Intensivt kursus om EU og forsvar i Bruxelles før folkeafstemningen

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Bd Charlemagne 11/19, 1000 Bruxelles
Dage:
2 dage
Pris:
8.400 kr. + moms | PU-støtte: 3.900 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 43 evalueringer)
Forår 2022

Militær oprustning står lige nu højt på dagsordenen i mange EU-lande. Med den pludselige beslutning om en dansk folkeafstemning 1. juni om at afskaffe forsvarsforbeholdet, er det også blevet tid til redaktionel oprustning om det europæiske forsvarssamarbejde, hvis pressen skal være med til at sikre en god, oplyst debat.

Hvad er det danskerne skal sige ja eller nej til ved folkeafstemningen?

I Bruxelles er der for længst opbygget en række faste udvalg og strukturer omkring EU’s forsvarssamarbejde, der har været aktivt i over tyve år. Men hvor langt er samarbejdet reelt kommet til dato? Ambitionen om EU skulle have udrykningsklare ‘battle groups’ har ofte været større på papiret end det, der faktisk er blevet leveret.

Præsident Trumps skarpe udmeldinger skabte ny usikkerhed om USA’s vilje til fortsat at holde hånden under et underfinansieret europæisk forsvar. Det satte gang i en ny dynamik og debat om en større ‘strategisk autonomi’ i EU. Alt tyder på, at krigen i Ukraine har sat endnu mere turbo på den debat. Det store skift i den tyske grundholdning til landets forsvarspolitik har vendt op og ned på alle faste antagelser, og giver ny medvind til gamle franske ambitioner.

Så hvad er det danskerne skal sige ja eller nej til? De gode spørgsmål står i kø: Kommer der nogensinde en EU-hær? Hvordan folder forsvarssamarbejdet sig ud til daglig – og hvor er det på vej hen? Hvilken vej peger peger nålen i det ‘strategiske kompas’, som EU-landene lige nu diskuterer? Hvilken rolle har EU’s militære udvalg (EUMC) og the Permanent Structured Cooperation (PESCO) og EU’s forsvarsfond? Leverer EU’s udenrigstjeneste og EU’s forsvarsagenturet resultater?

Hvilken rolle kunne Danmark spille? Hvad går vi glip af ved at stå uden for det fælles forsvarssamarbejde, nu og fremover? Hvad kunne Danmark vinde ved at lade forbeholdet falde?

På to kompakte kursusdage i Bruxelles får vi overblik over de eksisterende strukturer i forsvarssamarbejdet og hvordan ambitionerne ser ud i de toneangivende EU-hovedstæder. Vi møder centralt placerede spillere, der byder ind med perspektiv, viden og analyse. Fra EU’s udenrigstjeneste, forsvarspolitiske tænketanke, diplomater og Europa-Parlamentets udenrigsudvalg – og ikke mindst hvordan det hele ser ud fra NATO-hovedkvarteret i Bruxelles.

Sammen med Mediernes Efteruddannelse står den erfarne kursusarrangør og mangeårig EU-korrespondent Jacob Langvad for et to-dages intensivt kursus, der vil klæde politiske journalister, fagmedarbejdere og redaktører på til den spændende debat om opgøret med det næsten 30 år gamle forsvarsforbehold.

Afbestillingsvilkår: Bestilling er bindende. Ved deltagers aflysning mindre end 30 dage før kursusstart tilbagebetales 50% af kursusprisen. Aflyser kursusarrangøren p.g.a. tvungne ekstraordinære omstændigheder  (COVID-19) tilbagebetales 80 % af kursusprisen.