
Kom med til en inspirationsdag med internationale eksempler på inddragende journalistik, der tager brugerengagementet et spadestik dybere. Eksemplerne viser ofte nye veje til at skabe konstruktiv dialog, nye indtjeningskilder, højere betalingsvillighed, loyalitet samt tillid og begejstring hos både brugerne og journalisterne.
Gennem det sidste årti har frontløbere, der ser engagement som fundamentet for en ny type journalistik, samlet sig om betegnelser som ‘engaged journalism’, dialogbaseret og borgerdrevet journalistik. Bevægelserne afprøver tilgange, hvor mediet og journalisten påtager sig rollen at inddrage brugerne i selve produktionen og facilitere fællesskaber og dialog mellem dem.
Eksemplerne vil både stamme fra projekter, som vi finder inspirerende, og fra medier, som Hearken samarbejder med. Vi ser på eksempler på tværs af medieplatforme og events – og diskuterer undervejs, hvilken værdi de forskellige tilgange giver for journalistikken, for relationen til brugerne og for forretningen. Vi vil kredse om, hvordan brugerne bliver inviteret ind, og hvilke greb, der afviger fra normalen, så du får mulighed for at binde inspirationen op på din egen virkelighed som journalist.
Undervisningsform
Undervisningen er tilrettelagt som oplæg med øvelser. Deltagerne opfordres til at dele egne erfaringer og tanker om, hvornår brugernes deltagelse løfter journalistikken.
Forudsætninger
Kurset er rent fokuseret på cases og inspiration. Ønsker man at arbejde med, hvordan idéer kan omsættes til strategi, kan man med fordel kombinere det med kurset “Sæt strategi på brugerinddragelsen”.
Prisen omfatter frokost, snacks, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er eksklusive moms.