
Her er chancen for at få et kig ned i Kaas & Mulvads hemmelige Excel-værktøjskasse.
Har du brugt Excel på almindeligt niveau, så er her kurset til dig, der ikke bare vil være bedre, men som også har lyst til at lære en stribe smarte og praktiske tricks, som vi selv bruger i det daglige arbejde.
Dette kursus har ikke tidligere været udbudt som almindelig efteruddannelse. Vi har dog undervist både danske, norske og svenske kolleger ved lukkede arrangementer.
Vi skal bl.a.:
- arbejde med data, der ligger i forskellige ark
- arbejde med avanceret brug af pivot-tabeller – et af de stærkeste journalistiske værktøjer i regnearket
- beregne tidsintervaller
- finde km-afstande mellem to adresser
- bruge streng-formler til effektivt at rense adresser og navne
- arbejde med, hvordan man bedst strukturerer sine data, så man bevarer overblikket
Vi arbejder med data, der har været brugt i journalistik, og vi går målrettet efter at finde de gode historier i tallene.
Kurset vil være bygget op om mange konkrete øvelser fra det virkelige liv.
Vi bruger Microsofts regneark Excel i undervisningen, men du kan sagtens deltage, selv om du bruger et andet regnearksprogram. Kontakt os, hvis du er i tvivl.
Forudsætninger: Du skal have et grundlæggende kendskab til regneark og helst have brugt det journalistisk. Du skal medbringe din egen computer på kurset, og der skal være installeret et regnearksprogram på den. Der findes gode gratis programmer, vi kan henvise til.
Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.
Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og forplejning i løbet af kurset. Prisen er ekskl. moms. Vi fakturerer i forbindelse med tilmelding til kurset.