Find data – og find historier med Microsoft Access

Startdato:
Udbyder:
Sted:
1112 København K
Dage:
3 dage
Pris:
8.085 kr. + moms | PU-støtte: 3.000 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 395 evalueringer)
Efterår 2016

Myndighederne lægger flere og flere data ud til frit brug. De færreste journalister ved, hvordan de skal få fat i dem eller bruge dem. Den nye offentlighedslov med dens mulighed for databaseudtræk gør det særlig nødvendigt at have redskaberne til efterfølgende at kunne analysere de data, man måtte få udleveret.

På dette kursus gennemgår vi, hvor de nye data er, hvordan du enkelt får fat i dem, og hvordan du renser dem. Du lærer også, hvordan du bruger og finder historier med databaseprogrammet Microsoft Access.
Det vil fx sige ved hjælp af søgekriterier at finde de cases, der er sjældne som nålen i høstakken. Det kan være huse til salg på giftgrunde eller den komplette liste over samtlige Låsby Svendsens faldefærdige ejendomme.

I mange år har vi på vores hjemmeside haft en oversigt over gratis data. Mange nye links er kommet til i den seneste tid. Flere og flere kommuner – især de større – forsøger at lægge så mange gratis data ud som muligt.

Sundhedsdata kommer i større og større omfang ud på sundhedsportalen, miljø kommer på miljøportalen, centralt forsøger staten med Open Government at få flere af de centrale databaser ud. Der er altså masser af data. Kunsten er at finde data og at kunne  bruge de data, man finder.

Data i forskellige formater

Data ligger ofte i Excel, csv, json, xml eller som et API. Vi gennemgår og forklarer disse formater, og hvordan du i praksis henter data ind, så du kan komme i gang med at bruge dem.
Excel er godt, når vi vil analysere mindre datasæt, men når datasættene er store eller indeholder flere tabeller, er en database nødvendig.

Vores erfaringer understreger, hvor vigtig et databaseprogram som Access er i praksis. På verdens største konference inden for datajournalistik (NICAR i USA) er Microsoft Access fortsat et af de mest udbredte programmer i hands-on sessionerne.

Danske journalister skal også have fordelen ved dette analyseværktøj. Det er også et af vore egne mest anvendte redskaber. En række vigtige analyser foregår langt hurtige og sikrere med Access end Excel.

Access har desuden den fordel, at programmet kan fungere som frontend for meget store databaser i ’skyen’, selv om disse er i et andet format, som for eksempel MySQL.

Du lærer:

  • At bruge de nye datasteder
  • At importere data i de forskellige formater
  • At strukturere data i Microsoft Access
  • At bruge Access til at finde fejl i data
  • At forbinde flere tabeller med hinanden i Microsoft Access

Forudsætninger: Du skal have et elementært kendskab til regneark. Du skal medbringe din egen computer på kurset, og Microsoft Access skal være installeret. (Access virker kun på Windows).

 

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

(Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og forplejning i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.)

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Undervisere

Tommy Kaas

Tommy Kaas er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad.

Han har i de seneste 20 år arbejdet målrettet med at kombinere data og journalistik. Tommy Kaas er uddannet fra DJH i ’88, hvorefter han bl.a. har arbejdet på Vejle Amts Folkeblad, Danske Kommuner, De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten samt ErhvervsBladet.

Han var medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.

Nils Mulvad

Nils Mulvad er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad. Han er desuden medstifter og formand for Åbenhedstinget.

Nils Mulvad var medstifter af Global Investigative Journalism Network i 2003 og af Scoop til at fremme undersøgende journalistik i Ukraine og Sydøsteuropa – også i 2003. I 2005 var han medstifter af Farmsubsidy.org. Han har undervist i datajournalistik i 20 år og været lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 14 år.

Han var ligeledes  medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.