Jagten på fortælleren

Startdato:
Udbyder:
Dage:
34 dage
Pris:
5.600 kr. + moms | PU-støtte: 4.500 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 39 evalueringer)
Forår 2023

Fortællerrollen i journalistiske historier er forbavsende underbeskrevet i lærebøgerne – vi har derfor skabt en helt ny tænkning omkring journalistiske fortællere udmøntet i en fortællermodel og en række forskellige fortællerarketyper, og på dette enkeltfag lærer vi dig at arbejde mere bevidst og strategisk med fortællerrollen og forstå dens betydning.

Jagten på fortælleren er et 2-delt kursus – på første del får du et stærkt akademisk og teoretisk fundament, bliver trænet i tekstanalyse og lærer at bruge teorierne til at forstå og analysere de mange gode journalistiske fortællinger, som vi læser, lytter og ser på kurset.

Vi tror fuldt og fast på at man bliver en bedre fortæller af at forstå og lade sig inspirere af andre fortællere, og derfor er der i Jagten på Fortælleren 1 et stærkt fokus på analyse og eksempellæsning/lytning/sening.

På anden del af kurset arbejder du med at udvikle dit eget fortællerpotentiale i et fortællerudviklingsforløb, hvor du bliver udfordret og inspireret af fortællerudviklingsøvelse og coaching, og du skal derudover lave en journalistisk fortælling, hvor du eksperimenterer med din fortællerrolle. (NB: Du skal have Jagten på fortælleren 1 for at kunne tage del 2).

Jagten på fortælleren bruger den fortællende journalistik som prisme til at tale om fortællerroller – fordi det ofte er i de journalistiske fortællinger, at man finder de mest markante fortællerstemmer. Men vores fortællertanker og fortællerarketyperne kan overføres til alle andre journalistiske genrer.

På dette kursus behøver du ikke nøjes med nogle dages efteruddannelse, du kan i stedet bruge nogle timer hver uge spredt ud over et helt semester. Størstedelen af undervisningen er digitale moduler, som du kan tage når det passer dig og dit arbejde og en række digitale møder med undervisere og holdkammerater.

Program

Jagten på fortælleren består af 5 digitale moduler, hvor du læser teoretiske tekster og gode eksempler på journalistiske fortællinger fra alle platforme og medietyper. Dine undervisere møder du i podcasts, hvor vi – med udgangspunkt i teori og eksempler – trækker røde tråde, forklarer sammenhænge og dykker ned i modulets tema.

Når du er færdig med et modul er der online kontortid, hvor vi diskuterer pensum og eksempler, besvarer spørgsmål og laver øvelser, og du skal også deltage i to seminarer, hvor vi afprøver teorier og fortællermodellen, når vi sammen laver en større analyse af et stykke journalistik med en interessant fortællerrolle.

Moduler

Introduktion til fortællerrollen

Her ser vi på hvad fortællerrollen betyder for historien og hvordan den skaber relation til modtageren, og så taler vi om hvorfor fortællerrollen er særlig vigtig i en tid, hvor kommunikationsrummet flimrer af stærke subjektive stemmer, og journalistikken skal markere sig der uden at miste de publicistiske værdier.

Retorisk situation og genre

I dette modul dykker vi ned i kommunikationssituationen, på samspillet mellem afsender, fortællingens tema og publikum og på hvordan situations- og genrebevidsthed kan styrke ideudviklingen og udviklingen af fortællerrollen.

Fortælleren

Her præsenterer vi vores fortællermodel og de fortællerarketyper, vi har udviklet. Arketyperne vil gøre dig mere bevidst om hvilken fortællerrolle, din historie kræver og hvilke begrænsninger og muligheder den giver.

Håndværk

I håndværksmodulet ser vi på hvordan man kan konceptualisere sin fortællerrolle allerede i den første ideudviklingsfase og hvordan man får fortællerrollen og dramaturgien til at spille sammen, så fortællingen skaber både forventning og forløsning.

Eksperiment

Her ser vi på de grænseoverskridende fortællere, der sprænger genre- og platformskonventioner og på hvad man kan lære af dem. Og så dykker vi ned i journalisters selvfremstilling på tværs af platforme og medier og undersøger hvad den betyder for forholdet til modtageren, og hvorfor det i fremtiden bliver en kernekompetence for journalister at kunne jonglere sin egen selvfremstilling.

Læs og forstå

I dette modul får du teorier og metoder til at blive en bedre læser/lytter/seer. Vi dykker ned i tekstanalysens ædle kunst for at lære dig hvordan du kan analysere en fortælling, karakterernes drivkraft, opbygningen, sproget osv osv. Viden, som vil hjælpe dig, når du skal ideudvikle dine egne fortællinger og fortællerroller.

Eksamen

Du skal skrive en analyseopgave, hvor du analyserer en selvvalgt fortælling og dens fortællerkonstruktion udfra de teorier, som vi har læst på kurset

Tidsforbrug

Kurset giver 10 ECTS og det svarer til 270 arbejdstimer henover semesteret. Langt de fleste timer bruger du på de digitale moduler og på at skrive din analyseopgave – det er tid du selv kan planlægge.

Kursets skemalagte møder er 5 kontortider i forbindelse med modulerne, 2 halvdagsseminarer, hvor vi sammen analyserer en journalistisk fortælling og 1, hvor du får hjælp til at arbejde med din eksamensopgave.

Adgangskrav

Du skal have en bachelorgrad i Journalistik fra SDU eller DMJX. Du skal derfor vedhæfte dit eksamensbevis, når du tilmelder dig.

Du kan tilmelde dig på dette link 
ANSØGNINGSFRIST ER 1. DECEMBER

 

Undervisere

Susanna Sommer

Susanna Sommer er selvstændig radio- og podcastproducent og journalistisk lektor på SDUs Center for Journalistik. I 2018 vandt hun en Prix Europa for årets bedste musikprogram (for Sangenes Blå Bog) og sidste år fik hun en dansk Prix Radio for årets bedste podcast (for Drømmenes Kaptajn). Hun producerer radio- og podcastserier for DR og podcasts og lydfortællinger for organisationer og museer.

Susanna er en stærk konceptudvikler og Hindenburgekspert, og hun har i årevis undervist i historiefortælling, værtsskab, reportage, lyddesign og dramaturgi. Læs mere på www.lyd.guru

Mere om dette kursus