Besøg førende medie-udviklere i San Francisco – mød USA’s bedste datajournalister i Denver

Startdato:
Udbyder:
Sted:
San Francisco, Californien og Denver, Colorado
Dage:
10 dage
Pris:
35.000 kr. | PU-støtte: 10.000 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 444 evalueringer)
Forår 2016

Vil du med til USA og få et unikt indblik i det allernyeste inden for digital journalistik og datajournalistik, så har vi et helt specielt tilbud – en tur på 10 dage, hvor vi starter med at besøge en række trendsættende virksomheder, medier og institutioner i San Francisco – bl.a. Google – og derefter deltager i NICAR-konferencen om datajournalistik i Denver, Colorado.

Vi har arrangeret lignende ture før, og deltagerne melder altid om stort udbytte. Læs, hvad deltagerne sagde i 2014, da vi var i New York og Baltimore. Og i september 2015, da vi var i London.

NICAR-konferencen for datajournalistik samlede 1000 deltagere fra alle hjørner af verden i både 2014 og 2015. NICAR-konferencen er verdens vigtigste årlige konference inden for datajournalistik og 2016-konferencen tegner til at sprænge rammerne for indhold.

I løbet af de fire dage i Denver vil der konstant være en mængde arrangementer, deltagerne kan vælge mellem. Der er også hands on-undervisning, hvor man selv har fingrene på tasterne og kan lære et nyt værktøj eller metode at kende i løbet af en time eller to.

Vi guider til bedste udbytte for hver især

Der er masser af oplæg, foredrag, paneldebatter, demoer og meget andet. Alle er åbne og deler gerne ud af viden og tip på tomandshånd. Og vi guider deltagerne til det bedste udbytte.

Før turen går til Denver, bruger vi fire dage i San Francisco, hvor vi fokuserer på krydsfeltet mellem data, journalistik og teknologi. Vi besøger Google, som i 2015 satte gang i samarbejdet med verdens førende medier. Gennem Google News Lab har Google i længere tid haft et tæt samarbejde med det californiske center for undersøgende journalistik – Center for Investigative Reporting, CIR, der holder til i San Francisco. CIR er et af de ældste centre for undersøgende journalistik i USA og står bl.a. bag Reveal, et undersøgende radioprogram/podcast.

Kaas & Mulvad har i en årrække arbejdet sammen med flere af de ansatte på CIR, og derfor har vi en helt unik adgang til de medarbejdere, der sammen med Google News Lab udvikler fremtidens medieplatforme. Vi besøger naturligvis også CIR under vores ophold i San Francisco.

San Francisco er også byen for upcoming digitale medier. Vi benytter lejligheden til at besøge flere af de relevante. Et endeligt program vil senere blive offentliggjort.

Hotel i San Francisco: Executive Hotel Vintage Court, 650 Bush Street, San Francisco, CA 94108. Se på kort.

Hotel i Denver: Denver Marriott City Center, 1701 California Street, Denver, Colorado 80202. Se på kort.

Prisen omfatter: Flytransport mellem København og USA, transport i USA, hotel i San Francisco og Denver, deltagelse i konferencen, et års medlemskab af IRE, kursusdelen, undervisningsmaterialer og enkelte måltider i løbet af kurset. Som hovedregel er din forplejning for egen regning. Prisen er ex. moms. Vi fakturerer i forbindelse med tilmelding til kurset.

Hvis du ønsker det, kan vi hjælpe med tilslutningsfly. En evt. mer-udgift bliver lagt oven i kursusprisen og faktureret samlet. Det samme gælder, hvis du ønsker at forlænge din rejse i USA efter kurset.

Tilmelding: Du skal tilmelde dig via denne side. Tilmelding åbner 4. november. Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail. Det kan du også gøre, hvis du har spørgsmål af enhver art.

TILMELDINGEN ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Foto: Nicolas Raymond, Flickr.

Undervisere

Michael Corey

Michael Corey er Senior News Application Developer på californiske The Center for Investigative Reporting, CIR. Han er vores vært i San Francisco og har ansvaret for aftaler med Google, CIR, Twitter og de lokale medier.

Mike Corey har arbejdet som udvikler af interaktive grafikker i mange år og har tidligere holdt oplæg i Danmark om sit arbejde med kort og grafik, bl.a. på Kortdage i Kolding.

Hans arbejde for CIR er bl.a. blevet belønnet med George Polk Award, the IRE Medal. Han har tidligere arbejdet på The Des Moines Register.

Læs mere om Michael Corey.

Tommy Kaas

Tommy Kaas er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad.

Han har i de seneste 20 år arbejdet målrettet med at kombinere data og journalistik. Tommy Kaas er uddannet fra DJH i ’88, hvorefter han bl.a. har arbejdet på Vejle Amts Folkeblad, Danske Kommuner, De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten samt ErhvervsBladet.

Han var medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.

Nils Mulvad

Nils Mulvad er specialist i datajournalistik og redaktør i Kaas & Mulvad. Han er desuden medstifter og formand for Åbenhedstinget.

Nils Mulvad var medstifter af Global Investigative Journalism Network i 2003 og af Scoop til at fremme undersøgende journalistik i Ukraine og Sydøsteuropa – også i 2003. I 2005 var han medstifter af Farmsubsidy.org. Han har undervist i datajournalistik i 20 år og været lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 14 år.

Han var ligeledes  medstifter af Foreningen for Computerstøttet Journalistik og DICAR.