Cuba – presset fra flere sider

Startdato:
Udbyder:
Sted:
Artemisa provins, Cuba
Dage:
7 dage
Pris:
23.900 kr. | PU-støtte: 6.900 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 37 evalueringer)
Forår 2019

Det er seks årtier siden, at Fidel Castro og hans kumpaner kørte jublende gennem Havanas gader og indledte et regime, der med vekslende intensitet har været på den internationale dagsorden siden. I dag er styret presset både ude- og indefra, og der tales om et forestående økonomisk kollaps.

På dette efteruddannelseskursus tager vi pulsen på revolutionens tilstand under den nye, karismatiske præsident, Miguel Diaz Canéls ledelse. Og sætter Cuba i en latinamerikansk kontekst med garanti for øjenåbnende oplevelser og et godt grin undervejs.

Dette efteruddannelseskursus er en gentagelse fra forår 2018 – på opfordring og tilført nye elementer. Indholdsmæssigt trækker kurset på gode kontakter til højtplacerede folk i indenrigs- og økonomiministeriet og overraskende åbenmundede, kritiske kommentatorer fra indenfor øens egne grænser.

Jo, der er stadig noget at være vred over, men også det modsatte. Nye vinde blæser over øen efter det første år siden 1959 uden en Castro ved magten. Med generationsskiftet er nogle af de ændringer, som omverdenen har efterspurgt, så småt ved at blive introduceret, selv om de gamle vinde stadig suser mellem Havanas forfaldne bygninger. De mange cubanere, der lever for 300-400 kr. om måneden, har svært ved at finde en grimasse, der kan passe.

På den globale scene spiller Cuba en større rolle, end øens ringe størrelse og lille økonomi umiddelbart berettiger til. Både symbolsk og reelt. Cuba er et enestående eksempel på et land, der med en vis succes har gjort tingene på sin egen måde. Successen dokumenteres bl.a. af FN’s årlige Human Development Index, der sammenligner verdens lande på en lang række parametre som sundhedsstilstand, uddannelsesniveau, gennemsnitlig levealder, tryghed, ytringsfrihed, social lighed, lige adgang til uddannelse osv.

Trods et BNP pr. indbygger på linje med fattige afrikanske lande ligger Cuba i dette index klart bedre og i toppen for Latinamerika. Og på niveau med nogle europæiske og asiatiske lande med langt større økonomiske muskler.

På efteruddannelseskurset præsenteres vi for officielle og civile oplægsholdere og oplever en overraskende imødekommenhed, hvilket er med til at bryde det stereotype billede, der ofte gives af Cuba i medierne.

I ugens løb lytter vi til foredragsholdere fra ministerier og myndigheder. Vi besøger en cubansk familie og møder repræsentanter for den unge generation med dens mange drømme. Samt kritikere af systemet og ledere af nogle af de civile organisationer, der er dukket op i de senere år. Hvert møde slutter med en debat, hvor alle spørgsmål er velkomne.

Dette kursus finpudser og realitetsjusterer forståelsen af Cubas situation og rolle i regionen. I lyset af nye trusler fra USA, som har trukket tilnærmelserne fra Obama-tiden tilbage, befinder Cuba sig igen i en presset situation, der har konsekvenser for befolkningen.

Kurset varer en uge med seks forelæsnings- og besøgsdage. Det foregår i Havana og i Artemisa-provinsen. Forelæsningerne vil foregå på engelsk – eller på spansk med oversætter. Besøg og ekskursioner bl.a. til partiavisen Granma’s redaktion, hvor chefredaktøren tager imod, og til et mønsterlandbrugskollektiv.

Vi bor centralt i det livlige Centro Havana, direkte på Malecon-havpromenaden.

Prisen inkluderer fly fra København, transport i forbindelse med alle møder og arrangementer, enkeltværelse på godt hotel, morgenmad, entreer og halvpension. Visum, middage og alle drikkevarer er for egen regning. Tilslutning med fly fra Jylland kan medføre en mindre ekstraudgift.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende. Er du nødt til at melde fra – og det kan jo ske –  koster det frem til en måned før afgang en administrationsafgift på 1000 kr. plus evt. prisen for allerede bestilte og betalte services (f.eks. fly og hotel). Ved afbud mindre end fire uger før kursusstart opkræves den fulde pris.

Undervisere

Jakob Rubin

Jakob Rubin var Jyllands-Postens Latinamerika- og Caribien-korrespondent fra 1994 til 2003 med base i Brasilien i en dramatisk periode i regionen. Efter 19 år på dagblade har Jakob Rubin siden 2013 drevet JAKOB RUBIN KOMMUNIKATION, et bureau med redaktørroller, bogskrivning, kommunikationsstrategier og internationale undervisningsprogrammer for bl.a. Mediernes Efteruddannelse. Det er blevet til seks bøger om forskellige emner; den seneste ’Det usynlige folk’ om sceneteknikken på Det Kgl. Teater blev udnævnt til årets udgivelse i kategorien drama. Fra januar 2018 er han desuden engageret i videreuddannelse af colombianske journalister for Constructive Institute (Aarhus Universitet) i et samarbejde med International Media Support (København) og Consejo de Redacción (Bogotá).