Maskinrummet i Bruxelles: Lykkes den grønne omstilling efter Ukraine-krigen ? Får EU ryddet op?

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Bruxelles 1000, Belgien
ME plus:
ME
Dage:
4 dage
Pris:
18.500 kr. + moms | PU-støtte: 7.800 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 43 evalueringer)
Efterår 2022
Byggeplads Europa

Det er en stensikker tommefingerregel, at EU-samarbejdet altid drives fremad af ydre og indre kriser. Krigen i Ukraine er det seneste eksempel.

EU står på mange måder ved et skillevej. Krigen har givet en ny alvor og mere konkret indhold til snakken om en mere selvstændig europæisk forsvarspolitik og ‘strategisk autonomi’. Findes der farbare veje frem mod større europæisk handlekraft  – eller er flertals afgørelser i udenrigspolitikken bare en umulig føderalistisk drøm?

Den grønne omstilling er ikke kun et spørgsmål om klima. Det er også et industrieventyr med enormt potentiale for lande som Danmark med spidskompetence på havvind. Gas-prisens himmelflugt har mindet alle om det er nu EU skal få leveret den ny strategi for havvind og sikre fælles standarder så elektricitet kan flyde frit over grænserne i EU. Spørgsmålet er forsyningsvanskelighederne i kølvandet på krigen i Ukraine vil forlænge afhængigheden af fossil energi eller om det vil sætte afgørende turbo på den grønne omstilling.

Polen og Ungarn gør en dyd ud af systematisk at provokere Bruxelles. Kan EU blive ved med at tolerere en situation, hvor flere medlemslande ikke har en fri presse og en uafhængig dommerstand? EU har faktisk udstyret sig med nye muskler til at disciplinere de lande, der skrider ud på grundværdier for demokrati og retsstat. Tommelskruen hedder penge i stedet for traktatens ubrugelige sanktionsmekanisme. Det er nu at sagen bliver sat på spidsen. I 2022 skal EU vise om man vil bruge sit nye budgetvåben til at holde EU-millionerne tilbage. Men tør EU skride til handling og rydde op?

EU har ambition om at sætte dagsordenen med etiske regler for kunstig intelligens. Men Europa er allerede bagud industrielt set i forhold til både USA og Kina, og kan man drømme om fastholde rollen som global normsætter, når produkterne oftest bliver lavet meget langt fra EUs kyster?

Cybersecurity er en af de største nye trusler. Men har EU en strategi, der kan gøre en forskel?

Der er som altid masser udfordringer på EUs menu, men der er også energiske og engagerede folk i Bruxelles, der forsøger at se muligheder og finde kompromiser og løsninger. Dem skal vi møde på kurset.

Kursets indhold og struktur:

Vi starter med en kort genopfriskning af EU-institutionerne, samarbejdets struktur og aktuelle udfordringer.  I løbet af fire tætpakkede dage i Bruxelles møder vi de centrale skikkelser på EU-scenen – fra de mest indflydelsesrige danskere i Kommissionen og Ministerrådet til europa-parlamentarikere, analytikere og tænketanke. Alle byder ind med indsigt og analyse. Undervejs får vi besøgt alle de centrale EU-bygninger. For at få et indtryk af kursets forløb og indhold, se denne video, lavet i efteråret 2021.

Du får kort sagt sat ansigter på Bruxelles og en EU-forståelse, du ikke kan læse dig til hjemmefra. Kursets overordnede mål er at ruste dig til at se den europæiske dimension i dansk politik og blive bedre til at finde og integrere EU-vinkler i det daglige redaktionelle arbejde.

Vi får også oplevet den charmerende og let kaotiske by, der ligger lige uden for EU-institutionerne. Undervejs smager vi på det lokale øl og det fine belgiske køkken – fransk kvalitet i tyske portioner. Vi bor på hotel i Bruxelles’ gamle centrum tæt ved den berømte Grand Place, få metro-stop fra EU-kvarteret. Jacob Langvad, der har været Bruxelles-korrespondent i 25 år og kursusleder i 5 år, står for turen til EUs maskinrum.

 “Super brugbart kursus – mere relevant og inspirerende end jeg havde forventet. Virkelig spændende indlæg”-  Stine Kromann Dragsted, Radio 4, efter kursus marts 2022:

 

Afbestillingvilkår: Ved afbestilling tidligere end en måned før kursusstart tages et gebyr på 2000 dkr. uanset årsagen. Ved afbestilling senere end det tilbagebetales kursusprisen ikke.

Hvis det senere end en måned før kursusstart viser sig, at kurset må aflyses på grund af ekstraordinære omstændigheder, der er uafhængige af kursusleder, vil kursisten blive tilbagebetalt kursusafgiften, men der kan opkræves et gebyr på 2500 dkr til udgiftsdækning.

Kursus-prisen omfatter: Tre hotel-overnatninger med morgenmad, offentlig transport i Bruxelles undervejs og to restaurationsbesøg.