
Få hjælp til at tage skridtet fra nyheder til featureartikler og longform. Ambitiøst og værktøjsorienteret kursus for dig, der arbejder i – eller gerne vil i gang med – de længere formater som magasinartikler, singler og bøger.
Springet fra 80 linjer til de lange formater er svært … men sværere behøver det heldigvis ikke være. Kurset er drevet af en stor kærlighed til den velfortalte historie, men derudover går vi metodisk til værks. Man skal møde op med en ægte lyst til at blive en stærkere fortæller, og en tilsvarende vilje til at tænke systematisk omkring sin metode, sit stof og sin struktur. Med kursusprogrammet tillader vi os at sætte barren højt, både hvad angår forberedende læsestof, faglig teori og praktiske øvelser.
Undervejs lærer du at spotte og destillere den gode idé, der kan bære en hel fortælling. Vi studerer litterære virkemidler i nonfiktion, og du bliver klogere på scenens anatomi, karakterarbejde, research af historiens metaplan, tilbageholdt information og andre dramaturgiske virkemidler.
I løbet af kurset giver vi individuel sparring på kursisternes egne projekter, og med en skriveøvelse spredt over kursets tre dage udforsker vi mulighederne i feltet mellem journalistisk og essayistik. Desuden: Et meget højt ambitionsniveau står sig altid bedst i inspirerende omgivelser. Vi sætter stor pris på begejstring, god kaffe og indleder kurset med boblende cava. På sidstedagen indtager vi en hyggelig cocktailbar med plads til store tanker og faglig diskussion.
Kurset vil blandt andet dykke ned i:
- Hvilke historier, der egner sig til de længere formater, hvilke elementer du skal lede efter, og hvilke greb de skal udsættes for.
- Genrer inden for nonfiktion, og hvad de betyder for fortællepositionen.
- Hvilke dramaturgiske virkemidler du skal kende, og hvordan du bruger dem til at omsætte dit researchmateriale til den helt rigtige struktur.
- Hvordan du beskriver historien – for dig selv i projektfasen og for andre, når du er klar til at pitche.
- Redaktionel coaching af den lange historie (af dig selv eller andre).
Som faglig inspiration vil kurset trække på nogle af de dygtigste forfattere og redaktører inden for journalistisk nonfiktion herhjemme.
Venlig hilsen Lea Korsgaard og Jakob Moll.
NB. Bemærk at den angivne pris er eksklusiv moms. Hvis din arbejdsplads ikke er medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at skrive til kursus@zetland.dk. Bemærk ligeledes, at afbud efter sidste tilmeldingsdato ikke kan resultere i refusion af kursusbetaling.