
EKSTRA KURSUS HER: Da kurset 11.-12. maj er fuldt booket, er der oprettet et ekstra kursus 1.-2. juni. FIND DET HER.
Undersøgende journalistik går ofte ud på at samle informationer fra mange forskellige kilder til ét samlet billede.
Ofte kan et enkelt stykke information, eksempelvis et foto, lede researchen et helt nyt sted hen. Men hvordan presser man mest muligt info ud af et foto, en video, en e-mail, et navn eller et telefonnummer?
På dette kursus viser graverjournalist Jacob Friberg dig internettets mest effektive værktøjer og programmer, der kan hjælpe dig til et afgørende gennembrud i din research.
Værktøjerne kan både bruges i en breaking-dagsorden, men også i de længere, undersøgende projekter.
Vi går praktisk til værks under workshoppen. Igennem en række øvelser lærer du værktøjerne at kende, så du kan tage dem i brug med det samme.
Med dit nye kendskab til nettets muligheder begynder du også automatisk at tænke i nye researchmetoder.
Vi slutter kurset med en presseetisk diskussion om værktøjerne.
Til daglig er Jacob Friberg politisk redaktør og redaktør for gravergruppen på B.T.
Siden september 2018 har han afholdt et kursus i online-research for journaliststuderende på Roskilde Universitet og tilbyder nu et mere avanceret kursus for Mediernes Efteruddannelse.
Han har samlet værktøjer fra kurser på tre internationale konferencer for undersøgende journalistik. Desuden deltager han jævnligt i webinars og workshops med verdens bedste online-gravere.
I 2021 blev Friberg tildelt Ekstra Bladets Victor-pris og var nomineret til en Cavling for sin artikelserie om minksagen og de slettede sms’er i Statsministeriet.
Kurset er opdelt i følgende moduler:
Dag 1:
Modul 1: Find de digitale spor: Navne-research, e-mail-research, telefonnummer-research. Ofte har vi journalister til at begynde med få informationer om personen, vi undersøger.
Hvordan får vi mest mulig information ud af for eksempel en email for dermed at komme videre i vores research? Det kan en række værktøjer hjælpe os med.
Modul 2: Analyse af foto og video:
Analyse af metadata for at undersøge om fotoet er ægte.
Geolokation, vi verificerer fotoets/videoens lokation med Googles nyeste værktøjer.
Visuel analyse og tidsbestemmelse af foto med solens hjælp.
Systematisk analyse af video, herunder personer, lydspor og tekster i video.
Dag 2:
Modul 3: Sociale medier
De mest effektive værktøjer til research på sociale medier, så du når at gemme det hele, før personen sletter det.
Modul 4: Google-søgninger
Lær de effektive søgninger og alarmer på Google. Med lidt held får du adgang til afslørende dokumenter.
Modul 5: Offentlige registre og erhvervsdatabaser
Få overblik over, hvilken info du kan få ud af de offentlige registre – og kombiner det.
Modul 6: Presseetisk diskussion
Til hvilke projekter vil vi tage de forskellige værktøjer i brug?
Hvornår kan en væsentlig samfundsmæssig interesse godtgøre brugen af de specifikke værktøjer.
Kurset afholdes over to dage i lyse, lækre lokaler med udsigt til vandet i Københavns Havn. Det foregår hos Ingeniørforeningens lokaler ved Kalvebod Brygge 10 minuters gang fra Hovedbanegården.
Der serveres morgenmad, frokost, kaffe og kage.