Nordisk Journalistkursus 2019

Startdato:
Udbyder:
Sted:
8200 Aarhus N
Dage:
20 dage
Pris:
35.000 kr. | PU-støtte: 10.000 kr.
Efterår 2019

Tryk på Norden – også kendt som Aarhus-kurset eller Nordisk Journalistkursus – bliver i 2019 tre tætpakkede uger i fire lande.

Det overordnede mål er at styrke journalistikken gennem nordiske netværk og nordiske perspektiver i en international verden.

Programmet indeholder journalistik, medier, politik, kultur, identitet og konkrete arbejdsredskaber. Der tages udgangspunkt i de nordiske lande og Baltikum, hvorpå vi udvider til EU/Europa med kig til resten af verden.

Dette får deltagerne med fra kurset:

  • Bedre forståelse for aktuelle nordiske og internationale (særligt EU-) forhold.
  • Konkrete redskaber til journalistisk brug af sociale medier, især til research og dialog.
  • Metoder og kilder til at sætte lokale historier i nordisk/europæisk perspektiv, og omvendt.
  • Et tæt netværk af kolleger i nabolandene.
  • Udvidet kildenet i især Norden og EU-systemet (politiske kilder, myndigheder, erhvervsliv og NGO’er).
  • Interviews med toppolitikere fra de nordiske lande og på EU-niveau.
  • Viden om medier og mediepolitik i Norden, Baltikum og på europæisk plan.
  • Råmateriale til konkrete historier inden for fx miljø, forsvar, indvandring, sundhed, konkurrence, sport, kriminalitet, kunst, litteratur.

Arbejdsformen veksler mellem oplæg/besøg, gruppearbejde, øvelser, debat og opsamling i plenum.

Der vil også være indlagt live-øvelser med journalistisk indhold, herunder også mulighed for egne interviews og reportage.

Vi anvender både analoge og digitale undervisningsformer, fra tavlekridt til gruppechat. Der vil være et forberedende webinar af halvanden times varighed. Deltagerne inviteres ind i et online fællesskab før kurset.

Forløb af de tre uger:

Vi begynder i Aarhus. Her er emnerne bl.a. de forskellige medietraditioner; indvandring og integration; kønskamp i forskningen; politisk styret historieskrivningen; konstruktiv journalistik; medier og ildsjæle i lokalsamfundet; og journalistikkens rolle i krydsfeltet mellem sport, storpolitik, kultur og kapital.

Herfra går turen til Riga, Letland. Vi skal bl.a. høre danske og andre diplomater vurdere forholdet til de store naboer i øst og vest; møde Rigas borgmester, der er journalist; besøge det nationale radio/tv, centeret for undersøgende journalistik og den russisksprogede webportal Meduza; omkring Baltic Center for Media Excellence, Det Danske Kulturinstitut, den gamle bydel, Art Nouveau-kvarteret, besættelsesmuseet.

I Stockholm er omdrejningspunktet Nordisk Råds årlige samling i den svenske Riksdag. Vi skal til ambassade-reception; overvære prisuddeling og deltage i Nordisk Kulturpris-galla; til pressemøde og interviews med nordiske statsministre, udenrigsministre; møde andre toppolitikere; besøge etablerede og nye mediehuse; og bore i den svenske mediedækning af bl.a. #Metoo, migration og valg.

Ugen i Bruxelles, EU’s hovedstad, handler mest om EU, om Europas forhold til verden, om EU’s naboer og om betydningen for den enkelte borger. En ny Kommission (EU’s regering) og et nyt Parlament har netop startet de næste fem års arbejde. Vi skal møde både kommissærer og folkevalgte politikere, briefes af højstående embedsmænd, høre om cyberkrig og kampen mod disinformation, smugkigge i lobbyismens Bruxelles, drikke kaffe med EU’s ombudsmand, besøge bl.a. Danmarks og Norges EU-ambassader. Der bliver også fritid nok til en belgisk øl, til klassisk moules-frites – og til marokkansk fiskemenu i den nærliggende Molenbeek-bydel, udpeget som ghetto og terroristrede.

Vi afrunder ugen og hele seminaret med en opsummering af, hvad hver deltager kan tage med hjem i form af arbejdsredskaber, viden, netværk og konkrete historier/ideer.