Lær digital journalistik af de bedste: Studietur til Washington DC og Atlanta

Startdato:
Udbyder:
Dage:
10 dage
Pris:
32.000 kr. - PU-støtte skal søges individuelt.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 444 evalueringer)

Vil du med til USA og dykke ned i cutting edge digital journalistik eller datajournalistik, så har vi et super tilbud – en tur på 10 dage, hvor vi starter med at besøge en række trendsættende medier og institutioner i Washington DC og derefter deltager i Nicar-konferencen i Atlanta, Georgia.

Vi har arrangeret lignende ture før, og deltagerne melder altid om stort udbytte. Vi har her udsagn om deltagernes udbytte sidste år, hvor turen gik til New York og Baltimore.

Nicar-konferencen for datajournalistik samlede i 2014 1000 deltagere fra alle hjørner af verden, og samme antal ventes i 2015.

I løbet af de tre og en halv dag i Atlanta vil der konstant være en mængde arrangementer, deltagerne kan vælge mellem. Der er også hands on-undervisning, hvor man selv har fingrene på tasterne og kan lære et nyt værktøj eller metode at kende i løbet af en time eller to.

Der er masser af oplæg, foredrag, paneldebatter, demoer og meget andet. Alle er åbne og deler gerne ud af viden og tip på tomandshånd. Og vi guider deltagerne til det bedste udbytte.

WashingtonDCflad

Før turen går til Atlanta, bruger vi nogle dage i Washington DC på bl.a. at besøge Washington Post, USA Today, det banebrydende Center for Public Integrity, der siden 1989 har udviklet sig til et af USAs vigtigste og største uafhængige centre for undersøgende journalistik, samt Chuck Lewis’ Investigative Reporting Workshop at American University. Vi tager forbehold for ændringer. Et endeligt program vil senere blive offentliggjort.

Vi skal især høre om, hvordan amerikanske medier – der jo er nogle år foran udviklingen i Europa – håndterer omstillingen til nye digitale tider.

I Washington besøger vi også National Archives sammen med en af eksperterne i at finde den rette journalistiske dokumentation. Og du får en guide til selv at finde de centrale dokumenter.
Vores ophold i Atlanta indleder vi med et besøg på The Atlanta Journal-Constitution (hverdags-oplag: 231.000). Og herefter er vi fire dage på NICAR-konferencen, der er verdens vigtigste årlige konference inden for datajournalistik.

Forudsætninger: Ingen – alle kan deltage.

Tilmelding:Du kan søge individuel støtte hos Pressens Uddannelsesfond til kurset, hvis du er berettiget til støtte fra fonden. PU vil som tommelfingerregel støtte med en tredjedel af kursusudgiften – dog med et loft på 10.000 kroner. Du skal søge via skema A på PU’s hjemmeside. Og du skal tilmelde dig via denne side.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du i stedet tilmelde dig ved at sende os en mail.

Prisen omfatter: Flytransport mellem København og USA, transport i USA, hotel i Washington og Atlanta, deltagelse i konferencen, et års medlemskab af IRE, kursusdelen, undervisningsmaterialer og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er din forplejning for egen regning. Prisen er ex. moms. Vi fakturerer i forbindelse med tilmelding til kurset.

Hvis du ønsker det, kan vi hjælpe med tilslutningsfly. En evt. mer-udgift bliver lagt oven i kursusprisen og faktureret samlet. Det samme gælder, hvis du ønsker at forlænge din rejse i USA efter kurset.

Afgang fra Kastrup 28. feb. kl. 9.55. Ankomst til Kastrup 9. marts kl. 14.50.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os.

Undervisere

Tommy Kaas

Tommy Kaas er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad.

Han har i de seneste 20 år arbejdet målrettet med at kombinere data og journalistik. Tommy Kaas er uddannet fra DJH i ’88, hvorefter han bl.a. har arbejdet på Vejle Amts Folkeblad, Danske Kommuner, De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten samt ErhvervsBladet.

Han var medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.

Nils Mulvad

Nils Mulvad er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad. Han er desuden medstifter og formand for Åbenhedstinget.

Nils Mulvad var medstifter af Global Investigative Journalism Network i 2003 og af Scoop til at fremme undersøgende journalistik i Ukraine og Sydøsteuropa – også i 2003. I 2005 var han medstifter af Farmsubsidy.org. Han har undervist i datajournalistik i 20 år og været lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 14 år.

Han var ligeledes  medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.