
Lær at kommunikere ansvarlighed ansvarligt. Dine undervisere Line Schmeltz og Anna Karina Kjeldsen sørger for, at du efter kurset kommer hjem med den nyeste viden om samfundsansvar, altså ESG, bæredygtighed og CSR – og en konkret løsning på en kommunikationsudfordring du har taget med.
Derfor skal du tage kurset
Din organisation har et ansvar for det samfund, den opererer i.
Et ansvar, som fylder stadigt mere.
Men at kommunikere om det ansvar kan være udfordrende.
Historier om genbrugskopper, vegetariske kantiner eller diversitetstiltag kan nemt ende et helt andet – og mere negativt – sted end forventet.
At kommunikere om din organisations samfundsansvar kan dog også være spændende, meningsfuldt og skabe stor værdi – både i og uden for organisationen.
For omverdenen ønsker sig, at organisationer hjælper med at løfte samfundets udfordringer og forventer, at de også kommunikerer om det.
På kurset arbejder du med en konkret medbragt case fra din egen organisation eller en fiktiv situation, og kommer hjem med en færdig løsning på en kommunikationsudfordring.
Du får masser af værktøjer og en grundig indføring i, hvordan du strategisk og troværdigt kommunikerer om bæredygtighed, ESG og andre former for ansvarlighed.
Du lærer at forstå de særlige udfordringer ved at kommunikere samfundsansvar – såsom risikoen for greenwashing, manglende tillid og målgrupper med forskellige forventninger.
Efter kurset har du fået indsigt i den nyeste viden om kommunikation af samfundsansvar – og du har også fået værktøjer til selv at kommunikere ansvarlighed.
Det lærer du
Du får et godt overblik over facetterne i ansvarlig kommunikation, fra strategisk fundering, branding og purpose, til kommunikation, der understøtter troværdighed og tillid.
Vi arbejder med at udpege de rette målgrupper, vælge de mest passende medier og udforme budskaber, der både er skarpe, troværdige og ansvarlige.
Du lærer kort sagt, hvordan du analyserer konkrete kommunikationsudfordringer i relation til samfundsansvar og omsætter dem til ansvarlig kommunikation i din egen organisation.
Samtidig får du inspiration til, hvordan du som kommunikatør selv kan tage ansvar gennem den måde du kommunikerer på.
Du lærer at:
- kommunikere effektivt om samfundsansvar, bæredygtighed og ESG-initiativer med afsæt i den nyeste viden og de bedste værktøjer
- udvikle og levere kommunikationsløsninger med afsæt i egen case med blik for strategi, målgrupper og budskab
- arbejde med hele kommunikationsprocessen, fra at skabe det rette strategiske fundament for de ansvarlige initiativer til at analysere kommunikationsudfordringen og vælge de rette målgrupper og medier.
- udforme budskaber, der både er troværdige og effektive – og hvad der skal til for at kommunikere ansvarligt.
Kurset er for dig
Du er kommunikatør eller formidler i en organisation, der er interesserede i at arbejde konkret med kommunikation af samfundsansvar.
Du kan enten være godt i gang eller på et indledende ’tænkestadie’.
Kurset giver dig et fundament af de bedste værktøjer og den nyeste viden om ansvarlighedskommunikation i praksis, som kan anvendes uanset om du arbejder i en virksomhed, NGO eller offentlig organisation.
Sådan foregår undervisningen
Kurset har 2 undervisningsdage.
Kurset er tilrettelagt som en kombination af onlineforberedelse og praksisnær undervisning, der veksler mellem korte oplæg, selvstændigt case-arbejde og fælles sparring.
Du forbereder dig hjemmefra gennem online-serien Kommunikation af samfundsansvar og udvalgte tekster, så du er i stand til at dykke dybere ned i emnet på selve kursusdagene.
På kurset arbejder du med din egen case (eller en fiktiv case) fra strategisk idé til færdige budskaber, så du i løbet af kursusdagene får lavet et bud på et ansvarligt kommunikationsprodukt.
I tilfælde af afbud
Du kan selvfølgelig komme i en situation, hvor du må melde afbud. Læs mere om regler for framelding.
Er du ikke berettiget til støtte fra Pressens Uddannelsesfond?
Tilmeld dig kurset på Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles hjemmeside
