Aktindsigt som praktisk redskab i journalistik

Startdato:
Udbyder:
Sted:
1112 København K
ME plus:
ME
Dage:
2 dage
Pris:
7.490 kr. + moms | PU-støtte: 1.800 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 520 evalueringer)
Forår 2023

På dette kursus lærer du, hvordan du kommer så langt som muligt med aktindsigt. Kurset bygger på en række konkrete eksempler og har masser af øvelser, så du i praksis lærer at håndtere aktindsigt.

Oluf Jørgensen og Nils Mulvad blander de praktiske juridiske kneb med den konkrete journalistiske metode til at åbne for myndighedernes dokumenter og data.

På baggrund af en række konkrete eksempler gennemgår vi, hvad der virker, og hvordan du arbejder i praksis.

Med en del praktiske opgaver får du konkret træning i at køre en aktindsigtssag – lige fra den første henvendelse til en evt. klage eller anmodning til ombudsmanden.

Hvad du skal gøre – og ikke gøre

Du lærer at bruge værktøjskassen i aktindsigtssager – både den juridiske og den praktisk-taktiske. Vi blander de velafprøvede og gode metoder i aktindsigt med nye muligheder og begrænsninger.

Efter kurset har du overblik over sagsgange. Du kender de fleste af de begrundelser for afslag, som myndighederne anvender, og du ved, hvad dit modargument kan være.

Vi gennemgår også, hvordan myndighederne oplever og håndterer aktindsigtsanmodninger, specielt med nogle eksempler på dårlige aktindsigter.

Du får øvelser i:

  • Den grundlæggende dialog og anmodning
  • Aktindsigt i udbud og personsager – herunder beskyttelse af persondata
  • De særlige muligheder for miljø-indsigt
  • Aktindsigt hos politiet
  • Temaindsigt og databaseadgang
  • Den svære aktindsigt – bl.a. hos ministerier
  • Aktindsigt i en sags faktiske grundlag
  • Indsigt i interne dokumenter i kommuner og regioner
  • Klager over nej til aktindsigt
  • Lovændringer og ny praksis

Det kan du efter kurset:

  • Værktøjskassen: Du har overblik over de typiske sagsgange. Du kender de praktiske muligheder undervejs.
  • Dårlige undskyldninger. Du kender til de typiske argumenter for afslag, og du kender også dine muligheder for næste skridt i hvert tilfælde.
  • Klagemuligheder. Du ved, hvornår det kan betale sig at klage, og hvor klageinstansen er for de forskellige myndigheder. Du kan skrive en henvendelse til Ombudsmanden.
  • Temaindsigt og dataadgang: Du lærer at bruge disse værktøjer til at få et godt grundlag for historier.

Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer, morgenmad, frokost, kaffe og kage i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

TILMELDING ER BINDENDE

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.

Dette kursus kan også leveres som internt kursus. Vi har stor erfaring i at skræddersy et helt specielt kursus eller forløb til din arbejdsplads. Tag kontakt på kursus@kaasogmulvad.dk

Illustrationen er en AI-grafik skabt af Gert K Nielsen og AI-tjenesten Midjourney i fællesskab. Vil du selv lære, hvordan man gør, så tag med på kurset “Kreativ brug af AI-grafik”, hvor Gert er kursusleder.

Undervisere

Oluf Jørgensen

Oluf Jørgensen er offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her har han været afdelingsforstander og forskningschef fra 1998 til 2015.

I dag fungerer han som offentlighedsrådgiver på frivillig basis. En funktion, som journalister frit kan trække på. Han underviser stadig i offentlighed i forvaltningen.

Oluf Jørgensen er uddannet jurist fra Aarhus Universitet fra 1971. Inden ansættelsen på Journalisthøjskolen var han fra 1974 ansat på Aalborg Universitet, fra 1979-1998 som lektor i forvaltningsret.

Han er forfatter til en lang række bøger og artikler om mediejura, blandt andet en sammenligning af love og regler for “Offentlighed i Norden“.

Oluf Jørgensen er en meget aktiv bidragyder til Åbenhedstinget.

Nils Mulvad

Nils Mulvad, født 1955, er redaktør, partner og adm. direktør i Kaas & Mulvad, uddannet journalist i 1989. Han har bl. a. været journalist på Computerworld, arbejdet freelance, været journalist på Jyllands-Posten i seks år og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 14 år. Han er medstifter af Global Investigative Journalism Network, GIJN, og andre internationale netværk som Farmsbusidy.org og Fishsubsidy.org.

Ligeledes var han i 2003 medstifter af netværket Scoop, der startede med at fokusere på praktisk støtte til undersøgende journalistik i Ukraine og Sydøsteuropa og siden voksede til at dække det meste af den tidligere Sovjet-blok og Mellemøsten.

Han var administrerende direktør for Dansk Internationalt Center for Analytisk Journalistik 2001-2006, årets europæiske journalist i 2006, modtog IRE-award for Freedom of Information i 2006 og den første The Global Leadership Award i 2017 af GIJN. Han har arbejdet som rådgiver for International Press Institute og siddet i flere juryer.

Han er medlem af bestyrelsen og redaktør for Investigative Reporting Denmark. Han er formand for den danske organisation Åbenhedstinget, der arbejder for åbenhed i Danmark. Han er også formand for det internationale advisory board for Gravercenter.dk og medlem af Supervisory Board for det slovenske undersøgende journalistiske center Oštro.

Nils Mulvad er specialist i at skaffe og analysere data.

Nils Mulvad underviser i datajournalistik og har i mere end 25 år holdt kurser og trænet på konferencer i Europa, USA og Asien.