Dækning af et lukket land: Nordkorea – kursusrejse til Sydkorea

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Sydkorea
Dage:
7 dage
Pris:
24.900 kr. + moms | PU-støtte: 9.100 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 53 evalueringer)
Forår 2018
Seoul, South Korea Skyline

Nordkorea er et af de vanskeligste lande at dække som udlandsjournalist. Og samtidig er det hastigt på vej til at blive et af de vigtigste. Der er så mange skrøner og utroværdige rygter i spil. Men de faktiske oplysninger er så få, og regimet er selv så utilnærmeligt, at det gør det uhyre vanskeligt at skille reelle og falske nyheder fra hinanden.

Sydkoreas hovedstad Seoul er center for mange af de bestræbelser, der gøres på at dække Nordkorea kvalificeret og troværdigt. Det er også det sted i verden med flest afhoppere og andre kilder, der kan fortælle om forholdene inde i selve Nordkorea.

Hvem skal vi møde?

Sammen med Mediekursus.dk vil du møde nogle af de brave kolleger, både koreanere og udlændinge, der gør deres bedste for i dette miljø at give medieforbrugere i den omliggende verden viden og forståelse for det samfund, som nogle har beskrevet som ”det mærkeligste land, de har besøgt”.

Vi vil møde tænketanke, sikkerhedspolitiske eksperter og politiske repræsentanter for relevante grupperinger. Og vi vil hele tiden forsøge at danne os et indtryk af dagliglivet for almindelige borgere i de landsbyer, som befinder sig kun 60-70 kilometer fra os på den nordlige side af den befæstede grænse.

Endelig skal vi selvfølgelig også en udflugt op til selve grænsen og se ind over det lukkede land, den demilitariserede zone og det sted, hvor forhandlingerne foregår.

Du vil bla. få:

  • Forståelse for hvordan udviklingen i Nordkorea kan påvirke hele verdens sikkerhedspolitiske balance – og dermed også for os i Europa.
  • Viden om hvordan man i nyhedsstrømmen kan identificere falske nyheder fra Nordkorea.
  • Inspiration til hvordan du med nutidens udbud af digitale ressourcer kan dække udviklingen i Nordkorea enten hjemmefra eller fra Asien.
  • Hvad der gør dækningen af Nordkorea vanskelig via erfaringerne fra nogle af dem, der gør det til hverdag.
  • En større viden om, hvad der foregår i det lukkede land, på såvel den politiske, økonomiske, kulturelle som den militære front.

Kursusleder hos Mediekursus.dk, Asger Røjle, har fulgt udviklingen i Nordkorea, Sydkorea og det øvrige Østasien i over 30 år og har boet og arbejdet i nabolandet Japan i over ti år af sit liv.

Kursusprisen inkluderer: fly tur-retur København-Seoul, enkeltværelse med morgenmad, transfer til lufthavn i Sydkorea, heldagsrejse til den særlige zone, to fællesmåltider, rejseleder, oplæg mm. Beregn ca. 1.000 – 1.500 kr. til øvrige madudgifter alt efter præference.

Undervisere

Asger Røjle

Asger Røjle Christensen er en erfaren dansk journalist. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 35 år. Han arbejder med base i Tokyo for Orientering på P1 og en række andre danske medier. Asger har stor erfaring som kursusleder på journalistiske studieture fra fem efteruddannelseskurser i Japan og Kina i perioden fra 2009 til 2014.

Fra 1989 til 1995 var han korrespondent i Tokyo for blandt andre Politiken og Radioavisen. Siden har han været udlandsredaktør på Aktuelt og Ritzau samt været chef for Orientering. Fra 2006 redigerede han online-forsider på dr.dk, inden han i november 2013 etablerede sit eget firma og rykkede tilbage til Tokyo.

Du kan læse mere om Asger på hans egen hjemmeside. Derudover driver han nyhedsbrevet og betalingssitet Forkant.nu, der tilbyder korte analyser af udviklingen i Japan og Østasien. Du kan læse hele Asgers CV på LinkedIn og hans twitter-handle er @asgerrojle.

Foto er taget af Stephanie Stål Axelgård.