Det opleves grænseoverskridende og udfordrende at fotografere fremmede mennesker, men når koden er knækket, er det overraskende let. Billedbehandling og evaluering.

Dag 3-5

De sidste tre dage bruges på en længere personlig billedreportage, hvor kursisterne finder et miljø de kan opsøge flere gange. I denne proces vil jeg vejlede den enkelte kursist undervejs, bla med de redskaber man har tillært sig på kursets første dage. Jeg har en vifte af forslag til ideer man kan kaste sig over, Berlin rummer utallige muligheder. I denne proces vil vi undervejs tale om ideudvikling, udvælgelse og billedbehandling. På sidste dag printer vi 5-7 billeder fra reportagen, hænger dem op til en lille udstilling. Sammen vil vi gennemgå hver enkelt reportage, se på hvilke vanskeligheder der har været undervejs, og hvordan de blev overvundet.

 

Praktisk

Vi arbejder med Adobe programmerne Photoshop og Bridge og filformatet jpg. Undervisningen foregår på dansk.

Kursisterne medbringer et kamera, helst spejlrefleks, og et memory-card. Det er ikke en forudsætning, at man kender hver en knap på kameraet, men det er en god ide, at have prøvet at fotografere med det, inden man kommer. Tag gerne en lille harddisk med til at lagre billederne.

Kursisterne vil bo på mindre enkeltværelser med eget bad/toilet på et hotel i nærheden af skolen. Morgenmad er inkluderet, øvrige måltider betaler kursisterne selv, ligesom man selv står for transporten til Berlin. Der vil alle dage være fri adgang til frugt, kaffe og te på skolen. Kursisterne ankommer søndag aften, er klar til undervisning fra mandag morgen og frem til fredag aften med hjemrejse lørdag formiddag.

Det er et mål i sig selv at kurset foregår i en atmosfære, hvor alle kommer lige meget til orde og alle har det sjovt, mens man lærer. Frokost og aftensmad spiser vi sammen efter behov, der er masser af muligheder i kvarteret.

Undervisere

Klaus Holsting

Jeg har været fotograf i 30 år, både som selvstændig og ved aviser som bl.a Information og Politiken. Har udgivet et par fotobøger, senest bogen ‘Nørreport Station’ og er flere gange præmieret ved Årets Pressefoto. Politiker-projektet ’90’ udstilles i København i foråret ’19. Jeg er kommet i Berlin jævnligt de sidste ti år, gennemført lignende kurser to gange tidligere på Neue Schule für Fotografie og har inden da undervist flere steder i Danmark.

Mere om dette kursus