
Dette er et luksuskursus for dig, der er journalist, og som gerne vil opdateres inden for nogle af de vigtige og spændende områder, der præger og forandrer journalistbranchen lige nu. I løbet af 4 dage lærer du om produktudvikling, forretningsmodeller, idéteknikker, prompting og din rolle i den globale politiske dagsorden.
Derfor skal du tage kurset
Fire af Danmarks skarpeste journalisthjerner – Jakob Moll, Clement Kjersgaard, Karen Straarup og Andreas Scharberg – tager dig i løbet af kurset igennem nogle af de felter, de hver især er eksperter i, og som kan gøre dig til en bedre, mere velovervejet og mere effektiv journalist.
Kursusforløbet er tænkt som en vigtig og velfortjent pause fra dine daglige deadlines og redaktionsmøder, så du har tid til at løfte blikket fra tastaturet, tage en tur i helikopteren og se dit arbejde og hele den branche, du er en del af, lidt fra oven.
Efter kurset vil du sandsynligvis opleve, at du vender tilbage til dit job med fornyet energi og overblik, og at du har fået skærpet et par vigtige færdigheder, så du kan arbejde mere træfsikkert, effektivt og i tråd med det engagement, der tiltrak dig ved journalistfaget i første omgang.
Det lærer du
Du får styrket din forståelse for mediebranchens udvikling i et forretnings- og samfundsperspektiv – og samtidig får du konkrete værktøjer til at styrke dine færdigheder inden for idégenerering og prompting. I løbet af 4 kursusdage lærer du at
- udvikle nyskabende og træfsikre journalistiske produkter på baggrund af indsigter i dine brugeres behov og problemer. Samtidig får du overblik over de mest lovende teknologier og forretningsmodeller, der påvirker og forandrer journalistbranchen lige nu. Din underviser er Jakob Moll.
- danne dig et overblik over tidens komplekse problemstillinger i en mediekontekst. Efter kursusdagen forstår du, hvordan du som journalist vælger dine emner, forbereder dit stof, eksekverer din historie og følger op på en modig, vedholdende og systematisk måde. Din underviser er Clement Kjersgaard.
- arbejde professionelt med idéudvikling og forstå din egen kreative proces. På den måde bliver du mere bevidst om din egen idéudviklingspraksis og går hjem fra kurset med idéteknikker, fremgangsmetoder og selvindsigter. Din underviser er Karen Straarup.
- bruge ChatGPT som en effektiv assistent i dit daglige arbejde som journalist. Efter kurset kan du skabe præcise prompts og individuelt tilpassede gpt’er, der kan hjælpe dig med fx idégenerering, overskrifter, versionering og opsummering. Din underviser er Andreas Scharnberg.
Hvert emne fylder en hel kursusdag. Efter kurset har du fået styrket dit brancheoverblik, og du har samtidig fået værktøjer og metoder, der kan tages i brug med det samme og forbedre din journalistiske proces og dit output.
Kurset er for dig
Kurset er målrettet dig, der er journalist eller redaktør. Kursets indhold er aktuelt på tværs af formidlingsformer og kan favne journalister med både kort og langt erfaringsniveau.
Det kræver ikke særlige tekniske eller faglige forudsætninger at deltage på kurset. Interesse for journalistikkens rolle i samfundet og branchens udvikling er dog en fordel.
Sådan foregår undervisningen
Kurset er tilrettelagt som fire sammenhængende dage med fokus på et enkelt emne på hver kursusdag. Overordnet er de to første dage vidensdage, hvor du får perspektiver på og indsigter i din branche. Dette vil naturligt afstedkomme en masse tanker, idéer og vinkler, som de næste to dage vil konkretisere og kvalificere. Du bliver undervist af forskellige personer på hver af dagene, der er eksperter inden for deres respektive fagområde.
Tid
Alle dage klokken 10-16.
Det indgår i prisen
Frokost er inkluderet i prisen, og du får serveret kaffe, kage og frugt i pauserne både formiddag og eftermiddag.
I tilfælde af afbud
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud.
Læs mere om regler for framelding
Er du ikke berettiget til støtte fra Pressens Uddannelsesfond?
Tilmeld dig kurset på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside