Bliv klar til den digitale redaktion

Startdato:
Udbyder:
Sted:
5500 Middelfart
ME plus:
ME
Dage:
5 dage
Pris:
19.985 kr. + moms | PU-støtte: 6.500 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 444 evalueringer)
Efterår 2020

Føler du dig digitalt up-to-date? Kan du det, der kræves for at arbejde på en digital redaktion i dag, i morgen eller næste år?

Du behøver hverken kunne programmere, bygge robotter eller skrive algoritmer for at kunne klare dig som journalist, men du skal have en digital forståelse.

På dette kursus har vi samlet en række kompetencer, som journalister må besidde for at kunne gå ind på lige fod i dagens digitale redaktioner. Tag med på dette internatkursus og få en spændende, afvekslende og hyggelig uge, hvor du vil blive undervist af en håndfuld af branchens digitale frontløbere.

Kursets ‘tænketank’

Vi har tilrettelagt kursets indhold med bistand fra en række fremtrædende, digitale profiler blandt danske journalister.

  • Digital konsulent Nadia Nikolajeva
  • SDU-fellow, digital redaktør på Fagbladet Journalisten, Andreas Marckmann Andreassen
  • Projektleder for digitalt indhold TV2 Danmark, Magnus Bjerg Mortensen
  • Redaktør for video og digitale værktøjer ved Jysk Fynske Medier, Silas Bang
  • Data- og analyseredaktør ved Jysk Fynske Medier, Claes Senger Holtzmann
  • Journalistisk lektor hos Syddansk Universitet, Filip Wallberg

Ugen i overskrifter:
Sociale medier – Underviser Anders Hjelmer Paulsen
Hvordan virker de sociale medier egentlig – især Facebook, Instagram og Linkedin. Hvordan fungerer algoritmerne, hvordan kan de manipuleres, og hvorfor kommer alle opslag ikke bare ud til alle, der følger ens side. Hvordan finder man kilder og cases, hvordan validerer man, og hvordan bruges de sociale medier ansvarligt.

Dataforståelse Undervisere Nadia Nikolajeva og Nils Mulvad
Journalister skal  lære at forstå data, og hvor vigtig en ressource data er. Du skal kunne åbne og sortere en tabel i et regneark. Hvilke interne data har man til rådighed? Hvordan forholder man sig til tal som sidevisninger, læsetid, brugere, reach på Facebook etc. Hvordan undgår man at jagte klik i blinde, fordi tallene forblænder en?

Etik og mediejura med fokus på den digitale verden – Underviser Andreas Marckmann Andreassen
Hvilke etiske principper og værdier gælder i dag, hvor alting er mere flydende? Hvor længe skal man fx vente på en kilde, før man udgiver sin artikel, når der ikke er en fast deadline? Hvor meget af det, man kan finde på nettets sociale tjenester, må man bare bruge? Hvorfor skal man holde sig tilbage, hvis de andre ikke gør det? Hvad med journalistens egen rolle? Hvad kan man som journalist skrive i en opdatering? Er et retweet lig med enighed – og kan man forstå, hvis andre tror det?

Digital research – Underviser Tommy Kaas
Nye digitale tjenester og nye regler (bl.a. GDPR) har betydet, at mulighederne for digital research har ændret sig. Vi samler op på de bedste og mest nyttige af de aktuelle research-teknikker, og du får en række praktiske søgetricks med hjem, lige til at bruge.

Foto- og videoredigering – især ved hjælp af gratis tools og værktøjer –  Underviser Silas Bang
Hvilke basisting skal enhver på redaktionen kunne? Fx justere kontrasten i et foto samt klippe ind og ud af en videofil.
Lær at bruge kamera-app’en rigtigt.
Stories – sådan laver du dem
Simpel grafik til sociale medier
Introduktion til nogle af de mange smarte gratis eller billige apps, der ligger på mobilen.

Sådan optimerer du dit indhold: – Underviser Jesper Helmer Rasmussen
Hvordan får du og dit medie mest muligt ud af din indsats. Hvordan “sælger” du dine historier, så de når flest muligt og bliver læst af flest muligt? Hvem er din målgruppe, og hvordan når du dem? Hvordan fanger du brugerne ind med rubrik og indledning? Hvilken rubrik fungerer bedst hvor? Det visuelle er så afgørende digitalt – hvordan arbejder vi med den billedmæssige gennemslagskraft, fotovalg etc.?

Det får du med hjem:

  • Mobile first mindset: Glem aldrig at tjekke, hvordan dit produkt ser ud på mobilskærmen. Det er der, 50-90 pct. af læserne befinder sig.
  • Platformsintelligens: Du skal forstå forskellene på SEO-rubrikken, SoMe-delingen og forsiderubrikken.
  • Sociale Medier: De er et uvurdeligt research-redskab, men du skal være i stand til at bruge det ansvarligt.
  • Etiske regler: Du har sikkert de gamle regler siddende på rygraden, men de skal opdateres, fordi betingelserne er helt andre i dag.
  • Algoritmer: Nej, dit opslag kommer ikke ud til alle dem, der følger din side. Der skal mere til. Og kvalitet er vigtigere end kvantitet.
  • Foto/video-redigering: Du har en super-computer i din lomme, og det skal du lære at udnytte. Du kan rigtigt meget uden dyre programmer som FinalCut, Premiere, Photoshop etc.
  • Smartere med egne data: Før gav vi brugerne det, de ikke vidste, de ville have. Nu kan du tjekke, om de faktisk bruger det, du giver dem, eller om det ryger lige i skraldespanden.

Efter kurset

Efter kurset vil du have lært en masse nyt, og du vil have en bedre og mere nuanceret forståelse af, hvad det kræver at arbejde digitalt. Men selv på en uge er der grænser for, hvad man kan nå. Når du rejser hjem fra Middelfart, vil du til gengæld vide, hvilke områder du specielt har lyst til at arbejde med for at blive endnu bedre. Det vil simpelthen blive lettere at vælge det næste efteruddannelseskursus.

Hvem kan deltage

Der kræves ingen specielle forudsætninger for at deltage. Du skal medbringe en computer og en smartphone – helst den, du bruger på dit arbejde.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Undervisere

Anders Hjelmer Paulsen

Anders Hjelmer Paulsen er redaktør for sociale medier og digitale værktøjer hos Jysk Fynske Medier. Han er ansat i den digitale styregruppe, hvor han hjælper med at sætte retningen for den digitale omstilling hos koncernens 13 dagblade. Han er desuden projektleder på et nyt pilotprojekt, der skal øge brugerinddragelsen og styrke relationen til brugerne.

Andreas Marckmann Andreassen

Andreas Marckmann Andreassen er digital redaktør på Journalisten, medforfatter til “Etik for journalister på nettet” og har haft digital presseetik som stofområde i snart 10 år. Han var journalistisk fellow på SDU 2019-2020 med fokus på, hvordan automatisering forandrer medierne.

Foto: Jacob Nielsen

Nadia Nikolajeva

Digital konsulent Nadia Nikolajeva arbejder med at optimere mediers digitale tilstedeværelse og gennemslagskraft. Hun er tidligere digital chef på TV MIDTVEST, som har gennemgået en større digital transformation fra fokus på traditionel tv til streaming og balanceret tilstedeværelse på sociale medier.

Nadia har tidligere som social medie-redaktør på metroxpress etableret særlige sociale nyhedskriterier med en mission om at få journalistisk indhold til at nå bredt ud og ramme flest mulige læsere på Facebook. Hun er stifter af vidensnetværket Ansvar for feedet, der har en mission om at skabe bedre rammer for debat online.

Silas Bang

Silas Bang er redaktør for video og digitale værktøjer hos Jysk Fynske Medier, som i stor grad bruger mobilvideo på koncernens 12 nyhedssider. 

Han driver bloggen Dendigitalejournalist.dk og er en af de førende eksperter herhjemme inden for mobilvideo og digitale værktøjer.

Udover at undervise i Jysk Fynske Medier har han også været underviser eller oplægsholder på Update, DMJX, SDU, TV Øst og været keynote speaker hos kommunikationsafdelingen i Danske Bank.

Jesper Helmer Rasmussen

Jesper Helmer Rasmussen har siden 2014 været forsideredaktør på TV2.dk. Tidligere forsideredaktør på bt.dk og dr.dk. Endvidere har han arbejdet som journalist og lokalredaktør på Frederiksborg Amts Avis, Jyllandsredaktør på 24timer samt jourhavende på Nyhedsavisen. Jesper blev uddannet på Journalisthøjskolen i 2001, men er også bachelor i økonomi (organisation og ledelse) fra Handelshøjskolen i København og har tidligere arbejdet som fuldmægtig i Skat.

Tommy Kaas

Tommy Kaas er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad.

Han har i de seneste 20 år arbejdet målrettet med at kombinere data og journalistik. Tommy Kaas er uddannet fra DJH i ’88, hvorefter han bl.a. har arbejdet på Vejle Amts Folkeblad, Danske Kommuner, De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten samt ErhvervsBladet.

Han var medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.

Nils Mulvad

Nils Mulvad er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad. Han er desuden medstifter og formand for Åbenhedstinget.

Nils Mulvad var medstifter af Global Investigative Journalism Network i 2003 og af Scoop til at fremme undersøgende journalistik i Ukraine og Sydøsteuropa – også i 2003. I 2005 var han medstifter af Farmsubsidy.org. Han har undervist i datajournalistik i 20 år og været lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 14 år.

Han var ligeledes  medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.