Sydkorea: udlandsdækning i en digital tid

Startdato:
Udbyder:
Dage:
8 dage
Pris:
22.500 kr. + moms | PU-støtte: 10.000 kr.
Evaluering af tidligere kurser fra denne udbyder
(Baseret på 57 evalueringer)
Forår 2017
Seoul, South Korea Skyline

Dette kursus handler om korrespondentens, den rejsende udlandsjournalists samt den hjemlige udlandsredaktions virke i en digital tidsalder – med dækningen af Korea og Østasien som konkret eksempel.

Hvordan er den daglige arbejdsproces ændret af, at hjemmeredaktion og udsendt medarbejder har adgang til mange af de samme kilder i samme øjeblik, en nyhed er breaket?  Hvordan håndterer man under disse vilkår det øgede krav om egne vinkler, personlige reportager samt detaljer, iagttagelser og indsigt, som konkurrerende medier ikke er i stand til at trylle frem lige så hurtigt? Hvordan magter medarbejderen på stedet kravet om at levere til forskellige platforme i hurtig rækkefølge?

Det er temaet for denne kursusrejse til Sydkorea, et af de lande i verden, hvor den største andel af befolkningen er online. Vi vil møde korrespondenter og kilder, både danske og udenlandske, både live og på skype, som fortæller om deres erfaringer og giver gode råd. Vi vil blive introduceret til nye typer online-medier, som teknologien har fremmet, og vi vil opleve kulturmødet mellem traditionelle nyhedsjournalister og selvstændige bloggere. Vi vil bevidne, hvordan sociale og mobile medier har ændret spillereglerne for indsamling af viden og formidlingen af denne indsigt.

Vi vil det meste af ugen opholde os i storbyen Seoul med hele dens udbud af såvel traditionelle som nye medier. Men ugen vil også byde på en ekskursion ud af storbyen for at opleve, hvor forskellige vilkårene er ude på landet. En af dagene vil der være indlagt en øvelse, hvor deltagerne hver især begiver sig ud på reportage i det koreanske samfund.

Formålet med kurset er at opdatere hjemlige og udsendte journalister på en udvikling, der går lynhurtigt. Vilkårene for udlandsdækning forandres fundamentalt, og det vil styrke hjemmeredaktionerne betydeligt at have medarbejdere med indsigt i muligheder og faldgruber i denne udvikling.

Kursuslederen, Asger Røjle, har fulgt udviklingen i Østasien i over 30 år og har boet og arbejdet i nabolandet Japan i mere end otte år af sit liv. Han har selv gennemlevet de forandringer, som kurset handler om, og været korrespondent i såvel den analoge som den digitale tidsalder.

Inkluderet i prisen: Enkeltværelse, fly tur-retur fra Kastrup-Seoul, enkelte fællesmåltider, transport i Sydkorea, kursusleder, oplæg og programindhold samt tolke.

Undervisere

Asger Røjle Christensen

Asger Røjle Christensen har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i fire årtier. Han arbejder med base i Tokyo som Japan-og-Korea-korrespondent for Weekendavisen og en række andre danske medier. Asger har stor erfaring som kursusleder på journalistiske studieture fra en række efteruddannelseskurser i Japan, Sydkorea og Kina gennem de seneste ti år – for Mediekursus.dk de sidste fire år.
Fra 1989 til 1995 var Asger Røjle korrespondent i Tokyo for blandt andre Politiken og Radioavisen. Siden har han været udlandsredaktør på Aktuelt og Ritzau samt chef for Orientering. Fra 2006 redigerede han online-forsider på dr.dk, indtil han i november 2013 etablerede sit eget firma og rykkede tilbage til Tokyo.

Det har været oplagt for Asger at skabe sine egne kurser hos mediekursus.dk. Efter at have stået for to højt roste rejse-kurser i katastrofejournalistik til Japan samt senest to kurser i Seoul med fokus på den politiske udvikling i både Sydkorea og Nordkorea retter Asger nu fokus mod de kommende olympiske lege i sin hjemby, som han tilbyder at klæde danske kolleger bedre på til dækningen af. Det kan du læse mere om her.

Se mere til Asger Røjle Christensens arbejde som udenrigskorrespondent på hans egen hjemmeside. Derudover holder han foredrag, skriver bøger og blogger han lejlighedsvis på fællesbloggen POV International. Du kan læse hele Asgers CV på LinkedIn og hans twitter-handle er @asgerrojle.

Foto er taget af Stephanie Stål Axelgård.