Den skarpe dok

Startdato:
Udbyder:
Sted:
3740 Svaneke
Dage:
5 dage
Pris:
14.995 kr. + moms | PU-støtte: 4.500 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 27 evalueringer)
Forår 2019

Du er vant til at fortælle historier, men vil gerne endnu mere. Du kender allerede de grundlæggende trin, men vil gerne bygge ovenpå. Hvis du savner inspiration og greb, der kan forløse din fortælling i levende billeder, så ta´ med til Bornholm, hvor kursusleder Kristian Frederiksen vil fodre dig med redskaber og tips, der kan forstærke alt fra snapdoks til undersøgende og filmiske doks, både journalistisk og dramaturgisk.

Kristian Frederiksen er en af ganske få danske journalister, der både tilrettelægger, filmer og klipper sine egne dokumentarer, og derfor kender han alle faser af produktionen og vil tage dig med gennem et hav af erfaringer, metoder og modeller, der er brugbare for alle, uanset emne, genre, platform og varighed.

Kursets fokus er tv-tilrettelæggelse i bred forstand, og derfor vil gængse fortællemodeller som 3 akts- & berettermodellen indgå i kurset. Du skal også tilrettelægge en scene og skabe en dokumentar via storyboard. Det er den klassiske tv-dokumentar, der er kursets afsæt, men vi vil også runde de hurtige snapdoks med få dages deadline, de lettere faktagenrer og ikke mindst filmdokumentaren.

Kurset vil stille skarpt på filmiske arbejdsmetoder, såsom at arbejde i fuldbyrdede scener, skabe intense stemninger og opbygge fortællingens vendepunkter. Kursisterne vil desuden få en rendyrket øjenåbner, når vi tager et nærmere kig på Hollywoods produktioner og den amerikanske manuskriptforfatter Blake Snyder´s Beat Sheet, der bruges til strukturere store biograffilm.

Undervejs på kurset får vi også besøg af instruktør Sine Skibsholt, der står bag Robert-vinderen “Dem vi var”. Hun vil tage os med ind bag produktionen på den prisvindende dokumentarfilm og efterfølgende udfordre kursisterne med en praktisk øvelse.

Kristian Frederiksen vil også løfte sløret for PKP- & PLOT-modellen, som kan bruges til at producere både kortere og længere formater. Mønsteret er beskrevet i bogen SKARPT SKÅRET – sådan fortæller du en tv-historie, som kursisterne vil få udleveret ifm kurset. Læs mere her: http://skarptskaaret.dk

Kurset er målrettet tilrettelæggere, journalister, fotografer og klippere, der arbejder med længere historier fortalt i levende billeder, men metoderne er let tilgængelige og kan derfor bruges af og inspirere alle, der producerer til tv, video og web. Kursisterne vil lære at:

• tilrettelægge doks fra 5-10 til 25 & 40 minutters varighed

• arbejde under deadlines fra få dage til mange måneder

• bruge 3 akts-modellen til at strukturere fortællingen

• arbejde med vendepunkter og storyboard

• fortælle i scener og billeder frem for ord

• genkende tv-historiens indre og ydre struktur

• forstærke historiens vigtige start, midte og slutning

• bruge virkemidler til doks i alle genrer, incl. undersøgende

• udnytte amerikanske Blake Snyders strukturmodel, Beat Sheet

MÅLGRUPPE:

Kurset er målrettet alle, der producerer eller drømmer om at producere dokumentariske fortællinger; journalister, fotografer & klippere på tv og web. Afsættet vil være den klassiske tv-dokumentar, men vi vil også komme forbi de hurtige snapdoks og de tungere filmiske dokumentarer.

 –

PRAKTISK:

Kurset vil finde sted på Hotel Siemsens Gaard i Svaneke.

Kursusprisen dækker undervisning, materialer, forplejning og overnatning.

Prisen er ex. moms og dækker ikke kursisternes rejse til Svaneke samt drikkevarer. Tilmelding er bindende efter 14 dage.

Undervisere

Kristian Frederiksen

TILRETTELÆGGER, TV 2

Kristian Frederiksen er prisbelønnet tv-tilrettelægger, har arbejdet som VJ i mere end 15 år og skrevet to bøger om tv-produktion: VJ-bogen ALENE MED ET KAMERA og tv-bogen SKARPT SKÅRET.

Han har produceret mere end 1000 tv-historier, fra nyheder til dokumentar, og han er samtidig en af landets mest erfarne kursusledere med mere end 200 kurser & oplæg bag sig i både Danmark, Sverige og Norge.

Kristian Frederiksen arbejder til dagligt hos TV 2 Dokumentar, hvor han både klipper og tilrettelægger faktaprogrammer. Han står bag KORRESPONDENTERNE, som har vundet Årets Fakta-, Klipper- og Seerpris ved Copenhagen TV Festival, og han har senest produceret REJSEHOLDET: JAGTEN PÅ EN MORDER, MISSION MOUNT EVEREST samt ANDERS & TORBEN, der tog prisen for Årets Fotograf ved tv-festivalen.